Our website does not support Internet Explorer.

To get the best experience on our website and of our content, please use a more modern browser like Edge, Chrome, Safari or similar.

COS_2104_Adnan_P3-Satire_Hedda-Rysstad_006

“Man skal ikke undervurdere, hvad det kræver at stille sig frem og sige, hvad man mener”

Ét afsnit af ‘Paradise Hotel’ var alt, der skulle til, for at DR-journalist Adnan Al-Adhami blev forelsket i realitygenren – eller det, han selv kalder ‘den perfekte bouillonterning af følelser’. Det fortæller han om her i Ordet er dit, hvor vi spørger en person fra mode- eller kulturbranchen, hvad de er optaget af lige nu.

“Jeg sidder på min seng i det lillebitte værelse, som jeg deler med min storebror. Jeg er 12-13 år gammel og har lige tændt for fjernsynet – det er en kasse på størrelse med en iPad, og jeg har smidt fjernbetjeningen væk, så jeg kan kun styre det via nogle knapper ved siden af skærmen.

Mine forældre har købt den store tv-pakke, og jeg scroller gennem kanalerne, indtil jeg ender på TV3. Mens Paradise Hotel løber over skærmen, bliver jeg mere og mere opslugt: Folk græder, der er cliffhangers, og Rikke Gøransson, som dengang var deltager i programmet, bliver smidt hjem, fordi hun hjemmefra var kæreste med en af de andre på hotellet. Fra den dag var jeg hooked: Der var noget i mig, der sagde, at jeg bare måtte se, hvordan det hele endte.

Når jeg kommer hjem efter en lang arbejdsdag og skal ned i gear, elsker jeg at se reality-tv. Der findes ikke en federe og bedre måde at koble hjernen fuldstændig fra og bare blive underholdt. Der er nærmest noget magisk over det: I løbet af de 2-3 timer, jeg bruger på det om dagen, skal jeg ikke forholde mig til andet end det, der foregår på skærmen. Der er drama, man griner, og nogle gange er det følelsesladet: Det er den perfekte bouillonterning af følelser.

Et af mine yndlingsprogrammer er Forsidefruerne. Især når der er drama – så er det i mine øjne noget af det bedste fjernsyn, der findes. Dynamikken mellem de forskellige kvinder er vildt underholdende, og de er lette at grine sammen med: Jeg føler oprigtigt, at jeg er en del af deres fællesskab. De små konflikter, de har om, hvem der får hvilket hotelværelse for eksempel, er jo noget, vi alle kan nikke genkendende til. Det får mig til at reflektere over ting, der sker i mit eget liv, og får mig måske til at se indad og tænke over, hvad jeg kunne have gjort anderledes i forskellige situationer.

“Det får mig til at reflektere over ting, der sker i mit eget liv”

Jeg har en kæmpe respekt for alle, der stiller op til realityshows. Man skal ikke undervurdere, hvad det kræver at stille sig frem og sige, hvad man mener, vel vidende, at alle vil have en holdning til én. Man skal have et kæmpe mod, som jeg aldrig nogensinde vil få.

Jeg synes for eksempel, at Janni og Karsten Ree er ret vidunderlige: De deler fuldstændigt utilsløret ud af deres privatliv og parforhold. Jeg er vokset op med det stik modsatte – at alt, hvad der sker inden for hjemmets fire vægge, bliver der – og jeg er enormt fascineret af deres måde at gøre tingene helt anderledes på.

Hvis jeg selv skulle være med i et realityprogram, skulle det nok være Robinson Ekspeditionen. Udelukkende ud fra en sundhedsmæssig betragtning: Det må være den mest effektive slankekur i verden, og samtidig får du nogle psykologiske værktøjer, du kan bruge senere i dit liv. Men jeg er nok for forfængelig til nogensinde at gøre det.

Jeg er bange for at se mig selv fra nogle sider, jeg ikke er opmærksom på, og så foran hele Danmarks befolkning. Det er nok også noget af det, jeg beundrer mest ved realitydeltagere: De er fuldstændigt ligeglade med deres image og med, hvad andre synes om dem. Jeg ville selv have enormt svært ved at give slip på den kontrol.”

Mere om Interview? Få Costumes nyhedsbrev