Kom med til jul hos designeren Julie Brøgger
Mød kvinden bag det hypede brand Brøgger, der for første gang skal holde jul i udlandet
AfJulie Brøgger er den ene halvdel af det London- baserede mærke Brøgger. I år skipper hun for første gang den danske jul og drager i stedet mod Skotland med sin kæreste og deres hund.
Her deler hun sine tanker om jul, traditioner og alt, hvad dertil hører.

Hvad holder du mest af ved julen?
“Der er noget magisk ved, at vi tilsidesætter al fornuft og pynter op overalt. I London er butiksvinduerne noget helt særligt – jeg skal altid ind og se Fortnum & Mason og Libertys vinduer. Men en gåtur i december i mit kvarter om aftenen er også noget helt særligt, fordi alles juletræer står og lyser i vinduerne.”
Hvad er dine juletraditioner?
“At samle venner og familie til en klippe-klistre-eftermiddag i starten af december er en fast tradition. Og i år har jeg tænkt mig at lave julepynt af Brøgger-print en dag i december med teamet, så vi kan pynte et lille træ til studiet, spise danske småkager og høre julemusik.”
Hvordan pynter du op til jul?
"Jeg har altid et juletræ og har taget den engelske tradition til mig, hvor man køber det tidligt i december og har det stående i et hjørne i stuen, helst ved et vindue, så man kan vise det frem for naboerne.”
Hvordan skal juletræet pyntes?
“Jeg har samlet på julepynt, siden jeg var barn, og jeg køber hvert år et par ting til samlingen, ofte i Liberty i London, der hver jul har en stor julepyntsafdeling. Englændere er lidt nogle juletosser, så når man tager ud på landet, kan man tit finde en julebutik, der har åbent hele året. Der har jeg fundet nogle helt fjollede ting. Men hjemmelavet julepynt er stadig det vigtigste på træet.”
Hvad er dit første juleminde?
“Det, der står klarest, er, fra jeg var syv-otte år. Min mor elskede også julen og at pynte op. Dagen inden 1. december fik hun mig til at sove i gæsteværelset, og i løbet af natten pyntede hun ikke kun hele huset, men mit værelse blev forvandlet til et juleværelse med jule-lampeskærme, puder, sengetæppe – alt!”
Hvem skal du fejre jul sammen med?
“Det er den første jul uden min mor, der gik bort i sommer, så min kæreste og jeg har talt om en lidt anderledes jul i år. Vi bor i London og tager normalt hjem til hver vores familier i Danmark, men vi har planer om at tage til Skotland og gå lange ture og drikke whisky. Vi har en hund, Preben, der er ved at være en ældre herre, så vi vil også gerne give ham en god jul i år, hvor han ikke skal passes. Vi må se, om vi måske kan lokke min far med også, så har vi to ældre herrer med på tur. Det passer godt til det skotske højland.”
Hvilken julesang holder du mest af?
“I mit studie er det lidt ligesom hos Starbucks: tvangsindlagt julemusik fra november. Af danske sange elsker jeg Nissesangen fra julekalenderen Jul på Slottet og af de engelske alt fra Bing Crosby.”
Hvad laver I juleaftensdag?
“Jeg laver mad sammen med min far. Det er det bedste, jeg ved. Jeg når også altid Disneys juleshow med mine nevøer og niecer.”
Hvad består menuen af juleaften?
“Vi får østers til forret med løg, eddike, tabasco og citron, som de serverer det på pubberne i London. Dog er det ikke med den traditio- nelle britiske Guiness til, men champagne. I mange år har vi spist kalkun, som min far er virkelig dygtig til at lave, men vi er mere og mere gået over til gås. Og så alt det sædvanlige tilbehør. Risalamande er for mig den vigtigste ret – efter min fars hemmelige opskrift.”
Hvad skal du have på juleaften?
“Helst jakkesættet fra min egen kollektion og rød neglelak og læbestift i min mors ånd. Hendes favorit-neglelak var Chanels pirate, så det bliver den med matchende læbestift.”
Hvad står øverst på din ønskeseddel?
“Altid en pony, men den får jeg nok heller ikke i år. Derfor et par Buffalo-støvler, jeg ikke måtte få i dengang i slut-90’erne – min mor syntes, de var så grimme. Forsinket teenageoprør.”