Mød den danske bager, der leverer brød til Kardashian-familien og Gwyneth Paltrow

Louise Ulrich bor i Santa Barbara i Californien, hvor hun i 2017 grundlagde bageriet Oat Bakery med sin mand, Lou. Det lille bageri har sidenhen fået sig et imponerende kundekartotek, der tæller navne som Ellen DeGeneres, Gwyneth Paltrow og senest Kardashian-familien. Vi har talt med Louise om hendes vej til succes, og hvorfor amerikanerne elsker dansk bagværk.

IMG_0888
© OAT BAKERY

Hvordan er du endt i Santa Barbara, og hvorfor har du åbnet et bageri der?

"Jeg boede faktisk i Miami, før jeg endte i Santa Barbara, hvor jeg gik på en artdirection-skole. Der mødte jeg min mand, som boede i Santa Barbara. Så flyttede jeg til Santa Barbara og fandt ret hurtigt ud af, at der generelt ikke er særlig meget godt brød i USA. Der findes kun meget hvidt brød, som ikke er særligt nærende.

Min mor har altid bagt rigtig meget brød til mig og mine søskende. Hun var professionel sportsudøver og maratonløber og var altid meget fokuseret på sund mad. Alle elskede hendes brød, og da min mand, Lou, kom til Danmark og skulle møde mine forældre, så skulle han selvfølgelig smage hendes brød. Han sagde, at det var det bedste, han nogensinde havde smagt.

"Min mor lærte mig at bage over FaceTime"

Så da jeg flyttede til Santa Barbara, sagde han til min mor: 'Du bliver nødt til at lære din datter, hvordan man bager.' Hun lærte mig så at bage over FaceTime. Jeg begyndte at bage brød til vores venner, og når vi holdt middage, og alle elskede det. Lidt efter begyndte en lille juicebar i byen at sælge vores brød, og derefter tog det fart. Jeg stod og bagte i måske 11 timer om dagen hjemme i vores hus, og vores brød blev udsolgt i løbet af 20 minutter.

I virkeligheden tror jeg ikke, at Lou og jeg dengang vidste, at det skulle være vores liv, og at vi faktisk ville åbne et bageri. Det skete bare ret naturligt, fordi der lige pludselig var en kæmpe efterspørgsel på det, og vi fik en masse bestillinger fra restauranter. Så begyndte vi at lave nogle små pop up-shops rundt omkring i byen, hvor der blev udsolgt på under en time. Efterspørgslen var så stor, og så tænkte vi: why not? Og så fandt vi vores nuværende bageri i slutningen af 2017."

Hvorfor tror du, at amerikanerne er så vilde med dansk bagværk?

"Ja, det er et godt spørgsmål. Jeg tror, at danskhed i det hele taget – det at være dansk, dansk design, dansk mode, dansk kultur – er rigtig attraktivt for amerikanere. Herovre er man meget fascineret af dansk mad, og man glemmer, hvor god dansk mad er, når man flytter væk fra landet. Jeg savner virkelig alle de goder, som jeg tog lidt for givet, dengang jeg boede i Danmark."

Hvordan føles det at få ordrer fra store verdensstjerner?

"Vi leverer ikke brød direkte til kendisserne – det fungerer sådan, at deres private kokke eller sikkerhedsvagter kommer og henter det. Det vildeste var, da Kardashian-familiens kok kom og købte brød. Ellen DeGeneres' kok kommer flere gange om ugen og køber brød hos os. Vi møder dem ikke personligt, men vi får altid at vide, at den her ordre er til Gwyneth Paltrow eller Kris Kardashian for eksempel.

At vi ikke møder dem direkte betyder også, at vi har et meget afslappet forhold til det, hvilket jeg faktisk synes, at folk generelt har herovre. Man bor jo med Montecito i baghaven, hvor Meghan Markle og prins Harry, Oprah og mange andre holder til. Alle kendisserne bor lige her, inden for en afstand af fem minutters kørsel."

"Vi havde ingenting, mig og Lou"

Hvad er det mest populære produkt at købe i Oat Bakery?

"Det er vores 'hygge-boller'. Det har amerikanere meget svært ved at sige, men det er en sund version af en kanelsnurre. Der er ikke noget sukker i, og der er ikke smør i, så det er faktisk bare dadler, kokosolie og valnødder. På en lørdag bager vi cirka 200, måske lidt flere, og de er tit udsolgt i løbet af en times tid. Folk køber altid virkelig mange, fem eller ti ad gangen.

Så er vores kulsurdejsbrød også et rigtig populært brød – det er sort indeni af semsamfrø. Der er virkelig mange veganere i Santa Barbara, og mere eller mindre 90 procent af det, vi bager, er vegansk. Vores veganske cashew cream cheese og pesto er også noget af det, vi sælger mest af."

Hvordan arbejder I med sundhed i Oat Bakery?

"For mig har det altid været naturligt at fokusere på sundhed. I vores familie har vi altid spist rigtig sundt, ikke ekstremt på nogen måde, men det skulle være nærende og give dig den mængde energi, du har brug for. Så det var naturligt, da vi åbnede herovre, at vi var lidt anderledes end de andre bagerier.

Vores slogan er “A better bread”, fordi vi laver et bedre brød. Basen i alle vores brød er havregryn, kerner og chiafrø. Navnet Oat Bakery kommer også af, at min mor altid bagte med havregryn, hvilket vi har ført videre. Jeg vil helt klart tage de danske værdier med ind i åbningen af de nye bagerier. Jeg er stolt af at være fra Danmark og bruge det i bagningen."

IMG_4317
© OAT BAKERY

Vil du selv give dig i kast med en af Oat Bakerys bestsellere, den veganske pesto, deler Louise herunder bageriets opskrift på den velsmagende spise.

Vegansk pesto med ristede valnødder og koriander

Det skal du bruge:

  • 300 gram koriander
  • 150 gram ristede valnødder
  • 3 dl olivenolie
  • 2 fed hvidløg
  • 1 tsk salt
  • 1 spsk citron saft

Sådan gør du:
Alle ingredienser blendes sammen til en ensartet masse, og pestoen kan nu nydes.