Interview

Model Adut Akech: “Jeg taler for hele Afrika”

20-årige Adut Akech vil ikke bare betræde alverdens catwalks, men også være med til at forme den industri, hun sidste år blev hyldet af, da British Fashion Council tildelte hende prisen som Årets Model. En pris som ifølge Adut Akech alt for sjældent bliver givet til kvinder med hendes hudfarve og baggrund. Men står det til sydsudansk-australske Adut, der begyndte livet i en flygtningelejr i Kenya, vil det snart ændre sig. Vi har mødt den unge model i Stockholm, hvor hun promoverede Valentinos nye parfume Born in Roma.

Af   — 11. juni 2020

    Da du i 2019 vandt titlen som Årets Model, sagde du i din takketale, at det var vigtigt at huske, at man sjældent ser piger som dig vinde sådan en pris. Hvorfor er det vigtigt?
    “Hvor ofte ser du en sort pige vinde sådan en pris? Jeg mener, hvornår så vi det sidst? Det er virkelig sjældent, at man ser en farvet model vinde noget så stort. Så simpelt er det, så det var et øjeblik, som lagde op til at jeg – faktisk alle – var nødt til at tænke over at: “wauw, sådan forholder det sig faktisk, og hvad kan vi gøre ved det?”. Det indgød til selvrefleksion hos en masse mennesker verden over.”

    Føler du, at din succes og nye titel har åbnet døre for andre modeller?
    “Ja, min tilstedeværelse i branchen har helt sikkert haft en eller anden form for påvirkning. Nu føler jeg, at langt flere mørke modeller er klar over, at det faktisk er muligt for dem at vinde. Det er en god følelse. Men branchen har stadig meget arbejde foran sig – selvom den helt sikkert har vist forbedring ved at anerkende en sort pige og give hende muligheden for at vinde prisen som Årets Model.”

    Adut Akech har været på forsiden af mange modemagasiner, men parfumekampagnen for Valentinos Born in Roma er hendes første af slagsen.

    “Det er stort at være ansigt for Valentinos parfume Born in Roma, fordi det giver mig mulighed for at repræsentere kvinder som mig selv. Det er min første parfumekampagne, og jeg er meget beæret. Jeg er også glad for, at min første kampagne var i samarbejde med folk, som jeg har et virkelig godt forhold til. Både holdet bag Valentino og især chefdesigner Pierpaolo Piccioli. Og så elsker jeg parfumen. Den gør mig i godt humør. Når man dufter godt, smiler man lidt mere.”

    Kan du se en forandring i modebranchen, fra da du begyndte at arbejde som model?
    “Jeg føler, at der sker fremskridt hvert år, og ja, der er sket drastiske forandringer, fra da jeg startede – og jeg har ikke engang været international model særligt længe. Første gang jeg gik et show, var jeg den eneste sorte pige – og sådan var det i lang tid.
    Da jeg begyndte at gå flere og flere shows, var jeg, hvis ikke den eneste, så kun en ud af meget få sorte piger. Derfor gør det mig så glad, at jeg nu går shows med ikke bare andre farvede modeller, men også med piger, der kommer fra det samme sted som mig. Det gør mig så stolt. Jeg er stolt af, at jeg får lov til at være en del af denne – skal vi kalde det en bevægelse, det her øjeblik. Jeg vil ikke tage æren for alt det arbejde, modebranchen har gjort, men tænk, at jeg i fremtiden måske kan sige, at jeg var med til at påvirke denne her positive udvikling. Det er virkelig fedt.”

    "Der er mange unge kvinder derfra, som kommer fra flygtningelejre ligesom mig selv.”

    Du virker til at være meget ligefrem og ærlig i dine interviews. Hvem har givet dig modet til det?
    “Jeg vil nok sige min mor. Hun er inspirationen bag alt, hvad jeg gør. Men det er også en del af at vokse op og se verden, som den er. Jeg har fra begyndelsen sagt til mig selv, at min stemme er min egen. Det eneste, som ingen nogensinde vil kunne tage fra mig, er evnen til at sige min mening og sige, hvad jeg føler. Jeg ved, der er nogle, som ikke er i en position, hvor de kan tale frit. Men det kan jeg, så hvorfor skulle jeg ikke gøre det? Det er derfor, jeg bare siger min mening. Der er helt sikkert folk, som vil modsætte sig det og sige: ‘Nej, det er ikke korrekt’, eller hvad de nu vil sige. Er folk uenige, er det ikke mit problem, så længe jeg bare ved med mig selv, at det er sådan, jeg føler, og at det er det rigtige at gøre. Ingen vil nogensinde kunne tysse på mig eller få mig til at føle, at jeg ikke burde sig noget. Det er det, som motiverer mig til at tage ordet og sige min mening, hvilket der faktisk ikke er så mange andre, som gør, på trods af at de har rig mulighed for det.”

    “Ingen kan nogensinde tysse på mig eller få mig til at føle, at jeg ikke burde sige noget.”

    I flere interviews har du udtrykt et ønske om at åbne dit eget modelbureau i dit hjemland Sydsudan. Hvorfor drømmer du om det?
    “Mit hjemland er ikke særlig synligt. Der bliver aldrig rigtigt talt om det. Men Sydsudanesiske kvinder er nogle af de smukkeste i verden. Der er så mange af dem, som har alt det, modebranchen søger: De er høje, de er slanke, de er smukke. De har så meget potentiale, men de har bare ikke mulighederne. Der er ingen modelbureauer. Der er så mange unge kvinder derfra, som kommer fra flygtningelejre ligesom mig selv, og som ikke kan finde et modelbureau. Så det er min motivation. Jeg vil gerne have, at der er et modelbureau der, hvor de kommer fra, så de ikke skal til andre lande for at skrive under med et agentur, for så at skulle tage videre ud i verden og forfølge deres drømme. Jeg vil gerne have, at de kan starte hjemmefra. Jeg tror, det vil skabe mange flere muligheder for mange piger – og hvis nogen når at åbne et bureau før mig, vil det være helt fint med mig. Jeg vil stadig være meget stolt.”

    “Jeg er heldig og velsignet at være der, hvor jeg er. Især, når man tænker på, hvor jeg kommer fra. Derfor føler jeg også, at jeg er nødt til at være en stemme for en masse mennesker, hvor mange andre piger i min branche ikke behøver at være en stemme for en hel nation. Men det er jeg nødt til. Jeg taler for hele Afrika og for alle farvede modeller fra alle steder i verden. Det er min pligt. Det er lidt svært at forklare, men jeg gør de her ting, fordi jeg har lyst til det. Mit hjerte fortæller mig, at det er det rigtige at gøre, og derfor gør jeg det.”

    Adut Akech er i dag et stort navn i modebranchen, men da hun som 6-årig flyttede fra en flygtningelejr i Kenya til Australien, blev hun kaldt Mary – hendes lærere i skolen syntes, at hendes navn var for besværligt at udtale.

    “Det bedste råd jeg har fået fra Naomi Campbell er samme råd, som min mor også gav mig, da jeg var yngre, og som de begge to bliver ved med at minde mig om: Vær altid tro mod dig selv. Naomi ved, at når man er en del af denne branche, er man udsat for en masse fristelser, og der er helt sikkert tidspunkter, hvor du har lyst til at give efter – det gælder også i samfundet generelt. Men vær altid tro mod dig selv, og husk, hvem du er. Det har jeg lovet mig selv at gøre, og jeg har ikke planer om nogensinde at være en anden eller at ændre mig for nogen. Du må acceptere mig, som den jeg er, og sådan er det bare.”

    Du har et meget tæt venskab med Naomi Campbell. Hvad har den relation givet dig?
    “Den har givet mig så meget frihed. Jeg kan sige min helt ærlige mening sammen med hende. Tænk at have muligheden for at have en relation til en som Naomi. En, som du altid har set op til, og som du aldrig nogensinde troede, at du ville møde, og da slet ikke få et så nært forhold til. Det betyder meget for mig. Det er ikke bare ‘hej og farvel’. Hun er nærmest som en anden mor for mig. Hvis jeg er ked af det eller har brug for at snakke, kan jeg altid ringe til hende og tale om alt mellem himmel og jord. Hun gør det samme med mig, og at have en som hende, der deler ting med mig, det er uvurderligt. Det er et forhold, som jeg er utroligt taknemmelig for. Hun giver mig råd om livet og om denne her branche.”

    Artiklen blev første gang bragt i Costumes majnummer, som var på gaden 2. april til 5. maj 2020.

    Relaterede artikler