Lykke Li: “I dag føler jeg mig som en kvinde”

Læs det fulde interview med Lykke Li, hvor hun både taler om kærlighed, ligestilling, angst for fremtiden og stil

© Chloe Le Drezen

Livet går op og ned. Selv i Los Angeles og selv for Lykke Li. I november-magasinet har vi talt med den svenske sangerinde, der er bosat i L.A., om ligestilling, angst for fremtiden, økonomi og stil – og om, hvordan hun genfandt sin mojo.

Lykke Li er kun et par minutter forsinket, da hun kommer ind på Riche. Jeg sidder diskret allerbagerst i hotellets store bar, bartenderen sender mig et utal af indforståede blikke. Det er helt tydeligt, at alle, der er tilstede, er mere end bare bekendte med Lykke Li. De er vilde med hende. Og det er let at forstå hvorfor. Hendes blonde page er strøget tilbage i en løs knold. Hun har en sort læderjakke på, som jeg, da hun tager den af i løbet af interviewet, lægger mærke til er fra Alaïa. Om halsen har hun guldkæder i forskellige længder. Hendes ansigt er på en gang roligt og dramatisk. Accenten er karakteristisk stockholmsk. Lykke Li udstråler en stærk integritet. I dag er en fantastisk sommerdag i juni. Lykke er hjemme i Stockholm hen over sommeren, og hendes fjerde album er netop udkommet. Kritikerne er begejstrede, turnéen begynder lige om lidt, og Lykke skal tilbringe hele sommeren med sin søn, Dion, som på hendes Instagram-billeder løber rundt på Sødermalm. Efter en pause på fire år og endnu et kærlighedsalbum virker Lykke harmonisk.

Det er vigtigt for psyken at træne – var der ikke noget med, at du begyndte at spille tennis, efter at du hørte, at Leonard Cohen gjorde det?

“Jo, det er rigtigt, men jeg er også stoppet igen, da min skulder gik af led under en turné. Det lyder måske vildt kikset, men jeg har i stedet kastet mig ud i at gå til dans. Sådan noget feel good-dans. Jeg går til det med et par, jeg kender i L.A. Man går ind i et mørkt rum, hvor Drake eller Rihanna kører for fuld udblæsning, og så danser man bare løs.”

Jeg begyndte faktisk også til dans i foråret, men syntes, det var så pinligt at danse i en gruppe.

“Jeg ville aldrig gøre det i en gruppe, men jeg kunne mærke, at jeg fik min mojo tilbage af det. Det var helt klart ikke nemt i starten, det er der meget i mit liv, der ikke har været, men når jeg så kommer ud på den anden side, er det jo en sejr. Ligesom da jeg skulle lære at køre bil eller skulle tilbage på turné efter at have været væk i fire år – da vi skulle øve de første gange, turde jeg nærmest ikke synge i mikrofonen. Eller da jeg under min barsel var med til at grundlægge Yola Mezcal (mærke, der laver røget tequila, red.) og deltog i launchfesten, kun to måneder efter jeg havde født, og der konstant strømmede mælk fra mine bryster. Det klarede jeg også.”

Hvorfor fik du lyst til at lave din egen mezcal?

“Egentlig har jeg aldrig festet så meget. Jeg får ondt i maven og er bange for at miste kontrollen. Men jeg var til en privat fest i Mexico City en dag, hvor jeg mødte verdens smukkeste kvinde, der hed Yola. Da vi så skulle videre i byen, begyndte jeg som sædvanlig med, at jeg ikke orkede det, men så siger Yola: ‘Drik lidt mezcal, hvad er problemet?’. Siden den aften har Yola og jeg været veninder. Hun er besat af mezcal og producerer sin egen på en farm i Oaxaca, hun har arvet fra sin farfar. Der er kun kvinder ansat. Jeg fik lyst til at tage hendes mezcal med til L.A., og vi besluttede os for at starte mærket Yola Mezcal, der er for kvinder, hvad whiskyen påstås at være for mænd. Strong Women, strong drinks-agtigt. Vi startede i det små med at gøre alting selv, jeg designede flasken, og så var vi ligesom i gang. Alle ansatte er stadig kvinder.”

cos 181224 ll 17 f2 rgb tvi9pzvkhrkqwjsyj6n

© Chloe Le Drezen

Hvordan er det at bo i L.A.? Kan det af og til være ensomt og tomt?

“Ja, det kan det, men jeg er så heldig, at jeg fra begyndelsen rendte ind i min veninde Gina, som jeg bor sammen med i dag. Da jeg mødte hende, boede hun i et 70’er-hus, der er som taget ud af Boogie Nights, sammen med en hel masse andre musikere, så jeg ramlede ind i en meget lokal lille verden. I dag bor jeg i The Oaks, stadig sammen med Gina, hvor der altid kommer folk forbi og crasher. Typisk sidder vi ti stykker, har møder på Skype, mens vi laver frokost, og min søn leger. Lige nu er det vildt idyllisk, og vi er alle frie sjæle, der sætter pris på den slags livskvalitet.”

Kræver det mange penge at bo i L.A.?

“Ja.”

Tjener du meget?

“Af og til ... vi må se, hvad der sker i fremtiden. Jeg kommer fra ingenting, så det bliver ikke svært for mig at skalere ned og få livet til at fungere i en etværelses.”

Har man mange penge, så vænner man sig til det, har man lidt, vænner man sig til det ...

“Men jeg lever meget ud fra, at alting er forgængeligt. Og når det gælder penge, sløser jeg ikke. Jeg kan få totalt panik. Jeg er jo kunstner, men i USA er det at være kunstner ikke særligt eftertragtet. Da jeg sad med en tidligere ny chef i mit pladeselskab, sagde han bare: ‘Ja, du har lavet et godt album, ja, du har fået god kritik, men der er ikke nogen penge i det’. Og det er jo sådan, det er. Bare det at kunne leve af det her er jo ubegribeligt.”

Er det anderledes at være kunstner i Europa?

“Jeg tror, man har en anden respekt for det, og jeg føler mig meget europæisk i L.A. Jeg har ikke lyst til at blive større, end jeg er nu. Så skal jeg bare finde ud af, hvordan jeg klarer mig resten af livet.”

Føler du dig overhovedet ikke berømt i L.A.?

“Slet ikke. Min omgangskreds består af meget anerkendte og fremgangsrige mennesker, hvor jeg for eksempel kan stå blandt et par stjerneproducere, der taler om, hvor mange uger deres seneste hit har ligget nummer et, eller hvor de skal købe deres næste hus. Så står jeg bare der og har tit følt mig taberagtig.”

Får du aldrig lyst til at flytte tilbage til Stockholm og bare være kendt der?

“Nej, nej. Hvad skulle der så ske? Derimod ville jeg synes, det var skønt at bo i Stockholm på grund af alle mine venner, og fordi det er et godt sted at have børn. Men jeg føler slet ikke, at jeg er klar til at flytte hjem. Jeg smager på verden lige nu og har appetit på mere.”

Fik du en anden tilgang til dit arbejde, da du blev mor?

“Helt vildt. Jeg blev også en bitter erfaring rigere, da det virkelig gik op for mig, at mænd og kvinder ikke har de samme vilkår og aldrig kommer til at have det. Jeg er blevet meget optaget af at blive bedre til at skrive sange, og man siger, at det tager 10.000 timer at nå et mesterniveau, men jeg kan jo ikke være i studiet 24 timer i døgnet, og nu hvor jeg har valgt at få et barn, opnår jeg måske aldrig den mesterstatus.”

cos 181224 ll 16 f7 rgb wosezu4vens5lnnmtx

© Chloe Le Drezen

Hvad gør de mandlige sangskrivere, når de får børn? Overlader de dem til deres koner?

“Ja, og det vil jeg ikke gøre. Det gør ondt i mit hjerte. Jeg bliver på en måde ultrafeminist her og får svært ved at tage mænd alvorligt. Det var nu ikke kun derfor, jeg tog orlov. Efter at have produceret tre album i træk, turneret i syv år og talt om dig selv dag ind og dag ud, begynder du at blive træt af dig selv. Jeg var træt af at være kunstner, tror jeg. Da jeg blev mor, blev jeg genfødt. Det at gennemgå en fødsel var i sig selv en psykedelisk oplevelse, et traume, jeg skulle overvinde. Hvis man virkelig vil finde frem til kernen i poesi, hvor den er kødelig, sand og ren, er det dér, den findes. Jeg var helt færdig, men inspireret, og jeg følte oprigtigt, at det at få lov til at skrive sange og være kunst- ner var det ultimative for mig. I dag føles det som ren ferie at være i studiet.”

Hvis det at have fået børn kommer til at koste dig dine 10.000 timer, har du alligevel oplevet det helt unikke som kvinde at blive mor. Det lyder, som om det har givet dig et andet syn på livet?

“Ja, jeg tror, min plade havde haft en helt anden lyd, hvis ikke jeg var blevet mor. Jeg havde været nervøs og bange for, at det ikke ville gå. Nu tænker jeg bare: ‘Whatever. Fuck it. Jeg er ligeglad med, hvad alle de idioter tænker’. Mine prioriteringer er anderledes i dag.”

Jeg ville være urolig hele tiden, hvis jeg havde et barn. Har du det sådan?

“Det er der ingen tvivl om, men det går ikke. Jeg er helt klart blevet mere sårbar. Jeg kan se noget og bare begynde at græde, jeg er helt åben. Jeg mistede min mor, samtidig med at jeg fik Dion. Det var psykedelisk. Jeg tror, at det er den slags – at blive mor og samtidig miste sin egen mor – der gør, at man kan kalde sig voksen.”

Hvordan har det så været at blive voksen?

“Selvom der er sket så mange triste ting, er jeg meget lykkeligere. Jeg føler mig yngre. Jeg gik på et tidspunkt hos en clairvoyant, som fortalte mig, at jeg var besat af kærlighed uden egentlig at vide, hvad det var. Men da jeg blev mor, forstod jeg det. Kærlighed er ikke det, jeg igennem tiden har følt for de mænd, jeg har mødt. Det handler ikke om, at nogen skal elske mig, men at jeg skal elske nogen. Jeg elsker min søn. Det er nok.”

Din musik bærer præg af en følelse af, at du synes, stor kærlighed er kaotisk?

“Jeg drømmer jo om, at den ikke skal være det. Men det, jeg skriver om, er sådan, som jeg oplever det nu og her. Jeg føler mig lidt som en kliché. Jeg bliver skilt, laver et album, bliver skilt, laver et album. Samtidig prøver jeg at være tålmodig med mig selv. Jeg er stadig ung og lærer endnu.”

cos 181224 ll 8 f6 rgb

© Chloe Le Drezen

Præcis. Jeg læste et sted, at det først er nu, hvor du føler dig voksen, at du har lyst til at være sexet?

“Ja, men det er, fordi det at være sexet altid har haft sådan en lidt negativ klang. De kvinder, jeg kan lide, er sexede for deres egen skyld. Som når man ser Rihanna live. Hun er bare så sexet. Hun kan lide sig selv, sin krop, hun nyder livet, kan man se. Før i tiden havde jeg så mange komplekser og følte mig som et barn, ikke en kvinde. I dag føler jeg mig som en kvinde.”

Hvordan forholder du dig til ord som ‘smuk’ og ‘sød’ – er det også noget, der er vigtigt for dig at være?

“Jeg har et ret realistisk syn på det og en indre stemme, der siger: ‘Lykke, din største gave i livet er ikke den slags udseende’. Jeg kan se smuk ud på billeder, men jeg ved godt, at jeg ikke ser sådan ud i virkeligheden. Og det er o.k. Jeg identificerer mig i stedet med kvinder som Joan Didion. En dag kommer jeg til at sidde med rynker i hele ansigtet, men ulasteligt klædt i en cashmerestrik og en halskæde med perfekt længde.”

Er der forskel på din stil, når du optræder og er privat?

“Michael Jackson var mit store idol, så når jeg ser nogen på en scene, skal de anstrenge sig. Gør noget ud af dig selv, red håret, dans! Så det prøver jeg også selv at gøre. Jeg tegner og skræddersyer alt mit scenetøj selv og har altid gjort det. For tiden kører jeg kun latex og pvc. Uden for scenen fortrækker jeg at være enkel og klassisk – et par loafers, sneakers, habitbukser. Går jeg ud, ligner jeg en fraskilt kvinde fra Palm Springs med stor signetring i guld, parfume og skræddersyet blazer. Resten af tiden vil jeg ligne en skater fra 70’erne.”

Hvad er det dyreste, du nogensinde har købt?

“Jeg har aldrig fortalt min far, hvad den kostede, men jeg købte engang en rygsæk fra Hermès. Når jeg er på turné, flyver jeg hver dag, og det er en taske, jeg kan bruge for evigt. Har jeg brug for en blazer, kan jeg lede efter den i flere år, og er den så fra Alaïa, er det bare: ‘Fuck det, så bliver det den’. Noget, jeg kan blive virkelig deprimeret over at tænke på, er, at jeg efter et samarbejde med Gucci fik lov til at vælge en masse tasker. To dage efter havde jeg indbrud, hvor de alle blev stjålet på nær én. Alle mine smykker forsvandt også sammen med den perfekte læderjakke, jeg havde haft i 10 år, mine cashmeretørklæder, alt. Først tænkte jeg, at det var et tegn på uheld, men jeg tænkte på den anden side, at der jo er andre, der har mere brug for de penge, end jeg har. Jeg har mistet så mange ting gennem tiden.”

Mister du dem, når du er på turné?

“Ja. Virkelig. Jeg bliver sindssyg, når jeg tænker over, hvad jeg har mistet. Hvor er de der perfekte støvler fra Jil Sander for eksem- pel? Ting forsvinder konstant for mig, eller også skiller jeg mig selv af med dem eller sælger ud på loppemarkeder. Jeg bruger mest mit walk-in-closet til at meditere i. Folk undrer sig tit over, hvor alle mine ting er. Jeg har ganske vist en jakke fra Louis Vuitton, men den er så grim. Jeg fik den engang, hvor jeg spillede for dem, og vil tro, den koster omkring 20.000 euro. Hver eneste gang, jeg kigger på den, tænker jeg på, hvorfor jeg ikke kunne have fået en taske i stedet.”