Marine Serre laver tøj, som alle vil have fingrene i

Hun er kendt for sit måneformede motiv. Costume har mødt 28-årige Marine Serre i en Google Hangout fra Paris.

© Marine Serre PR

Nutid og fremtid går i ét i Marine Serres outrerede kollektioner, der lyser med grøn lazer på den internationale modescene. Under sit grafiske halvmåne-logo mikser den franske designer alt fra sport til cyberpunk og romantik. Resultatet er en original hybridæstetik, der fortsat vinder kultstatus fra Paris til Hong Kong. Men den 28-årige designer prøver ikke at chokere. “Jeg er bare som en svamp, der absorberer og afspejler min tid,” forklarer hun over Google Hangouts fra Paris.

Marine Serre har lært af de bedste og arbejdet hos blandt andre Balenciaga og Margiela. I 2017 grundlagde hun sit eget mærke, og samme år vandt hun den prestigefyldte LVMH-pris. Med kollektionstitler som Radiation, luftrensende masker og kjoler printet med ordene ‘futurewear’ og ‘hardcore couture’ er linjerne trukket skarpt op i det unge modehus, hvor bæredygtighed og hype er en del af dna’et, og dystopi er et drive.

Hvad er din baggrund, og hvordan blev mode en del af dit liv?
“Jeg er vokset op på landet – nærmest i skoven – i en lille by i Sydvest-frankrig. Jeg købte tøj i genbrugsbutikker og på loppemarkeder, og jeg var ikke eksponeret for mode overhovedet, men det var ret naturligt for mig at eksperimentere med mit tøj – det dér med at klippe forskellige stykker tøj op og sy dem sammen på nye måder.”

Hvorfor grundlagde du dit eget mærke?
Radical Call for Love var min første kollektion (FW17, red.) og samtidig min afgangskollektion (fra kunst- og designskolen La Cambre i Bruxelles, red.). Jeg havde ikke planer om at starte mit eget, men kollektionen var klar til at blive vist, klar til at blive gået med, klar til at blive givet videre. Det her er jo ikke bare noget, jeg gør for mig selv. Det er noget, jeg gerne vil dele med andre.”

I Radical Call for Love-kollektionen kombinerede du blandt andet luksuriøse arabiske items som kaftanen og karakou-jakken med 90’ernes og 00’ernes sportswear. Hvad var tankerne bag kollektionen?
“Det er svært at sige, om den handlede om én ting. Jeg udvikler mig hele tiden i takt med resten af verden. Det er dét, mode gør, og mine shows er som perler på en snor. Når det så er sagt, er det også vigtigt, at man har en klar vision, og min vision med A Radical Call for Love var, at den skulle være en hybrid, være dynamisk og radikal i alt fra tøj til modeller og produktionsmetoder.”

Marine Serre Runway - Fall/Winter 2020-2021 Paris Fashion Week

Marine Serre mikser futurisme og sportswear med mellemøstlige referencer. Her er det et pink look fra hendes AW2020 kollektion.

© Getty Images & PR

Dit univers beskrives ofte som dystopisk og apokalyptisk, fordi du tager fat i emner som klimaforandring og forurening. Går vi en sort fremtid i møde?
“Jeg er en meget positiv person og vil ikke tegne et sort billede af fremtiden. Men mine kollektioner afspejler tiden, og jeg er ked af at sige det, men forurening, stråling og olieudslip er realiteter, så hvordan arbejder man med mode i en verden, hvor tøjet både skal være smukt og have en beskyttende funktion? Jeg arbejder for eksempel med bæredygtige produktionsmetoder og genanvendelse af tekstiler – eller ‘upcycling’, som jeg kalder det. På den måde kan man vende narrativet. Dystopi kan godt være smukt, en form for drive.”

Dit univers er en hybrid af kulturelle referencer og materialer, der ofte står i skarp kontrast til hinanden. Hvad er på spil?
“Det afspejler, hvem jeg er. Den første kjole, jeg nogensinde lavede, var en afklippet jersey-T-shirt syet sammen med en klassisk kjole. Jeg kan virkelig godt lide, når ting har mere end én betydning, og sådan tror jeg, at mange kvinder har det. Vores kugletaske er et godt eksempel. Den er high-end, samtidig med at den er sporty og lidt ligner et våben. Det er ironisk og skubber til tingene, og det kan jeg godt lide, når mode gør.”

Har du altid været optaget af at sætte ting sammen på nye måder?
“Da jeg var ung, gik jeg meget til sport, så det var helt normalt for mig at starte dagen i hverdagstøj og slutte i sportstøj. Det faldt mig naturligt at blande forskellige stilarter og sætte dem sammen på en ny måde. At det så er faldet sammen med, at sportstøj er blevet en stor trend, er noget andet. Jeg er vild med det praktiske aspekt i det.”

“Mine kollektioner afspejler tiden, og jeg er ked af at sige det, men forurening, stråling og olieudslip er realiteter.”

Hvordan vil du beskrive din æstetik?
“Hybrid er helt klart et ord, som går igen, både hvad angår form, materiale og produktion. Radikalt er et andet. Krop og form fylder også meget: ‘Hvordan føles denne kjole?, kan man løfte armen, når man danser i den?, fungerer den, selvom den er et miks af jersey og silke?’. Det er spørgsmål, jeg stiller mig selv. Jeg draperer mere, end jeg tegner, så kroppen er altid udgangspunktet. Alder er ikke vigtigt. Jeg designer til alle aldre.”

Ja, du bruger modeller i alle aldre, også gravide kvinder og børn. Hvorfor?
“Jeg forsøger ikke at chokere, jeg prøver bare at være tro mod virkeligheden. Hvis børn er en del af virkeligheden, hvorfor så ikke på catwalken? Modeshows er ikke kun momentvise drømme. Selvfølgelig er de magiske øjeblikke, men de er også virkelige. Det er de modeller, jeg bruger, også. Nogle gange caster jeg bare mine venner. Det giver en naturlig energi. Det samme gælder børn.”

Dine modeller er ofte stylede med overraskende accessories som øreringe lavet af konkylier, computerdele eller makeup, som bogstaveligt talt lyser op. Hvorfor?
“Jeg tænker altid i helheder, og jeg kan godt lide, at modellerne fremstår som en slags familie eller gruppe. I mit seneste show, Radiation, klistrede vi små LED-lyskæder under modellernes øjne for at gøre dem robotagtige. Maskiner fylder så meget i dag, og det var en måde at lege med det tema på. Resultatet var ret magisk.”

Marine Serre : Runway - Paris Fashion Week Womenswear Fall/Winter 2018/2019

Halvmånen er Marine Serres varetegn - på heldragter. bodyer, bluser og sko. Her i vinterkollektionen 2018.

© Getty Images & PR

Der er også en side af dig, som er mere blød og klassisk fransk, nærmest Chanel-agtig. Identificerer du dig med Paris som modeby?
“Det er vigtigt for mig, at brandet ikke er hængt op på en specifik nationalitet. Men jeg er fransk, og jeg arbejder i Paris, det kan jeg jo ikke komme uden om. I forbindelse med overdragelsen af LVMH-prisen mødte jeg Karl Lagerfeld, og det var da helt fantastisk. Han har helt bestemt inspireret mig til at grave dybere i mit arbejde.”

Hvem inspirerer dig ellers?
“Inden for mode er det designere som Alexander McQueen og Azzedine Alaïa, som har helt unikke måder at arbejde med krop og form på. Hvis jeg skulle klæde nogen i mit tøj, måtte det gerne være Iggy Pop eller PJ Harvey.”

Dit logo, halvmånen, sidder på alt fra T-shirts til svedbånd og sko. Hvor kom det fra?
“Det har været der siden den første kollektion, men dengang vidste jeg ikke, at det ville blive mit logo. Men jeg er glad for det. Det er smukt, feminint og universelt, og så er det et af de ældste og stærkeste symboler i alle kulturer verden over.”

Din kæreste er også din forretningspartner. Hvordan komplementerer I hinanden?
“Min kæreste var i gang med at færdiggøre sin ph.d. i statskundskab, da jeg flyttede til Paris – i første omgang for at arbejde for Balenciaga. Da jeg senere begyndte at fokusere på mit eget, tilbød mine nærmeste at hjælpe mig, og han var en af dem. Han er akademiker. Jeg er designer, og mine idéer er ikke nok. Der skal et system og en maskine til at få det hele til at køre, og den ‘bygger’ han.”

Hvad bringer fremtiden for Marine Serre?
“Det er instinktivt for mig at arbejde med kvindekroppen, men jeg kan virkelig godt lide at arbejde med herretøj, så jeg vil gerne udvikle den del af brandet mere. Jeg vil ikke kun designe til ét køn. Og så skal jeg videreudvikle mine underlinjer: Den grønne, hvor jeg arbejder med genanvendte tekstiler, den hvide, som består af byggestenene i brandet såsom de ikoniske styles med logo-print, og den røde, som er couturedelen og guldlinjen. Det er dér, vi virkelig eksperimenterer og forsøger at sætte barren lidt højere, hvad angår teknik og savoir-faire.”

LVMH-prisen har givet dig et stort skub i den rigtige retning. Du har seks kollektioner og shows bag dig, fire linjer under dit mærke Marine Serre og et stort team. Hvordan har den rejse været de sidste par år?
“Jeg har ikke sovet så meget, men omvendt er jeg på vej mod det, jeg elsker. Før boede og arbejdede jeg på 15 kvadratmeter. Jeg var passioneret, men jeg kunne ikke betale dem, som hjalp mig. Nu har jeg et større studio, et større team og vigtigst af alt: friheden til at realisere mine drømme. Når man vokser hurtigt, er det vigtigt at forblive jordnær og nærværende, og det hjælper mit team mig med.”