Livet som model: Magasinforsidernes mange bagsider
Som model må man finde sig i lidt af hvert. Det ved Costumes klummeskribent, Sara Maria Dyrberg, der denne uge fortæller om magasinforsidernes mange bagsider
Som model har jeg haft mange fantastiske oplevelser, rejser til eksotiske steder i fjerne, mystiske lande, arbejdet med berømtheder, lavet gudesmukke billeder med dygtige fotografer, arbejdet i gigantiske fotostudier, boet på luksushoteller og spist caviar med lyserød champagne til morgenmad. Ej okay, måske ikke lige det sidstnævnte. Men jeg har haft det pragtfuldt.
Og så er der alle de ydmygende og akavede oplevelser, man vælger at fortrænge. Kolde oplevelser, som at skyde sommertøj midt i februar måned i minusgrader og stiv kuling. Hede oplevelser, som når man skyder skitøj i fuld mundering og ski under armen, på stranden i Grækenland, hvor man (åbenbart) med lidt finesse i Photoshop kan få stranden til at ligne et magisk snelandskab. Så kan man stå som en idiot og posere i skitøj, mens der ligger folk i bikini og griner lige ved siden af. Mange gange har jeg arbejdet gratis, boet på skodhoteller, skiftet tøj mellem skydninger på offentlige toiletter, der lugter.
For tynd eller for tyk?
Oplevelser, man bare må æde, for det er en del af jobbet. Engang formåede jeg at blive sendt hjem fra et job i Spanien, fordi jeg var for tynd og et job i Tyskland, fordi jeg var for tyk – på samme uge.
Jeg har også prøvet at være for tyk til de bukser, jeg skulle have på. Når det sker, bliver de klippet op bagi, for det ses jo ikke på billederne. Det er bare ikke så sjovt, når man står med numsen bar midt på Strøget, med halvdelen af gågaden som publikum.
En gang i New York lavede jeg et job, hvor en skør aktivistkvinde kastede en sandwich på mig, mens hun råbte “She’s soooo hungry, feed her.” Thanks sister, jeg mærkede virkelig søstersolidariteten med et stykke skinke glidende ned ad kinden.
Jeg gik engang fra et job i vrede, fordi fotografen og frisøren kom så meget op at skændes om min frisure, at de endte med at stå og hive mig i hver sin side af håret, som om jeg var en dukke fanget mellem to meget forkælede børnehavebørn.
Sara som ... Yvonne fra Olsen Banden-filmene?
“Hende med forkølelsessåret”
Eller dengang jeg lavede et taskekatalog i Norge, hvor jeg blev klædt ud i vovet nissepige tøj og bedt om at danse. Jeg var hvidglødende … nå nej, rødglødende – i nissetøj.
Jeg sagde engang ja til at lave en reklamefilm for en anti-forkølelsessårscreme. Jeg var lidt flad på det tidspunkt, så jeg betragtede jobbet som smør på brødet – plus filmen skulle kun sendes i nogle østlande i tre måneders tid. På filmen skulle jeg smøre cremen på læberne og med det samme se glad og lettet ud. Problemet var bare, at jeg har korte negle, men kunden ville have lange negle, så der blev tilkaldt en håndmodel. Det viste sig også at være helt genialt, set i lyset af, at jeg er 181 centimeter høj og har tilsvarende store hænder med lange fingre, og håndmodellen var maks 152 centimeter. Ved siden af min hånd lignede hendes derfor en fin lille dukkehånd. Det var dertil hendes første job, så hun rystede på hænderne af nervøsitet og der måtte til sidst skaffes en øl for at dulme hendes nerver. Da jeg så filmen bagefter lignede hendes hånd en lillebitte kløpind, der smurte mig ind. Det var så sjovt.
Desværre blev reklamen alligevel også solgt til Danmark, så der var lige en kort periode, hvor jeg var hende med forkølelsessåret – irriterende, når jeg aldrig i mit liv har haft et. Jeg endte da også med til en kedelig familiefrokost at måtte forsvare, at jeg havde lavet den, overfor en snobbet tante, der “ikke kunne forstå, at jeg havde sagt ja til at lave sådan en film” – som om det var porno eller noget.
Engang i Stockholm blev fotografen så hysterisk over, at han ikke kunne finde ud af at lave det lys, han ville have, så han i et raserianfald tyrede sit kamera ned i jorden. Det var ret akavet. Hele holdet måtte sidde og vente i to timer på, at der blev sendt bud efter et nyt kamera, alt imens fotografen lystigt snakkede om alt muligt hyggeligt, for at få os til at glemme, at han lige i en psykose havde smadret sit kamera i 1.000 stumper og stykker. Det var virkelig bizart.
Sara i frit (og ufrivilligt) fald på en fotoskydning.
Helikopterskræk
Jeg har altid forestillet mig, at jeg ville elske at flyve i helikopter. Men da jeg en dag skulle skyde ved heliporten i New York, og blev bedt om at stille mig under en helikopter, fik jeg et meget uventet angstanfald, da rotoren begyndte at snurre rundt. Jeg fatter stadig ikke helt, hvad der skete. Udover at jeg åbenbart, til min store overraskelse, er bange for helikoptere. Jeg husker det som virkelig ydmygende at stå og skabe mig og ryste og tude foran hele holdet. På grund af en helikopter.
En ydmygende situation var på et job i Nice. Jeg blev iklædt et par orange overallshorts. Smag på det. Orange. Overalls. Som shorts. På billedet skulle jeg stå og vælge appelsiner på markedet. Men fotografen valgte at stille sig 100 meter væk, med en lang telezoom, så folk omkring mig ikke kunne se, at jeg var på arbejde. Folk gloede da også lidt på mig, da jeg stod og poserede. De blev ved at gå ind foran mig, og det var akavet for mig at få dem til at flytte sig. Værst var det dog, at jeg ikke kunne høre kameraudløseren, så lang tid efter fotografen var holdt op med at skyde, stod jeg stadig og poserede. Alene. I en menneskemængde, som en idiot i orange klovnebukser.
Som model vælger man ikke selv, hvad man får på.
“Åh ja sexy sexy”
Én gang i livet sagde jeg ja til at lave tilbudsavis til en supermarkedskæde. Igen, smør på brødet. Jeg gjorde det kun, fordi jeg boede i udlandet på det tidspunkt, så jeg tænkte, at det ville være uden betydning og at folk ville glemme det hurtigt igen. Jeg har sjældent taget så meget fejl. Sjovt nok, ud af alle de jobs, jeg har lavet, alle de busstoppesteder, plakater, reklamefilm, forsider og så videre, så var dette jobbet, som alle jeg kendte skulle se. Og billederne stank.
For at få mig i “stemning” blev der sat øredøvende høj, kæk musik på, mens der stod en glad fotograf og råbte og skreg opfordrende glade ting på jysk, der rigtig skulle få mig i humør. “Ja baby, det er såå flot – tænk på din kæreste. Åh ja sexy sexy.” Hold nu kæft. Jeg skulle kaste med hovedet, grine højt, hoppe, danse og pege. Sjældent har jeg følt mig så dum. Alt i mens jeg blev klædt ud i noget happy go lucky–psykisk syg–gøgler– keramik-Lone tøj. Hov, nu lød jeg lige krukket, som om der er noget i vejen med at gå i supermarkedstøj. Hver mand sin smag.
Et af mine outfits var et sæt undertøj. Bh-skålen havde en størrelse dobbelt F. Jeg har ingen barm, så det lignede mere, at jeg havde iført mig to store, tomme salatskåle. Den blev så flittigt stoppet ud med køkkenrulle, tøj og alt muligt andet junk. Jeg var nødt til at sidde på hug fra siden, så man ikke kunne se alt det ragelse, der var proppet i den. Det billede var til særlig stor fornøjelse for min mands venner, der blev ved med at e-maile billedet til ham … Må deres røve klø og deres arme være for korte.
Saras første og sidste erfaring med tilbudsaviser.
Forkælet arabisk designer-prinsesse
Engang blev jeg booket til et show i Lausanne i Schweiz, på et helt hysterisk op-bobbet hotel, der mest af alt lignede Elsas slot i Disney-filmen Frozen. Kunden var en arabisk prinsesse, der fik lov at lege designer.
Jeg har aldrig set noget levende menneske med så mange ædelstene. Jeg blev helt forpustet ved tanken om, hvor tungt det måtte være. Hun havde sten på størrelse med blommer på alle ti fingre. Omkring hende var seks personlige assistenter – eller hvad det pæne ord for slaver er, nu om dage. De vimsede rundt om hende som små angste hunde, mens hun skældte dem ud.
Find Holger ... øh, Sara.
Hendes design var arabiske klæder, der dækkede helt op til halsen og godt nedover fødderne, men med forskellige “moderne” print a la Mona Lisa, Eiffeltårnet og Michael Jackson. “Designeren” var hidsig og tydeligvis forkælet. Alt var forkert, alt blev lavet om 100 gange, og det er første gang, jeg har prøvet, at en kunde himlede åbenlyst med øjnene og sukkede højt af modellerne, som hun samtidig nægtede at se direkte i øjnene.
Hun stampede i jorden, så alle hendes juveler raslede faretruende, mens hun skreg af sine stakkels slaver – havde det været et hvert andet job, var jeg skredet prompte, men der var noget sært fascinerende, der tryllebandt mig. Desværre endte vi med at være så forsinkede at – gæt hvem – ikke nåede at komme en tur i hår- og makeupstolen. Jeg var mødt med vådt hår den dag og jeg er ikke typen, der er naturligt smuk fra morgenstunden. Lad mig sige det således: Kontrasten til de andre piger var stor. De havde fået så meget make up på, at det grænsede til drag-sminke og med højt touperet hår, og så var der mig, der lignede en træt, druknet karklud.
Dyr, børn og herremodeller
En accessory, der åbenbart sælger varen, er dyr. Dyr, børn og herremodeller. Børnene plejer at være søde nok. Det er mere deres skøre forældre, jeg har det svært med. Når børnene sidder helt stive og generte og det tydeligvis er forældrenes drøm at være der, og ikke barnets. Herremodellerne lever jeg med. Jeg skal altid arbejde med dyr. Jeg er ikke sikker på hvorfor, men jeg har billeder af mig sammen med alt fra papegøjer, slanger, heste, køer, giraffer, hunde, søløver og rensdyr.
Dyr, dyr og atter dyr. Sara bliver altid sat til at arbejde sammen med medlemmer af dyreriget.
Apropos rensdyr. Det pinligste, der til dato er sket på et job, var under en nøgenskydning i Kiruna, den nordligste by i Sverige. Hvis man har set Game of Thrones og husker, hvordan der ser ud “Beyond the wall”, så ved man cirka, hvordan Kiruna ser ud. Billederne skulle tages ude på en smuk isø, hvor jeg skulle stå nøgen, kun iklædt en åben pelsfrakke, mens jeg stod og så lækker og overskudsagtig ud med et rensdyr i snor, som om det var den største selvfølge i verden (sådan er mode altid. Koldt. Unaturligt. Ubehageligt. Men flot).
Det forbandede dyr var ikke vant til at være ude på åbent terræn, så den stak pludselig af i vildt løb. Måske, fordi jeg har reddet lidt som barn, valgte jeg helt instinktivt at holde et fast greb i rebet. Det resulterede i, at jeg bogstaveligt fløj efter rensdyret. Jeg var så heldig, at frakken blæste helt op over hovedet på mig, så jeg blev slæbt henover isen med bare bryster og helt bar røv, mens jeg fik skrabet mine knæ og hofteben til plukfisk.
Heldigvis blev fotografen så paf, at han holdt op med at skyde. De billeder kunne godt have afpresset mig for en krone eller to.
De fleste brancher har både fordele og ulemper. Som model er fordelene måske lidt større, men jeg skulle hilse og sige, at det er ulemperne også. Og pyt nu med det, for når alt kommer til alt, så længe vi har ti fingre, ti tæer og helbredet i orden, så går det nok. Og man kan heldigvis fortrænge resten af de ydmygelser, der er bagsiden, når man skyder forsider.
Ugens klumme er skrevet af model og grundlægger af Nui Cph, Sara Maria Dyrberg – læs mere om Sara her.
