Hvad inspirerer dig?
“Natur, natur og natur. Jeg kan ikke finde en farve, form, tekstur eller duft, som ikke findes i naturen. Det er en uudtømmelig kilde. Det kan også være en absurd eller symbolsk hændelse, der får mig til at tænke over noget. Jeg er for eksempel fascineret af tanken om, at vi hovedsageligt kommunikerer ved hjælp af små mundlyde, når vi har et stort sanseapparat til rådighed. Eller at vi kan sende sonder til Mars, men at vi stadig ikke ved, hvad der foregår inde i vores hoveder, når vi sover. Det giver mig en følelse af, at historie ikke er noget i fortiden, men noget, vi er midt i.”
Hvad er det mest udfordrende ved den vej, du har valgt?
“Ud over at være kunstner skal man være sin egen assistent, produktionsmanager, vicevært, sælger, regnskabschef, grafisk designer, kommunikationsansvarlig ... jeg elsker jobbet, men det kan i perioder være svært at få tid til at være kunstner. Specielt når det er på halv tid.”
Hvad er du i gang med lige nu?
“I Monies er vi ved at lægge sidste hånd på AW20-kollektionen. Vi er også ved at omstrukturere områder i firmaet, hvilket er superspændende. Og så er jeg i gang med at lave nogle krukker, som skal på Design Basel med Etage Projects, og nogle andre keramiske værker til en stor udstilling på Gl. Holtegaard, der åbner til august.”