Our website does not support Internet Explorer.

To get the best experience on our website and of our content, please use a more modern browser like Edge, Chrome, Safari or similar.

© Jesper Tønnes Mens-vi-venter-collage

Mens vi venter på at ses

Da coronakrisen bryder ud, kan Jesper Tønnes hurtigt mærke, at det ikke er koncerter og caféliv, men sine venner han savner. Alle dem, der nu sidder i deres hjem og venter på at kunne ses. I løbet af de næste fire dage cykler han i gennemsnit 40 kilometer om dagen rundt i København med sit analoge kamera for at fotografere sine venner fra deres vinduer og altaner. Det er mundet ud i 'Mens vi venter på at ses', en både opløftende og sentimental dokumentering af et København i et unikt øjeblik i historien. Vi har talt med kunstneren

Hvad er dine tanker bag 'Mens vi venter på at ses'?
“Da corona-krisen startede mærkede jeg hurtigt, at det ikke var en travl hverdag fyldt med arbejde eller muligheden for at tage til koncerter og gå på restaurant, der ville blive det sværeste for mig at undvære, men derimod den fysiske kontakt med mine venner, familie og menneskerne omkring mig. Det var som om, alle mine prioriteter var blevet lagt ud foran mig, og nu kunne jeg pludselig se, at menneskelig kontakt var motivationen bag en stor del af min færden. Et elegant lille wake-up-call, som tog luften ud af en små-kapitalistisk livsstil og mindede mig om, hvad jeg egentlig føler, der er vigtigt i livet, nu hvor jeg er tvunget til at undvære det.
Hvor der er vilje, er der heldigvis også en vej, og en af mine store glæder i livet er analog-fotografi. Jeg har siden 2017 kørt fotobloggen Film is not dead og tænkte, at den måde, hvorpå vi alle sidder i vores hjem og venter på at ses, er en smuk visuel fortælling. Især i min egen omgangskreds, da den består af en del kreative mennesker, der sjovt nok alle sammen blev arbejdsløse fra dag ét, da hele oplevelsesøkonomien blev lagt ned. Derfor besluttede jeg mig for at dokumentere dette unikke øjeblik i historien og med mit kamera sige hej til alle mine venner på sikker afstand.”

Hvordan gik du rent praktisk til serien?
“Jeg startede med at kontakte en masse venner og spørge, om de ville medvirke. De fleste sagde ja, og så skulle der jo bare planlægges en rute. Over fire dage cyklede jeg rundt i København med mit Nikon F3 fra 1983 under armen, et par ruller Kodak Portra 400 og en lang optik. Jeg cyklede i gennemsnit 40 kilometer om dagen for at få det til at gå op.”

“Måske kan karantænen blive set tilbage på som et tidspunkt, hvor vi alle trykkede pause og kiggede ud af vores vinduer, mens vi fandt frem til, hvilke dele af den gamle verden, der vil have bedst af at blive efterladt i karantænen, når det hele er overstået.”

Billederne er taget analogt. Hvorfor?
“Jeg er født og opvokset i en lille landsby i Vestjylland, der hedder Føvling, så en stor del af mit første møde med København var gennem film og tv. Jeg elskede den Balling-ficerede småromantiske linse som Olsen Banden og Huset på Christianshavn udgør. Udover København har disse mastodonter i dansk kultur det tilfælles, at de er skudt på film. Med portrætserien ville jeg genfinde den romantik, jeg selv oplevede i mit første møde med København, og derfor var det åbenlyst, at den skulle skydes på film. Der er noget helt specielt ved den måde, analog film præsenterer verden på. De unikke farver, den bløde optegnelse af motivet. Det er lys brændt ind i et tyndt lag emulsion og en brøkdel af et sekund fanget på film for evigt. Du kan ikke på samme måde fange et ‘Kodak Moment’ digitalt.”

Hvad har du fået ud af at lave serien?
“Udover god motion og en masse dejlige altan-talks, har hele processen også været en fantastisk måde at bearbejde mit eget forhold til og oplevelse af coronakrisen. Da jeg startede med at cykle rundt, var København tomt, Christiania var lige blevet lukket ned, og du kunne tydeligt mærke, at verden var anderledes, og folk var bange. Langsomt begyndte byen dog at åbne op. Folk fandt en måde at holde hjulene kørende, humøret højt og samtidig tilpasse sig den nye situation.
Jeg synes, det er vigtigt at lægge mærke til styrken i den menneskelige sjæl, mens vi venter i vores vinduer og på vores altaner. Ofte drømmer vi om en masse forandringer i vores samfund, og vi har i flere år fået fortalt, at bureaukratiet var den evige udfordring. Coronakrisen har som utallige kriser før den mindet os om, at mennesket og vores samfund er formbart, når det er nødvendigt. Krisen har placeret os hver for sig i vores hjem, hvor vi ganske enkelt er tvunget til at tænke og mærke, hvad vi egentlig savner fra vores ‘normale’ liv. For selv om denne krisetid bliver et økonomisk tab for alle, så er det nok de fleste, der lige nu mærker savnet til deres venner og familier som et langt større tab.
Måske kan karantænen blive set tilbage på som et tidspunkt, hvor vi alle trykkede pause og kiggede ud af vores vinduer, mens vi fandt frem til, hvilke dele af den gamle verden, der vil have bedst af at blive efterladt i karantænen, når det hele er overstået.”

Hvad håber du, at andre får ud af serien?
“Jeg håber, at man kan mærke, at der er noget smukt i det offer, vi alle sammen bringer i denne tid. At vi er i samme båd, og at verden stadig er smuk, selv om en pandemi hærger.
Hvis man gerne vil have den fulde københavner-romantiske-oplevelse kan man jo lige smide Se din by fra tårnets top med Gasolin på anlægget, mens man kigger serien igennem.”

Hvorfor har du kaldt serien 'Mens vi venter på at ses'?
“Fordi jeg selv kunne mærke, at jeg var endt i en mærkelig vente-situation. Især da krisen startede, men også nu, hvor vi ikke ved, hvornår det ender, og vi kan samles igen. Så vi sidder bare her, forsøger at holde humøret højt og glæder os til at vi kan løbe ud i verden og give hinanden et kram.”

Trailer til kortfilmen Orange Feeling

Mere om Interview? Få Costumes nyhedsbrev