Mette Frederiksen: “En ny type maraton går i gang”

“Det er tidligt, da jeg vågner, og straks indser jeg to ting: At i dag er min første dag som statsminister, og hvor lidt jeg har været hjemme i den seneste tid, for min vasketøjskurv viser, at jeg ikke har vasket i ugevis. Da valgkampen begyndte, var vi i starten af maj, og jeg gik stadig med jakke, nu er vi i slutningen af juni, temperaturen siger 28 grader, og jeg har slet ikke haft tid til at overveje, hvad jeg skal have på. Til sidst finder jeg en blomstret skjorte og en sort nederdel inderst i skabet, der er tilpas formelt, men samtidig sikrer, at jeg ikke får hedeslag.

Det er en lidt speciel første dag, for der er ingen indkøring, når du bliver statsminister, og du kan af gode grunde ikke lige ringe til din forgænger. Så det er med en blanding af total eufori og alvor, at jeg efter morgenmaden og den midlertidige tøjkrise sætter mig ind i min nye statsministerbil. Allerede her får jeg overrakt den røde mappe, der indeholder sager til grundig overvejelse og er påtrykt ‘Statsministeren’ i guldbogstaver. Okay, så er jeg den, tænker jeg, mens mit hjerte hopper et ekstra slag. Fødsler, bryllupper, runde fødselsdage, ja nærmest alle andre højtidelige øjeblikke i livet er noget, vi deler med andre, så det føles lidt specielt, at jeg sidder helt alene med så afgørende en manifestation af en overgang i mit liv.

Vi kører hen til Statsministeriet, hvor den nye regering mødes i spejlsalen. Jeg kender selvsagt dem alle rigtigt godt, og de har været på mit papir længe, men det er første gang, at jeg ser dem fysisk sammen. Da jeg aftenen forinden ringede rundt og udpegede de nye ministre, bad jeg dem alle om ikke at sige det til nogen for at se, om de kunne holde tæt. Det er altafgørende, at man kan det som minister, og hele morgenen har jeg løbende tjekket nyhederne for at se, om noget er blevet lækket. Derudover vil jeg gerne gemme øjeblikket, til vi er samlet. Selvom mange af de nye ministre jo er gode venner, har ingen af dem sagt noget til nogen. Så de ved ikke, hvem de andre er før her i spejlsalen, hvor de falder hinanden grinende i armene. Jeg mærker en ro i min mave over, at jeg har valgt det rigtige hold.

Vi tager samlet til Amalienborg, hvor jeg præsenterer de nye ministre for Dronningen og Kronprinsen. Det føles, som om alle holder vejret, men da jeg præsenterer Joy Mogensen som minister for kultur, tilføjer Kronprinsen ‘og sporten’, og det er dejligt befriende, at der lige kommer en flig af noget mindre højtideligt, så vi for en kort stund kan sænke skuldrene. Vi skåler i champagne og spiser et lille stykke kransekage, og så åbnes de store porte til Slotspladsen. Der er mange flere mennesker end forventet, og de hujer og er glade. Jeg holder en kort tale, og pludselig kommer Magne, min søn, løbende ind og giver mig en buket blomster og et kram. Det er vist min far, der har spurgt politiet, om det er i orden. Da jeg kigger ud over de mange mennesker, genkender jeg en masse af de nyudnævnte ministres familiemedlemmer. Helt instinktivt og klart påvirket af min søns kram opfordrer jeg min nye regering til at gå ud og sige hej. Det plejer man ikke at gøre, men tænk lige på, hvor stor en oplevelse det må være at se ens far eller ens datter stå der som minister.

Min far og hans kæreste, min onkel og tante og min storebror og nevø har også alle taget turen fra Nordjylland for at være på Slotspladsen. Jeg ved, at det er en travl dag, men tænker alligevel, at saftsuseme nej, om de skal være kørt hele vejen til København, og jeg slet ikke når at få snakket med dem, så jeg får arrangeret, at vi lige spiser min yndlingsret, rugbrødsmadder, på mit gamle kontor på Christiansborg, som jeg alligevel skal forbi en sidste gang. Så sidder vi der, min nordjyske familie og jeg, og kigger rundt på hinanden over en dyrlægens natmad, og vi tænker nok alle: ‘Wow, hvad sker der lige her’? Jeg gør i hvert fald ... Den halve time går alt for stærkt, måske især fordi jeg ved, at det, jeg skal bagefter, er en begivenhed med modsatrettede følelser. Der gælder det overleveringen, hvor Lars Løkke overgiver Statsministeriet til mig. For den, der går ind, er det jo superspændende, men for den, der går ud, er det lige det modsatte, og det bærer den begivenhed selvfølgelig præg af.

Der bliver holdt et par taler, og vi giver hinanden en gave. Da Lars Løkke forlader Statsministeriet, siger jeg også farvel til min familie og går så ind på mit enorme kontor for at møde mine nye medarbejdere. Maskineriet kører, jeg skal efter et par timer i TV og have læst en masse dokumenter. Alligevel har jeg følelsen af, at jeg for første gang i lang tid kan slappe lidt af. Endelig er jeg kommet over målstregen og kan tillade mig selv lige at trække vejret, inden en ny type maraton går i gang.”