"Ligegyldigt hvad der sker, og ligegyldigt hvilke bump vi møder på vejen, finder vi ud af det. Det har altid været aftalen"

“Jeg ville hellere være ærlig om, hvad der var sket, end forsøge at skjule det. Den dér ubehagelige følelse sad i mig længe, men allerede da jeg ugen efter talte med pressen om, hvad der skete i programmet, betød det jo, at alt det dér drama blev taget ud af det, og så oplevede jeg også, at det blev nemmere for mig selv at tale om. Det var grænseoverskridende, men også virkelig fedt,” siger Freja Kirk.

Og det er netop derfor, at jeg mødes med Freja Kirk og Sus Wilkins: for at tale om grænser og hvad der sker, når de bliver overskredet. Og måske endnu vigtigere: for at tale om, hvorfor ægteparret har valgt at åbne op for offentligheden om nogle af de ting, der for mange måske kan synes for private eller svære at tale om – om kønsidentitet, seksualitet, parforhold og alle de tanker og følelser, som kan følge med det. Gennem de seneste år har Sus Wilkins og Freja Kirk nemlig været blandt de mest fremtrædende stemmer i repræsentationen af alle dem, som ikke passer ned i konforme, samfundsskabte kasser – både i interviews, i kampagner i forbindelse med Pride og i Vild med dans. Og har som få andre delt ikke blot lykkelige stunder, men også når kærligheden gør ondt.

'Det er vigtigt, at jeg fortæller min historie'

Egentlig er det lidt ironisk, at vi skal tale om grænser, for dem finder man umiddelbart ikke mange af hos Sus Wilkins, som er vokset op i en lejlighed ved Kongens Nytorv med sin mor og lillebror. Det samme gælder Freja Kirk, der gennem sin barndom boede i en haveforening i Sydhavnen sammen med sin mor, far og storebror – og da jeg spørger dem, hvornår de finder noget grænseoverskridende, skal de begge bruge et øjeblik til at tænke.

“I virkeligheden er der meget få ting, jeg finder grænseoverskridende. Der kan da være nogle ting, som journalister spørger om – for eksempel hvornår vi skal have børn – hvor jeg tænker: ‘Hvad rager det egentlig dig?’, men jeg har ikke noget imod at svare på det,” siger Sus Wilkins.

“Der, hvor det bliver grænseoverskridende, er, når spørgsmålene har en negativ tone. Det handler meget om, hvad man bliver mødt med: Er det ren interesse, og kommer det af, at folk oprigtigt undrer sig, så kan vi sagtens tale om det,” siger Freja Kirk.

Det er nok en fælles filosofi, som de lever efter. For gennem deres tid i rampelyset, der blandt andet har budt på roller i filmen Mesteren, serierne Gidseltagningen og Perfekte steder samt roller i to store kommende Netflix-produktioner for Sus og to albums og et hav af koncerter for Freja, har de hver især svaret på spørgsmål, som rammer helt ind i privatsfæren. Blandt andet da det blev offentligt kendt, at de var blevet kærester, og Sus – som indtil da kun havde haft mandlige partnere – forklarede i medierne, at hun ikke betragter sig selv som hverken bi-, homo- eller heteroseksuel, men blot som en, der bliver forelsket i et menneske frem for et køn. Og for Freja gjaldt det, da hun i 2019 udgav sit andet album, Pussyfied, hvor hun med tekster som ‘I tried dick and it didn’t feel right’ blev katapulteret ind i en række interviews om seksualitet og at være uafklaret med, hvad hun helt præcis definerer sig som på kønsskalaen.

“Jeg tror hundrede procent på, at man kan nå længere med åbenhed. Jeg synes jo også selv, det er fedt, at jeg må spørge andre om noget, som jeg er i tvivl om. Hvis det bliver sådan noget: ‘Ej, det kan man da ikke spørge om!’, så bliver jeg helt berøringsangst. Hvis man bare kan tale om tingene, så oplever jeg ofte en større forståelse,” siger Freja Kirk.

En del af motivationen for at dele ud af deres egne tanker er også, at de kan mærke, at det gør en forskel. Både Sus Wilkins og Freja Kirk fortæller, at de ofte modtager beskeder på Instagram, hvor de har en samlet følgerskare på over 60.000 mennesker, fra unge mennesker, som selv kæmper med deres seksualitet, kønsidentitet eller omgivelsernes reaktioner og accept.

“De spørger om, hvordan vi sprang ud, og om vi kan dele vores erfaringer. Nogle takker også bare for, at vi har været ude i medierne og fortælle vores historie. Jeg synes, det er dejligt, hvis vi kan hjælpe nogen – også fordi jeg slet ikke føler, at der går noget af mig ved at gøre det. Jeg får det slet ikke sådan: ‘Gud, jeg deler alt for meget ud af mig selv’. Især fordi vi jo lever i lille Danmark – der er ikke rigtigt den dér paparazzikultur, og vi møder alle sammen hinanden på gaden alligevel. Jeg føler, at det er så ligegyldigt, om jeg eller en
tilfældig person på gaden er åben om de her ting. Forskellen er bare, at der er nogle flere, som følger med hos mig – og det er jo bare fedt, for så kan jeg måske hjælpe endnu flere, end en tilfældig person på gaden kan,” siger Sus Wilkins.

Hvordan føles det at modtage sådan nogle beskeder?
Sus: “Det er helt vildt dejligt, men man har lyst til at skrive en lang, gennemtænkt besked til alle, og det kan man jo ikke. Det er især svært, når der en gang imellem kommer nogle tunge beskeder fra personer, som har det rigtigt svært, og så føles det som et stort ansvar at skulle give dem råd – i de situationer må vi jo guide dem et sted hen, hvor de bedre kan blive rådgivet. Det er dejligt at være rollemodel for nogen, men det dér ansvar, som følger med, kan være svært.”

Freja: “Det kan godt være hårdt, ja. Men når folk skriver: ‘Tak for at fortælle din historie, nu tør jeg også være mig selv’, er det jo simpelthen så livsbekræftende på alle måder, og jeg bliver mega glad hver eneste gang.”

Jeg kan ikke lade være med at tænke på, om I måske – mere eller mindre bevidst – er blevet de rollemodeller, I selv har manglet gennem jeres liv?
Sus: “Jeg tror bare, at det er kommet naturligt. Jeg følte ikke, at jeg manglede en rollemodel som sådan – jeg så op til Spice Girls og deres girlpower, da jeg var yngre. Men det er måske også, fordi jeg ser mig selv som Sus og ikke som lesbisk eller hetero.”

Freja: “Der har jeg nok mere manglet en, jeg kunne spejle mig i på en eller anden måde. Jeg havde tilfældigvis en veninde, som var fuldstændigt samme sted i livet som jeg med hensyn til seksualitet og kønsidentitet, og som jeg kunne tale med om at kysse en pige for første gang for eksempel, og hvis jeg ikke havde haft hende, havde det været rigtig nedtur. Jeg tænkte måske ikke så meget over det dengang, men når jeg ser tilbage, kunne jeg helt sikkert godt have brugt en offentlig person at se op til, og som jeg kunne genkende noget af mig selv i. Det er også derfor, jeg er opmærksom på, at det er vigtigt, at jeg fortæller min egen historie. For der sidder hundrede procent sikkert nogen derude, der har det ligesom mig.”

Én ting, som Sus Wilkins og Freja Kirk er enige om er grænseoverskridende, er kasser. Når folk forventer, at de er bestemte typer personer og agerer derefter. Det sker for eksempel, når Freja bader på stranden i sine badeshorts, og folk pifter af hende eller siger: ‘Se, der er en pige, der ikke har top på’.

“Når jeg ser mig selv i spejlet, ser jeg ikke bryster, men en overkrop. Jeg vil gerne bare have lov til at have mine badeshorts på, uden at der kommer en eller anden dum kommentar – det er overhovedet ikke seksuelt for mig at have bar overkrop, så det er enormt provokerende, når nogen opfatter det sådan og reagerer på det,” siger Freja Kirk.

Sus Wilkins mærkede især kasserne presse sig på, da hun gik i 9. klasse og allerede dengang var bevidst om, at hun ville forfølge dansen frem for skolevejen. Hendes mor, som var hendes primære omsorgsperson, efter at hendes amerikanske far rejste tilbage til Caribien, hvor familien havde boet, da Sus var lille, støttede hende. Men normerne og forventningerne fra omverdenen pressede sig på, når Sus i venterummet uden for danseskolens øvelokale kunne høre de andre forældre hviske i hjørnerne om, at ‘hun jo ikke ville kunne klare det’, og at ‘man jo er nødt til at have en uddannelse at falde tilbage på’.

“Jeg har altid skullet forklare mig enormt meget på grund af de valg, jeg har truffet, fordi jeg valgte at gå en anden vej end mange andre omkring mig. Det har faktisk været helt vildt hårdt altid at skulle redegøre for sine drømme. I sidste ende var det jo fucking ligegyldigt, om de andre forældre troede på mig, men det gør så ondt at få at vide, at man ikke kan det, man har allermest lyst til, når man er lille,” siger Sus Wilkins.

Heldigvis resulterede hendes viljestyrke – eller ‘amerikaneren i hende’, som Sus selv formulerer det – og morens støtte i, at Sus, kun én uge efter at hun var begyndt på Øregaard Gymnasium, kom ind på en eftertragtet danseuddannelse, hvor der kun blev optaget 10 det år. Hun takkede ja, og det har siden ført til flere succesfulde karriere-spor som blandt andet danser ved større tv-produktioner og ved turnéer med nogle af Danmarks største musikere samt som model, dj og senest skuespiller.

“Jeg ville aldrig sætte spørgsmålstegn ved nogens drømme, uanset hvem de er, men det tror jeg desværre, at rigtigt mange andre gør i dag. Derfor synes jeg også, at det er min pligt at vise, at man godt kan gå en anden vej og stadig klare sig godt. I dag kan jeg jo bare tænke: ‘Hey, det går sgu da meget godt!’” siger Sus Wilkins og slår ud med armene.

Vi finder ud af det

Freja Kirk friede til Sus Wilkins i 2018 på en strand på Antiqua med en ring fra guldsmeden Niels Monies, og i september 2021 kunne parret endelig give deres ‘ja’ til hinanden under den toscanske sol – Sus iført en hvid, gulvlang stropkjole fra Jacquemus og senere en kjole fra Soeren Le Schmidt og Freja i et klassisk, skræddersyet jakkesæt fra Hugo Boss og en skjorte fra Babett. Det var et fire dage langt event fyldt med kærlighed, den nærmeste kreds og creme de la creme fra det italienske køkken – et bryllup, der ifølge Sus afspejlede parret så godt, at det ‘ikke kunne havde været nogle andres’.

Allerede fra begyndelsen af deres forhold vidste Sus Wilkins og Freja Kirk, at det skulle være de to for evigt. Blot et par måneder efter at de var blevet kærester, så de en aften hinanden i øjnene og blev enige om, at de ikke kunne slå op. Nogensinde.

“Ligegyldigt hvad der sker, og ligegyldigt hvilke bump vi møder på vejen, finder vi ud af det. Det har altid været aftalen,” siger Sus Wilkins og kigger Freja i øjnene.

“Og det virkede ikke som en skræmmende ting, selv ikke dengang – det var bare sådan, okay, jamen så kommer vi virkelig aldrig til at gå fra hinanden!” siger Freja Kirk.

“Det kan også være ret frygteligt nogle gange, for når man har været sammen i ni år, er det selvfølgelig ikke altid en dans på roser. Det kan være fucking svært. Og det er frustrerende, når vi er så meget uvenner, at man tænker: ‘Nu er det fandeme nu – jeg pakker mine ting!’ og man så alligevel har det sådan – nå, nej, det kan jeg jo ikke, vi skal jo løse det,” siger Sus Wilkins.

“For så kan den anden altid lige sige: ‘Jamen, vi har jo aftalt ...’” siger Freja Kirk.

Vejen dertil var dog ikke lige så enkel. Freja Kirk og Sus Wilkins mødte hinanden i 2012 under optagelserne til programmet Voice – Danmarks største stemme, hvor Sus var baggrundsdanser, og Freja var deltager. Men der skulle gå et helt år, før de fandt sammen. På daværende tidspunkt havde Freja nemlig en anden kæreste, og da optagelserne til programmet sluttede et par måneder senere, besluttede Freja sig for at ‘fixe det med hende og lægge hende den random, glade dansepige lidt på hylden’, som Sus formulerer det i dag.

“Det var sindssygt hårdt, for jeg var blevet så forelsket i Freja og kunne slet ikke få hende ud af hovedet. Jeg havde lige nået at fortælle folk, at jeg havde mødt én, og så stod jeg pludselig der helt alene,” siger Sus Wilkins.

Alligevel var der noget, som drog de to mod hinanden – godt hjulpet på vej af, at Sus holdt øje på Facebook med, hvor Freja tog i byen, så hun ‘helt tilfældigt’ kunne dukke op samme sted. Og så opstod magien på ny.

“Jeg tror, at der var tale om en slags ‘modsætninger mødes’. Jeg var meget fascineret af din sprudlende energi, som jeg ikke vil sige, at jeg selv manglede, men som du havde i ekstrem grad. Samtidig havde jeg en ret konkret følelse af, at det ville være anderledes med dig. I tidligere forhold har jeg altid været feedet af det dramatiske, men med dig var det fra starten bare enormt reelt, ærligt og tillidsfuldt,” siger Freja Kirk.

“For mig var det lige omvendt. Jeg har lyst til at sige, at det handlede om din ro. Jeg blev meget draget af dig, men kunne ikke sætte fingeren på hvorfor. Jeg havde hele tiden lyst til at være i rum med dig og være tæt på dig, men samtidig tænkte jeg: ‘Hvorfor har jeg det, det er jo en pige?’ Jeg havde aldrig været sammen med en pige før, ikke engang kysset med en. Jeg tror bare, at du var så anderledes end nogen anden, jeg nogensinde havde mødt. Jeg så dig ikke engang som en dreng eller en pige, jeg så dig bare som Freja. Der var sådan en mystisk arrogance over dig, som jeg fandt ret spændende,” siger Sus Wilkins.

Når man møder Sus Wilkins og Freja Kirk, er man heller ikke i tvivl om, at de på mange måder er hinandens modsætninger. Sus er hende med de store armbevægelser og det høje grin, hvor Freja er lidt mere afdæmpet og ikke bange for at holde en tænkepause, før hun svarer på et spørgsmål. Og som det ofte er tilfældet med forskelligheder i et parforhold, er det dem, der både drager os mod og kan trække os fra hinanden.

Hvornår bliver I mest frustrerede over hinanden?
Sus: “Hvis man skal male det helt skarpt op, så er det, når jeg er så meget Sus, som jeg overhovedet kan være, og Freja er så meget Freja, som hun overhovedet kan være. Det er, når du føler, at jeg er for vild, og jeg synes, at du er for kedelig.”

Freja: “I virkeligheden er det jo vores forskelligheder og alt det, som jeg elsker ved dig. Jeg elsker din energi, men jeg kan slet ikke være i, at du vælger at tage i byen, selvom alt derhjemme roder.”

Sus: “Et typisk eksempel er, når vi kommer hjem fra en ferie: Freja pakker det hele ud med det samme og gør rent, også selvom vi kommer hjem klokken 2 om natten. Jeg lader gerne min kuffert stå i tre uger, før jeg overhovedet kigger på den.”

Freja: “Og den kunne nok stå der endnu længere, men det ender altid med, at jeg pakker den ud for dig alligevel.”

Hvad er så det, I beundrer mest ved hinanden i dag?
Sus: “Jeg sætter pris på Frejas ro og hendes evne til at lytte – det er også det, jeg hører mange af vores venner sige om dig. Du er så god til at sige: ‘Det skal nok gå alt sammen’, og på en måde, så man virkelig tror på det. Og så at du går op i hjemlige og hyggelige ting som at købe ind og lave god, hjemmelavet mad – der er jeg nok lidt for god til bare at købe takeaway eller gå ud at spise. Freja har virkelig lært mig, at der er noget værdi i at bruge tid derhjemme.”

Freja: “Du har til gengæld lært mig at være i nuet og leve livet to the fullest. Jeg glemmer nogle gange at glæde mig over ting, men du har vist mig, at man ikke behøver at gemme sine hvide sneakers til en helt perfekt dag, men bare skal tage dem på på en helt almindelig onsdag og åbne den bedste flaske vin, man har. Sådan noget med at nyde hverdagen, det beundrer jeg dig virkelig for.”

Når kærlighed gør ondt

Det er deres forskelligheder, som gør kærligheden til et eventyr, men det er også dem, der giver parret nogle af de største udfordringer. Det var også tilfældet, da de for fire år siden gennemgik en krise, som for alvor satte deres ‘os to for evigt’-løfte under pres.

“Vi var i en periode, hvor vi havde virkelig meget miskommunikation og skændtes, og hvor vi måske havde glemt at tage os lidt sammen over for hinanden. Og når du sagde til mig, at jeg skulle begynde at tage lidt initiativ, så fik jeg jo minus lyst til at gøre det. Så der var lige noget tid, hvor vi slet ikke kunne udstå synet af hinanden og bevægede os længere og længere væk. Jeg kan huske, at man nogle dage kom hjem, åbnede hoveddøren, så den anden og bare tænkte: ‘Nej, nej, nej, jeg havde lige håbet, at jeg var alene hjemme,” siger Freja Kirk og smågriner ved tanken.

“I alle andre forhold har jeg oplevet, at forelskelsen pludselig stopper, men med Freja er den kommet og gået, og så opstår den igen. Men det her var en periode, hvor vi begge var faldet ud af forelskelse og havde svært ved at se det fede i hinanden,” siger Sus Wilkins.

Efter anbefaling fra en ven begyndte de at gå i parterapi for at rede hårdknuderne i forholdet ud – og allerede efter første besøg var det, som om ‘en sten var faldet fra hjertet’.

“Det var så ubeskriveligt fedt at have en, der kunne oversætte for os og sige: ‘Det, som Sus virkelig mener, når hun siger det her, det er, at hun savner dig’. Og så var det, som om man lige pludselig kunne se situationen i et helt nyt lys,” siger Sus Wilkins.

“Og man lyttede faktisk. Vi havde gået og talt om problemerne i så lang tid, men ingen af os tog det faktisk ind. Hun (parterapeuten, red.) fik os bare til at mødes på en virkelig, virkelig god måde. Det skulle vi helt sikkert være startet på noget før,” siger Freja Kirk.

I årene efter var Sus Wilkins og Freja Kirk også ærlige om, at de havde haft en hård periode og var gået til parterapi for at klare sig igennem – både over for deres venner og i medierne, hvor historien hurtigt bredte sig, efter at Sus havde fortalt om det i en podcast. Noget, som mange måske ville finde grænseoverskridende, men som blot bekræftede parret i, at det ikke nødvendigvis er farligt at dele ud – også når det gælder de svære ting i livet.

“Jeg kan huske, at det gav mig en lille smule ondt i maven til at starte med. Når man er en offentlig person, kan man godt nogle gange tænke: ‘Åh nej, hvorfor sagde jeg det? Nu bliver det trykt i et eller andet medie’, men så finder man efterfølgende ud af, at der ikke sker en skid ved det,” siger Freja Kirk.

“Men det er helt klart en proces, jeg har været igennem. Hvis jeg, inden jeg havde mødt Sus, var blevet spurgt om sådan nogle ting, havde jeg nok været mere bange for, hvad folk ville tænke. Men jeg er kun blevet bekræftet i, at det er meget nemmere at være åben, for så afmystificerer man det og finder ud af, at alle andre også har været til parterapi, og at vi alle sammen bare render rundt og er superforvirrede og usikre en gang imellem. Det er jo et menneskeligt vilkår,” siger Freja Kirk.

Apropos fortællingen om parterapi tegner der sig et mønster, når man gennemgår de artikler, som er skrevet om Sus Wilkins og Freja Kirk gennem de seneste ni år: Man kan nærmest ikke nævne den ene uden også at nævne den anden. Jeg kan derfor heller ikke lade være med at spørge dem om, hvordan de navigerer i grænselandet mellem at være ‘Sus og Freja’ – og derudover to individuelle, kreative mennesker, som har hver deres karrierer.

“Nogle gange synes vi faktisk, at det er ... Irriterende er ikke det rigtige ord, men der har været perioder, hvor vi synes, at der har været lidt for meget fokus på os som par, og så har vi brug for lige at tage en pause fra det. Det er jo fedt, at vi kan bruge hinanden, og det er jeg faktisk stolt af. Men vi er jo ikke en pakkeløsning – vi er hvert sit menneske. Jeg kan godt mærke, at folk nogle gange sætter os lidt i samme bås, og at det er irriterende – for eksempel når vi bliver spurgt til, hvordan jeg og Freja har det med vores seksualitet. Vi har det jo forskelligt med det, netop fordi vi er to forskellige personer,” siger Sus Wilkins.

Opmærksomheden omkring Sus Wilkins og Freja Kirk plejer at være særligt stor i forbindelse med Pride, hvor de deltager i både interviews og kampagner sammen – og i et omfang, der får dem til at tænke, at ‘nu er den historie også fortalt’, siger Freja Kirk.

Hvordan har I det så med at være med i det her interview?
Sus: “I nogle situationer er det jo mere relevant, at vi optræder sammen, end i andre, og vi vil altid takke ja, hvis vi synes, at det giver mening. Faktisk synes jeg også, at det er stærkt, at vi står sammen, når vi så får at vide, at vi hjælper folk, der har det svært.”

Freja: “Nemlig, fortællinger som vores er jo vigtige at få ud. Jeg føler mig enormt heldig over, at vi får lov til at være det par, som folk gerne vil læse om. Og nogle gange handler det også bare om, at folk elsker kærlighed. Der er jo ikke noget federe end at læse om to personer, som virkelig elsker hinanden.” _