Mens vi venter på at ses

Da coronakrisen bryder ud, kan Jesper Tønnes hurtigt mærke, at det ikke er koncerter og caféliv, men sine venner han savner. Alle dem, der nu sidder i deres hjem og venter på at kunne ses. I løbet af de næste fire dage cykler han i gennemsnit 40 kilometer om dagen rundt i København med sit analoge kamera for at fotografere sine venner fra deres vinduer og altaner. Det er mundet ud i 'Mens vi venter på at ses', en både opløftende og sentimental dokumentering af et København i et unikt øjeblik i historien. Vi har talt med kunstneren

Olivia Nepper Winther

— 27. april 2020

Hvad er dine tanker bag 'Mens vi venter på at ses'?
“Da corona-krisen startede mærkede jeg hurtigt, at det ikke var en travl hverdag fyldt med arbejde eller muligheden for at tage til koncerter og gå på restaurant, der ville blive det sværeste for mig at undvære, men derimod den fysiske kontakt med mine venner, familie og menneskerne omkring mig. Det var som om, alle mine prioriteter var blevet lagt ud foran mig, og nu kunne jeg pludselig se, at menneskelig kontakt var motivationen bag en stor del af min færden. Et elegant lille wake-up-call, som tog luften ud af en små-kapitalistisk livsstil og mindede mig om, hvad jeg egentlig føler, der er vigtigt i livet, nu hvor jeg er tvunget til at undvære det.
Hvor der er vilje, er der heldigvis også en vej, og en af mine store glæder i livet er analog-fotografi. Jeg har siden 2017 kørt fotobloggen Film is not dead og tænkte, at den måde, hvorpå vi alle sidder i vores hjem og venter på at ses, er en smuk visuel fortælling. Især i min egen omgangskreds, da den består af en del kreative mennesker, der sjovt nok alle sammen blev arbejdsløse fra dag ét, da hele oplevelsesøkonomien blev lagt ned. Derfor besluttede jeg mig for at dokumentere dette unikke øjeblik i historien og med mit kamera sige hej til alle mine venner på sikker afstand.”

Jesper Tønnes

Fulde navn: Jesper Tønnes
Alder: 29 år
Stilling: Filminstruktør

Er født og opvokset i Jylland og flyttede til København i 2011. Har lavet film, teater og spillet musik hele sit liv. For tiden er han opslugt af klassisk historiefortælling, film håndværket og den rolle, historier spiller i måden, vi deler vores drømme, glæde og sorg med hinanden.

Jesper har to film der kommer ud i 2020. Til sommer udkommer kortfilmen Orange Feeling og til efteråret hans første novellefilm The Last Padawan 2.

Orange Feeling er en 18 minutters kortfilm med Mathias Sprogøe, Nicklas Søderberg Lundstrøm og Karoline Brygmann i hovedrollerne, der er optaget på Roskilde Festivalen og som skulle have været udgivet i forbindelse med festivalens 50 års jubilæum i år. Den udkommer heldigvis stadig. Traileren kan ses til sidst i artiklen.

Se flere billeder på Jespers hjemmeside jespertoennes.com.

Billederne er taget analogt. Hvorfor?
“Jeg er født og opvokset i en lille landsby i Vestjylland, der hedder Føvling, så en stor del af mit første møde med København var gennem film og tv. Jeg elskede den Balling-ficerede småromantiske linse som Olsen Banden og Huset på Christianshavn udgør. Udover København har disse mastodonter i dansk kultur det tilfælles, at de er skudt på film. Med portrætserien ville jeg genfinde den romantik, jeg selv oplevede i mit første møde med København, og derfor var det åbenlyst, at den skulle skydes på film. Der er noget helt specielt ved den måde, analog film præsenterer verden på. De unikke farver, den bløde optegnelse af motivet. Det er lys brændt ind i et tyndt lag emulsion og en brøkdel af et sekund fanget på film for evigt. Du kan ikke på samme måde fange et ‘Kodak Moment’ digitalt.”

Hvad håber du, at andre får ud af serien?
“Jeg håber, at man kan mærke, at der er noget smukt i det offer, vi alle sammen bringer i denne tid. At vi er i samme båd, og at verden stadig er smuk, selv om en pandemi hærger.
Hvis man gerne vil have den fulde københavner-romantiske-oplevelse kan man jo lige smide Se din by fra tårnets top med Gasolin på anlægget, mens man kigger serien igennem.”

Hvorfor har du kaldt serien 'Mens vi venter på at ses'?
“Fordi jeg selv kunne mærke, at jeg var endt i en mærkelig vente-situation. Især da krisen startede, men også nu, hvor vi ikke ved, hvornår det ender, og vi kan samles igen. Så vi sidder bare her, forsøger at holde humøret højt og glæder os til at vi kan løbe ud i verden og give hinanden et kram.”