© DR

Maria Fantino: "I dag kan jeg godt kigge tilbage og tænke: Hvorfor var jeg ikke også en belieber?"

En 1990’er-tegneserie om the deep South i USA, en dokumentar om ballroom-kultur og en podcast, som får hende til at stille spørgsmålet: Hvorfor var jeg ikke også en belieber? Det er blandt kulturanbefalingerne fra P3-radiovært Maria Fantino.

Hvad er den sjoveste serie, du har set?
“Jeg er helt vild med King of the Hill. Lige nu genser jeg den for tredje gang sammen med min kæreste. Det er en tegneserie fra 1990’erne, der handler om en mand ved navn Hank Hill, som bor i Texas og sælger propan. Der bliver gjort enormt meget grin med hans texanske værdier, familie og naboer, men på en meget subtil måde. Jeg er ellers meget kræsen med serier – rigtigt mange af mine venner har set sådan noget som How I Met Your Mother, og det har bare aldrig været mig. Jeg så fem afsnit, og det er desværre fem timer af mit liv, jeg aldrig får tilbage.”

Hvilken podcast vender du altid tilbage til?
“Min absolutte guilty pleasure er Det, vi taler om. Jeg elsker at høre det, når jeg nusser rundt derhjemme, og jeg hørte det også en del, da jeg trænede op til et halvmaraton. Da jeg skulle løbe halvmaratonet, havde jeg gemt nogle af deres afsnit, så jeg havde to timers podcast – og det var klart de sidste 12 minutter af løbet, hvor der ikke var mere tilbage, som var allerhårdest.

Jeg elsker også Politikens Poptillæg. Det er vildt forfriskende at høre på nogle, der taler om Paradise Hotel på samme måde, som de taler om Shakespeare. Jeg tror generelt, at jeg har indset, at jeg har været påvirket ret meget af den latterliggørelse, der har været af popkultur. Da jeg var yngre, havde jeg nogle grimme år, hvor jeg prøvede at være ‘en af drengene’, og der hoppede jeg med på bølgen om, at Justin Bieber var en dårlig sanger og så dum ud. I dag kan jeg godt kigge tilbage og tænke: Hvorfor var jeg ikke også en belieber? Jeg har misset så meget god musik dengang.”

Hvilken bog har lært dig mest?
“Faktisk læser jeg ikke rigtigt bøger. Jeg gad godt blive sådan én, der gjorde det, og jeg bliver ved med at købe dem. Ofte bliver jeg bare alt for hurtigt distraheret, fordi jeg lever mig for meget ind i fortællingen: Når der kommer en ny karakter ind, må jeg finde en ny stemme og anlægge de rette ansigtsfolder og bruge forskellig tonering, og så tager det bare lang tid at læse. Men Hella Joofs bøger sluger jeg altid ret hurtigt: I sommer læste jeg Tvilling yndling grævling, som var dejligt letlæselig og underholdende. Jeg prøvede engang at læse Thomas Korsgaard, men det var alt for trist. Mit humør er meget letpåvirkeligt, og jeg er nødt til at være påpasselig med, hvad jeg dykker ned i, for at jeg ikke falder ned i et melankolsk hul. Mit arbejde fylder meget, så når jeg har fri, kan jeg ikke overskue at bruge tiden på noget, der gør mig i dårligt humør.”

Hvilken film ville du ønske, at alle havde set?
“Den amerikanske dokumentarfilm Paris is Burning. Jeg så den første gang, da jeg var 15 år gammel, og nogen havde lagt den op på YouTube. Den tager udgangspunkt i en kvindelig dokumentarist, som får adgang til de såkaldte ‘houses’, hvor homoseksuelle personer, som er blevet smidt ud hjemmefra, kan få lov til at bo og lave drag. Den giver et indblik i ballroom-fænomenet som en subkultur, men også i diskriminationen mod den. Jeg ville ønske, at alle havde set den, for jeg oplever ofte, at stærke og usympatiske holdninger til andre mennesker stammer fra et uoplyst grundlag. Men man kan altid blive klogere på andre mennesker, og det gav i hvert fald mig mere empati og forståelse at se den.”