Mød Cecilie og Thomas bag Journey

Cecilie og Thomas er indehavere af designvirksomheden Journey, som har lavet interiørløsninger for blandt andre Emili Sindlev. Mød parret her.

3791BFCC-C770-4173-B10B-D5A6962816A0
© Journey Designs

Cecilie Friis-Mikkelsen og Thomas Raun har begge en interesse for design. Og så har de begge en trang til at skabe og udvikle – lige fra brainstorming og idé til eksekvering samt at stå med et færdigt produkt i hænderne. Det blev startskuddet til parrets fælles virksomhed Journey.

Gennem designvirksomheden, som også har egen snedkerproduktion, tilbyder de løsninger inden for interiør og design, hvor de tegner og bygger alt fra enkelte møbler til hele rum som køkkener, garderober og badeværelser samt rådgiver inden for indretning af rum.

Vi har talt med parret om, hvorfor de tror, at folk vælger et koncept som deres, og spurgt dem om, hvordan man kan skabe et personligt hjem, der skiller sig ud fra mængden.

Hvad går Journeys koncept ud på?
"Vores koncept og filosofi går helt enkelt ud på at skabe værdi i det, folk omgiver sig med, gennem design og håndværk. Vores tilgang til alle projekter tager udgangspunkt i materialer, farver, sammensætninger og kvalitet – og derfor ikke en fastlåst stil. Designet skal være æstetisk og funktionelt, og processen skal være menneskelig – man skal som kunde mærke en kontakt samt skabe en relation til os og ikke blot føle sig som et nummer i køen. Derudover skal projekterne, vi skaber, være personlige og repræsentere vores værdier. Det handler for os om at lave et stykke arbejde, der både er funktionelt vedvarende, fordi det kan bære sig selv i mange år uden at skulle skiftes ud, og som samtidig er æstetisk og visuelt holdbart, så man ikke bliver træt af at se på det, men så man derimod har lyst til at kigge på det over lang tid. På den måde gør vi op med køb-og-smid-væk-kulturen.”

Hvorfor valgte I at starte Journey?
"Vi har begge altid haft en naturlig trang til at skabe noget fra bunden, som man sætter sit præg på fra start til slut. Æstetik betyder jo egentlig at føle eller fornemme, det vil sige, at det faktisk er en aktivering af vores sanseregister. Som menneske kan man mærke indeni, hvor man synes, der er rart at være, og hvor der ikke er rart, og her er omgivelserne afgørende. Det synes vi er spændende. Hvis vi kan inspirere ved at sætte et rum eller skabe en stemning for mennesker, som lægger op til positiv adfærd og interageren, så bringer det lige pludselig en meget større dybde og betydning ind i billedet, som vi godt kan lide at arbejde med og ud fra.”

Hvad er jeres 3 bedste tips til at skabe et hjem, der ikke ligner "de andre” på Instagram?
"Først og fremmest handler det om at mærke efter og finde ud af, hvad man godt kan lide. Det kræver, at man er nysgerrig på sig selv og tør sætte sit hjem sammen lige præcis efter sin egen smag. Ellers kan det ikke blive personligt. Det tager lang tid at bygge et hjem op, så man skal have noget tålmodighed og finde sig til rette med, at alt ikke kan eller skal ske lige nu og her. Hjemmet er en fortælling over lang tid. Et generelt tip vil være altid at investere i noget, der holder i lang tid. Så får alt det, du køber, en historie og personlig værdi for dig over tid.

Hvis vi skal komme med tre konkrete tips, vil det være:

  • Gå på opdagelse i dig selv, og hent inspiration i dine omgivelser. Det kan være alt fra bygninger, du ser, når du er ude og gå forskellige steder, når du er ude at spise, og indtryk, du får, når du er på ferie. Det handler om at have åbne øjne og at være nysgerrig.

  • Køb med hjertet. Det skal være noget, du kan mærke har betydning for dig. Det er individuelt, hvad der er personligt for netop dig, så det er vigtigt at købe noget, som resonerer indeni dig.

  • Vær ikke bange for at blande nye og antikke ting. Det skaber ofte en interessant dynamik.”

"Det tager lang tid at bygge et hjem op, så man skal have noget tålmodighed og finde sig til rette med, at alt ikke kan eller skal ske lige nu og her”

Hvorfor tror I, at folk vælger et koncept som jeres? Hvad kan I, som andre ikke kan?
"Folk er blevet mere bevidste om deres forbrugsvaner – også i forhold til klimaet. De fleste vil gerne investere i møbler, som lever i flere generationer. Der er en stigende interesse i at føle sig taget tid til og i at få lov til at sætte sit personlige præg på eksempelvis sit køkken, så det bliver lige præcis, som man bedst kan lide det. Tid er noget, alle sætter større pris på end før. Særligt efter pandemien blev mange opmærksomme på at komme ned i tempo, og det afspejler sig i, hvordan vi lever i hjemmet. Eksempelvis skal et køkken være funktionelt, og hvis ikke elementerne er placeret intentionelt, bruger vi unødig meget tid. Et hjem skal derfor designes til at frigive tid, så ens omgivelser servicerer en og ikke bliver en udfordring og en tidsrøver – og så er mange nok særligt tiltalt af, at det samtidig er æstetisk. Der er mange derude, som kan tilbyde et køkken, en garderobe eller et badeværelse i forskellige prisklasser. Men det, vi kan tilbyde, ud over håndværk og kvalitet, er rumforståelse og en oprigtig interesse og nysgerrighed i de projekter, vi får ind. Det er vigtigt for os, at folk har en god oplevelse. Vi kan tegne og bygge et køkken, men vi kan også designe og rådgive vores kunder i rummet omkring køkkenet og dermed skabe en fuld oplevelse og sammenhæng mellem rum og element.”

Hvad er/har været jeres favoritprojekt?
"Vi har som sådan ikke et favoritprojekt – alle kan hver især noget særligt og har deres egen historie og udtryk. Men der er en masse detaljer og konstruktioner i hvert projekt, som vi er stolte af. Eksempelvis en massiv egetræsramme med rundede lister, der indrammer en skuffefront med vores greb i bruneret messing. Vi har også lavet bademøbler i marmor med skuffer eller låger, hvor vi har spejlet marmoren, så man kan se, at alt er konstrueret fra samme råplade, og hvor de smukke årer i stenen virkelig får lov til at blive sit helt eget kunstværk. Detaljer, hvor design og håndværk spiller sammen intentionelt, er noget af det bedste og mest eksklusive, man kan få, efter vores smag.”

Hvis man gerne vil gøre brug af jeres hjælp, hvor starter priserne så fra?
"Vi tilbyder så meget forskelligt lige fra køkkener, garderober og andre møbler til marmorfliser med videre. Alt skræddersys og bliver lavet kun til kunden, så vi har ikke standardpriser på noget. Men for at komme det lidt nærmere, kan et eksempel være et køkken – det ligger cirka fra 200.000 kroner eksklusiv moms.”