Our website does not support Internet Explorer.

To get the best experience on our website and of our content, please use a more modern browser like Edge, Chrome, Safari or similar.

© Ken Hermann

Kronprins Frederik sammen med børnearbejderen, 12-årige Rony, som han har mødt i Bangladesh. Bangladesh er et af de steder i verden, hvor der er flest børnearbejdere

Kronprins Frederik om hvor lidt der skal til, for at gøre en kæmpe forskel

Som protektor for Red Barnet har Kronprins Frederik set, hvor forbløffende lidt der skal til, for at gøre en forskel for verdens mest udsatte børn

En kæmpe forskel. Det gør Red Barnets arbejde ifølge Kronprins Frederik for de børn, organisationen hjælper rundt omkring i verden. Og vores kronprins ved, hvad han snakker om. Han er protektor for Red Barnet og har blandt andet besøgt et værksted i Bangladesh, der lever af børnearbejdere.

“Jeg har med egne øjne set, hvordan Red Barnets arbejde nytter. Jeg har mødt flere af de børn, der, takket været Red Barnets indsats, har fået muligheden for en bedre fremtid. For eksempel da jeg besøgte børnearbejdere i Bangladesh – det var en oplevelse for livet.

Børn har en utrolig styrke og evne til at klare sig på trods af svære vilkår. Det stod klart for mig, hvor lidt der skal til for at hjælpe dem i den rigtige retning og få deres smil tilbage. Det rørte mig meget og er noget, jeg stadig tænker på og taler med mine egne børn om.

Bag Red Barnets arbejde står tusindvis af frivillige, som dedikerer tid og omsorg til at hjælpe børnene. Det gør mig stolt at være protektor for en organisation som Red Barnet,” siger Kronprins Frederik til Costume.

Red Barnet kæmper blandt andet for børns rettigheder, hjælper ved katastrofer og arbejder for bedre vilkår for børnearbejdere. Og det har stor betydning for organisationen og dens arbejde at have Kronprins Frederik som protektor.

“Det styrker Red Barnets troværdighed og giver os mulighed for at nå endnu længere ud med budskaberne om det livsvigtige arbejde for at redde, beskytte og styrke de dårligst stillede børn. Vi mærker tydeligt, at Kronprinsen er oprigtigt interesseret og engageret i børnene og Red Barnets arbejde. Det gælder indsatsen både for børnene i Danmark og i vores internationale arbejde,” siger Jonas Keiding Lindholm, generalsekretær i Red Barnet.

Læs meget mere om Red Barnets forskellige indsatsområder og projekter på Redbarnet.dk.