"Min yndlingsting er at være sporty i byen og ekstra på en søndag"

På Nørrebro i København bor Safiya Qureshi, der er creative director og stifter af tøjudlejningsfirmaet Rentage, der udlejer nøje udvalgte designer-items. Hendes garderobe består primært af et tøjstativ i stuen, der bliver betragtet som et lille kunstværk.

Costume_3_003
© Madeleine Carstensen

"Mit skab er altid i forandring, især fordi jeg konstant leder efter unikke items, jeg kan udleje – og items, jeg selv kan nyde. Jeg har et stativ i stuen med mine favoritter, så det står som et slags kunstværk.”

Hvilke tanker har du gjort dig om din garderobe?
“Det er vigtigt for mig at være ansvarlig med min købekraft: Min tommelfingerregel er at støtte upcoming designere, hvis jeg ikke køber vintage. Hvis jeg synes, et item er inspirerende, går jeg efter den følelse. Den eneste røde tråd i min garderobe er, at jeg kan lide alt, hvad der er i den.”

Hvordan holder du overblikket?
“Jeg bruger en del tid på at følge med i modeverdenens nye trends, samtidig med at jeg nørder Vestiaire Collective (platform for vintage designerbrands, red.) dagligt. Hvis jeg får lyst til at købe et item, tænker jeg straks over, om jeg har lignende i forvejen i min etablerede garderobe. Hvis det kan tilføje noget nyt, er det en vinder.”

Smider du flittigt ud, eller er du en samler?
“Jeg ser mode som kunst og elsker at samle på disse kunstværker. På samme tid vil jeg gerne have tøj liggende, som jeg anvender driftigt. Rentage har været den perfekte løsning på den udfordring – så kan andre også få glæde af mine nøje udvalgte fund, og jeg behøver ikke sælge sager, som jeg finder særligt unikke. Førhen har jeg fulgt en cirkulær regel om først at købe nyt, når noget gammelt var solgt.”

3 ting alle bør have i garderoben ifølge Safiya Qureshi

Et tracksuit fra Wales Bonner, et powersuit fra Ganni og et par Gucci støvler.

Beskriv din stil?
“Min stil består af at mixe kontraster. Jeg shopper oftest i herreafdelingen, som jeg håber forvandles til uni-sex snart. Jeg foretrækker en hæl til et tracksuit. Og jeg kan bedst lide at parre sneakers med kjoler. Min yndlingsting er at være sporty i byen og ekstra på en søndag. Det er underholdende at bryde normer.”

Hvad er vigtigst i en god garderobe?
“Unikke items, der skiller sig ud fra andre. Individualitet ses gennem personlig stil. Med vores egen stil kan vi være som påfuglen i dens fantastiske, farverige dragt. Janteloven gemmes væk i mode.”

Hvordan bygger du en god garderobe?
“Sørg for, at din garderobe indeholder hverdags-items, som t-shirts, hoodies og sorte bukser, som er mere basic og passer til din hverdag. Lej, hver gang du får lyst til nyhedsfølelsen af et outfit, og hvis du får lyst til at tage noget ekstraordinært på.”