“Man skal ikke undervurdere, hvad det kræver at stille sig frem og sige, hvad man mener”

“Jeg sidder på min seng i det lillebitte værelse, som jeg deler med min storebror. Jeg er 12-13 år gammel og har lige tændt for fjernsynet – det er en kasse på størrelse med en iPad, og jeg har smidt fjernbetjeningen væk, så jeg kan kun styre det via nogle knapper ved siden af skærmen.

Mine forældre har købt den store tv-pakke, og jeg scroller gennem kanalerne, indtil jeg ender på TV3. Mens Paradise Hotel løber over skærmen, bliver jeg mere og mere opslugt: Folk græder, der er cliffhangers, og Rikke Gøransson, som dengang var deltager i programmet, bliver smidt hjem, fordi hun hjemmefra var kæreste med en af de andre på hotellet. Fra den dag var jeg hooked: Der var noget i mig, der sagde, at jeg bare måtte se, hvordan det hele endte.

Når jeg kommer hjem efter en lang arbejdsdag og skal ned i gear, elsker jeg at se reality-tv. Der findes ikke en federe og bedre måde at koble hjernen fuldstændig fra og bare blive underholdt. Der er nærmest noget magisk over det: I løbet af de 2-3 timer, jeg bruger på det om dagen, skal jeg ikke forholde mig til andet end det, der foregår på skærmen. Der er drama, man griner, og nogle gange er det følelsesladet: Det er den perfekte bouillonterning af følelser.

Et af mine yndlingsprogrammer er Forsidefruerne. Især når der er drama – så er det i mine øjne noget af det bedste fjernsyn, der findes. Dynamikken mellem de forskellige kvinder er vildt underholdende, og de er lette at grine sammen med: Jeg føler oprigtigt, at jeg er en del af deres fællesskab. De små konflikter, de har om, hvem der får hvilket hotelværelse for eksempel, er jo noget, vi alle kan nikke genkendende til. Det får mig til at reflektere over ting, der sker i mit eget liv, og får mig måske til at se indad og tænke over, hvad jeg kunne have gjort anderledes i forskellige situationer.