© Sarah Stenfeldt

Mød Beate Bille, Bente Scavenius og Fernanda

Hvordan har livet som kvinde forandret sig? Vi har taget en snak med Beate Bille, hendes mor Bente Scavenius og datteren Fernanda

4. december 2018 af Olivia Nepper Winther

Første skoledag for mormor, mor og datter er foregået i samme blå kjole. Ellers er der ikke meget, der har været ens i pigelivet for kunsthistoriker Bente Scavenius, 74 år, skuespiller Beate Bille, 41 år, og folkeskoleelev Fernanda Bille Jønck, 8 år.

Hvordan har jeres pigeliv adskilt sig fra hinanden?

Bente: “Jeg er vokset op på et gods på Møn i 50’erne, mens Beate er vokset op i en lejlighed i Indre By i København i 70’erne. Så man kan roligt sige, at vi har haft en meget forskelligartet barndom og ligeledes pigeliv. På landet har man de samme betingelser som pige og dreng, i hvert fald uden for hjemmet og i skolen. Det hele foregår i naturen, og det er lidt irrelevant, hvilket køn man er. Derimod vil jeg påstå, at Beate har haft et meget mere piget liv som barn.”

Beate: “Helt klart. Jeg har aldrig været en drengepige. Ikke fordi jeg har været sart, men mine interesser har altid været meget æstetisk orienteret, og jeg ville hellere tegne end klatre
i træer. Som barn elskede jeg at sy og ville gerne være designer. Jeg havde sådan en gammel symaskine, der hakkede meget, så nogle gange mistede jeg tålmodigheden og klippede i tøjet i stedet.” 

Bente: “Åh ja. Der var en periode, hvor du nærmest havde klippet alt mit tøj itu.”

Beate: “Ja, der røg mine designerplaner vist.”

Bente: “Men du har altid haft særdeles god smag. Imens de andre piger ville have prinsesseskørter på i skrigende farver, slentrede du som helt lille rundt i elegante sæt og nægtede at have gummistøvler på.”

Beate: “Sådan er jeg stadig. Praktisk tøj er ikke mig, og min mand, Magnus, må tit tigge mig om at tage en regnjakke på i dårligt vejr.”

Bente: “Vi plejer at sige, at fra Beate slog øjnene op, var hun en pige med stort P. Det er sjovt, for selvom vi ikke bevidst har gjort forskel på Beate og hendes bror Peder i vores opdragelse, har de fra barnsben haft helt forskellige interesser.”

Beate: “Sådan er det faktisk også i dag med min datter og søn. De har to helt forskellige temperamenter, som man nok vil kalde klassisk kønnede. Fernanda kan sidde stille og tegne i flere timer ad gangen, mens Hector bogstaveligt talt løber på væggene.” 

Fernanda: “Jeg kan rigtigt godt lide at tegne. Jeg kan også godt lide at slå flik-flak, gå i spagat og øve trapez.” 

Beate: “Ja, for udover at Fernanda minder om mig, da jeg var pige, ved at have interesse for tøj og stil, er hun også ekstremt fysisk og bruger sin krop meget. Hun går til kunstskøjteløb tre dage om ugen. Og modsat mig er hun rigtigt glad for at gå i skole – og god til det.” 

Bente: “Hverken Beate eller jeg havde særligt succesfulde skole- gange, men det må man sige, at Fernanda er kommet efter. Hun startede i skole i den samme blå kjole, som jeg startede i for 68 år siden på Møn, og Beate i Nyhavn for 35 år siden, men ellers kan man vist ikke sammenligne vores skolegang.”

Fernanda: “Din klasse var rigtigt lille, ikke mormor?”

Bente: “Jo, det må man sige. Vi var tre. Mig og så klokkerens og forvalterens søn.” 

Fernanda: “Hvor vildt. Min klasse er heller ikke så stor. Vi er 12 drenge og 6 piger. Jeg kan bedst lide dansk og billedkunst.”

Bente: “Det med billedkunst er jeg jo glad for.” 

© Sarah Stenfeldt

Ud over forskellig begejstring for skolen, hvordan er Fernandas pigeliv så anderledes, end dit var, Beate?

Beate: “Det første, jeg tænker på, er iPads. Da jeg var pige, kunne vi se børnetime klokken 18, og hvis vi var rigtigt heldige, fik vi lov til at leje en film, når vi var alene hjemme. Så gik vi ned i videokiosken på Gothersgade, hvor der under hvert VHS-bånd hang et søm med et prisskilt, og det kunne sagtens tage en times tid at vælge den helt rigtige film. I dag findes der uendelige mængder børneunderholdning på iPad’en, og det hele er bare ét klik væk. Jeg er hverken tilhænger eller modstander af iPads. De er kommet for at blive, og jeg kan jo selv mærke, hvor smart det er at have sådan en ekstra babysitter ved hånden, når jeg er alene med børnene. Men samtidig vil jeg også gerne have, at mine børn lærer at underholde sig selv uden tv. Derfor tager jeg dem ofte med til Møn, hvor jeg selv elskede at komme som barn, og hvor vi kan lave nogle helt andre ting end i byen.”

Bente: “Da jeg flyttede til byen og fik børn, tænkte jeg meget over, hvordan jeg kunne give min barndoms natur videre til dem. Derfor tog vi til Møn så tit som muligt, hvor Beate også havde hest, ligesom jeg havde, da jeg var barn. Vi rejste sjældent til udlandet med børnene, men var til gengæld på Møn i alle ferier, og selvom vores børn er udprægede bybørn, hører de også hjemme der.” Beate: “Det er en anden ting, der er meget anderledes i Fernandas liv i forhold til min barndom. Hvor meget vi i dag rejser med vores børn til udlandet. Både på ferier, men også fordi min mand ofte arbejder uden for Danmark.” 

Hvor har I været henne?

Fernanda: “Det kan jeg godt fortælle dig, men det vil nok tage over en time. Vi har været i Frankrig, Italien, og hvor ellers mor?”

Beate: “Jamen, så har vi blandt andet været i Canada i tre måneder med far på optagelse. På grund af min mands arbejde har jeg valgt ikke at arbejde særligt meget i de år, hvor vores børn er så små. Da Hector var helt lille, indspillede jeg tv-serien Black Widows, hvor jeg skulle være fire måneder i Finland. Jeg havde ham med derop, men Fernanda måtte blive hjemme i alt-for-langt-væk-Danmark. Det var simpelthen for hårdt for os alle sammen. Da jeg var yngre, levede jeg for mit arbejde, men efter jeg er blevet mor, har mine prioriteter ændret sig, og jeg har ikke lyst til, at vi konstant på skift skal være væk fra vores børn.”

Bente: “Globalisering er på mange måder godt, men samtidig har den også gjort det mere besværligt for folk i kunstneriske fag, hvor de fleste er freelancere. Pludselig er jobbene primært i udlandet, og det kan være temmelig svært at få til at gå op som børnefamilie, for det kræver jo, at Beate rejser ud.”

Beate: “Heldigvis er jeg vokset op med to forældre, der begge er freelancere, og jeg går derfor ikke i panik over, at der er perioder med meget arbejde og perioder med intet. Men når det er sagt, så synes jeg, at det er problematisk, at det især er kvinder i skuespilbranchen, der bliver fanget i det her dilemma. Et par barsler, hvor de oplagte roller bliver givet til nogle andre, og når man så er kommet over på den anden side og er klar til at tage jobs i udlandet igen, er man pludselig ikke aktuel længere. Kvinder kæmper helt klart stadig med andre vilkår end mænd.”

Bente: “Jeg vil sige det sådan, at vi er kommet rigtigt langt med ligestilling, men vi er stadig ikke langt nok.” 

Overvejede du nogensinde at blive hjemmegående, da Beate var pige, Bente?

Bente: “Nej, det kan jeg love dig for, at jeg ikke gjorde. Men jeg kunne jo også arbejde hjemmefra med mine bøger og anmeldelser. Min mand var ofte på teateret om aftenen, så jeg arbejdede primært om dagen, når børnene var i skole. At have hjemmekontor krævede en stor accept fra børnene, og jeg kan huske en gang, hvor Beate kom hjem, og jeg ikke var færdig med dagens arbejde, hvilket hun syntes var vældigt irriterende. ‘Men du bliver til gengæld stolt af min bog’, sagde jeg til hende, hvorefter hun svarede: ‘Jeg vil trampe på din bog’.”

Beate: “Men jeg var nok også lidt stolt. At vokse op med en mor, der brænder for sin karriere, har været et fantastisk forbillede for mig. En af de skønne ting ved at blive forældre er jo, at man pludselig forstår, at der er noget, der er vigtigere end en selv, men samtidig tror jeg også, at det kommer ens børn til gode, at man ikke glemmer sig selv og sine ambitioner.”

Bente: “Min mor var helt modsat. Hun var hjemmegående godsejerfrue og oplevede nærmest et identitetstab, da hun blev skilt fra min far, for pludselig havde hun ikke noget, der bare var hende. Derfor blev jeg i en meget tidlig alder bevidst om, at jeg ikke skulle gøre mig afhængig af nogen andre, hverken identitetsmæssigt eller økonomisk.” 

Hvordan tog dine forældre det valg? 

Bente: “De støttede mig. I de senere år gav min mor faktisk udtryk for, at hun misundte mig min karriere. Men det lå da bestemt ikke i kortene, at jeg skulle gå på universitetet. I 50’erne var der stadig stor forskel på, hvordan ens forældre satsede på én, alt efter om man var pige eller dreng, og mine forældre lagde helt klart mere energi i min brors uddannelse end i min og min søsters. Han skulle være landmand, mens det vigtigste for os var, at vi blev godt gift.”

Beate: “Jeg har godt nok aldrig fået at vide, at jeg skulle blive godt gift. Nærmest tværtimod.”

Bente: “Nej, jeg gik meget op i at fortælle dig, at du skulle skabe din egen tilværelse og ikke gøre dig afhængig af mænd.”

Beate: “Helt klart. Det blev indprentet i mit hoved fra barnsben og er da helt klart et synspunkt, som jeg har videreført nu, hvor jeg selv er mor til en pige. Og heldigvis er Fernanda en stærk pige, der ved, hvad hun vil.” 

Hvordan vil du gerne være, når du bliver voksen, Fernanda? 

Fernanda: “Jeg vil i hvert fald gerne blive ved med at skøjte. Jeg gad også godt bo med en have, for så ville det være nemmere at lave akrobatik og stå på hænder. Eller ved jeg det ikke helt ... Måske være ligesom mor.” 

Måske er du interesseret i ...

Gør som 24.000 andre

Seneste