May Simón Lifschitz har en mission om at ændre verden

Skuespillerinde og model May Simón Lifschitz ønsker intet mindre end at være med til at ændre verden. Det gør hun ved at insistere på sin plads og ved at bruge verdenskendte platforme til at sætte fokus på, hvordan vi alle egentlig er mere ens end forskellige.

Marlene Toldbod Jakobsen

— 17. januar 2020

“Jeg så nogle hjemmevideoer hos min mormor for et par uger siden, hvor jeg danser rundt. Jeg var superdramatisk anlagt som barn og havde et meget stærkt tilhørsforhold til min egen fantasiverden, fordi jeg ikke altid følte mig rigtigt til stede, der hvor jeg var. I stedet var jeg meget oppe i mit hoved, hvor jeg skabte en fortælling, jeg kunne danse mig væk i. Jeg ved ikke, om jeg vidste, jeg ville være skuespiller, men jeg sagde altid, at jeg ville være superstjerne. Undtagen dengang, jeg ville være buschauffør, fordi jeg så, at de beholdt alle pengene – det gør de jo ikke mere,” griner May Simón Lifschitz, imens hun viser et grynet klip på sin iPhone af en hoftevrikkende 5-årig i høje, hvide lakstøvler.

24-årige May er det, man kan kalde et spirende stjernefrø, hvis model- og skuespilkarriere virkelig er skudt hen over den store verdenshimmel de seneste par år. Herhjemme har hun medvirket i filmene Sort Måne, Vildheks og Christian IV – den sidste rejse og er p.t. i gang med at udvikle en periodefilm med de herrer filminstruktør Kasper Skovsbøl og manuskriptforfatter Adam August. Victoria’s Secret og Netflix er heller ikke hvem som helst, og begge kan May skrive på sit CV efter et begivenhedsrigt 2019 med undertøjskampagnen Love Yourself og indspilningen af den kommende Sci-Fi-serie Warrier Nun, der lander i dine Netflix-nyheder i april 2020.

“Jeg spiller Chanel, en modebevidst ung kvinde, hvis funktion i serien er at vise hovedkarakteren, at hun kan være, lige præcis hvem hun gerne vil være. Det at skulle skabe sig selv fra ny og bruge værktøjer som tøj og makeup er jo noget, vi alle kan anvende aktivt til at skabe en status eller en plads for os selv i samfundet. Jeg synes, det var en spændende rolle, der ikke er typecastet ud fra mig som transkønnet. Det er mig, i kraft af måden jeg spillede karakteren på. Karakteren er transkønnet, men det er ikke udtalt på noget tidspunkt. Det er vigtigt for mig i mit virke, at jeg ikke bliver reduceret til at blive typecastet,” fortæller May.

Calling: Det danske frisind

May er sådan cirka den eneste transkønnede skuespiller i Danmark, og hvis man googler hendes navn, kommer søgefunktionen frem med forskellige versioner tekster over det samme tema: Der står konsekvent ‘transkønnet’ foran model eller skuespiller. May drømmer om et tidspunkt, hvor det ikke er vigtig information at vide om hende.

“Men for at jeg kan være med til at skabe den nye norm – hvor der er plads til, at jeg som transkønnet ikke hele tiden behøver at understrege, hvem jeg er, i forhold til hvad jeg laver – tror jeg, at det er nødvendigt at blive ved med at sige det, indtil det bliver normaliseret,” siger hun og fortæller om en oplevelse på Netflix-skydningen.

Her blev der, på amerikansk metoo-manér, fløjet en konsulent ind fra L.A. Konsulenten holdt et møde med hele holdet om, hvordan de skulle forholde sig, hvis nogen på settet gjorde dem utilpasse. Og selvom man lidt tænkte: ‘Ja-ja, det ved vi alle sammen’, fortæller May, var det alligevel vigtigt at få italesat.

“Vi er nået til et punkt, hvor vi tror, vi ved det hele, så derfor behøver vi ikke at dykke ned i de diskurser eller strukturer, vi er infiltreret af,” siger May og understreger, at det så sandelig også gælder danskerne, som jo ellers går og tror, at vi er så frisindede.

“Jeg lever i en storby, hvor ting måske er lidt mere normaliserede end andre steder. Men jeg oplever stadig at få frakendt min identitet i nogle kontekster, hvor jeg bliver konfronteret med mennesker, som ikke synes, at jeg skal have lov til at være den, jeg er. Mennesker, som ikke vil anerkende mig, og som føler, at de har magten til at aflegitimere min person. For eksempel når jeg har stået over for en kassedame, der har et behov for at kalde mig ‘Hr.’ foran sine kollegaer for at understrege, at hun ikke vil anerkende mig som værende en kvinde, selvom jeg tydeligvis udtrykker kvindelighed. Så der er lang vej endnu, til vi når til et sted, hvor jeg får lov til at være, hvem fanden jeg er, uden at skulle bekræfte, at det passer ind i det system, der findes.”

Kæmpe vinger bagud

Det virker næsten skæbnebestemt, at May netop har indspillet en serie, hvor hovedrollen vågner op med superkræfter. Selv må May have adskillige overnaturlige evner: Eksempelvis læser hun også en kandidat i Moderne Kultur & Kulturformidling, samtidig med at hun ... ja, laver alt andet. Og så lægger hun den perfekte eyeliner. Sådan en, som følger de lange vipper langs kanten, og som ender i et lille schwung op imod de smukt skulpturerede bryn – og som andre bruger 30 minutter og 10 vatpinde på at fremtvinge, og som trods tid og vat stadig altid ser lidt shaky ud. Men May er også på en mission. Hvor hun blandt andet får beskeder fra søstre og mødre til transkønnede, som fortæller hende, hvor befriende det er for dem at have et håb om, at deres barn eller søskende kan opnå noget i verden, selv om de har en identitet, som skubber dem ud til margin af samfundet. En mission, der udefra set synes at kræve Marvels Avengers-hold og umiddelbart er et alt for stort ansvar at lægge på de 24-årige skuldre.

Selv er May helt ‘chillern’ i forbindelse med det og gør bare sine ting, som hun siger: tjener sine penge, forsørger sig selv og stræber efter succes. Det var blandt andet derfor, hun sagde ja til Love Yourself-kampagnen, et samarbejde mellem undertøjsmærkerne Bluebella og Victoria’s Secret – sidstnævnte har ikke just fået pluspoint på diversitetskontoen de sidste par år. Men som May siger, må der være plads til at sige undskyld. Og for hende er der noget større på spil end en forstokket amerikansk PR-chef. Det handler om at få tilbudt en så stor platform, at der er mulighed for at gøre en reel forskel, når det gælder at normalisere anderledes identiteter.

“Det er et led i min plan om at ændre verden. Mig og alle de andre som mig, som har en dejligt naiv tro på, at man kan ændre på vores måde at opfatte os selv og hinanden på. No pressure,” griner hun og fortsætter:

“Jeg taler ikke kun til minoriteter, jeg taler til alle mennesker. Det er det, der er så fedt ved at bruge mit eksempel, som er så specifikt, og omdanne det til noget universelt. Egentlig er det jo samme følelser og problematikker, vi alle sammen døjer med. Alle ved, hvordan det er at føle sig misforstået eller lille eller ekskluderet. Mit ønske er, at vi får mere fokus på, hvordan vi egentlig er ens, frem for på, hvordan vi er forskellige.”

Karmakarrusellen – What goes around comes around

Men det er jo det, vi lærer, når vi flyver: Tag din egen iltmaske på, før du hjælper andre med deres. Det er cirka samme practice-what-you-preach-tilgang, May har.

“Mit fokus er altid at være et eksempel i kraft af at elske mig selv og mine nærmeste. For mig har det handlet om at omfavne det og lære at få kærlighed til at vokse frem og finde ro i, at der er nogle ting, jeg ikke kan ændre, og som jeg heller ikke har lyst til at ændre, selvom de skaber konflikter for mig – fordi jeg tror på, at jeg har en mission med at være den, jeg er, og tror, at der er en grund til det.”

Hvis det lyder en anelse spirituelt, er det ikke helt forkert. May er vokset op med en buddhistisk mor, og selvom May ikke selv praktiserer buddhisme i sin hverdag, har hun det altid med sig: at finde tilbage til vejrtrækningen og troen på en kosmisk sammenhæng – at man har magten til at skabe den energi, man vil mødes med, og tiltrække det, man har lyst til, igennem det, man sender ud.

“Jeg tror, det handler om en indstilling til sig selv. Det er ikke, fordi jeg altid er selvsikker, og jeg har også dage, hvor jeg føler mig superduknakket, og at verden vil mig ondt. Men jeg har et stærkt bagland, accept fra min familie og kærlighed fra mine medmennesker, så jeg har den styrke, det kræver at minde mig selv og andre om, at vi alle har en plads i verden og ikke må lade nogen tage det rum fra os.”