Mød familien bag det hypede smykkefirma Monies

Alle store fortællinger har et point of no return. Et vendepunkt, der gigantiske terrasse, kommer hen og sætter sig ned ved siden af ændrer alt. I familien Monies’ tilfælde var det en besked af den art, som det normalt kun er naboen, der får. I 2014 fik Nikolai Monies konstateret kræft. “Da Nikolai ringede, vidste jeg med det samme, at der var noget galt. Jeg kunne høre det på ham. Hans sygdom kom som et chok, og det værste var, at jeg ikke kunne gøre noget for at ændre det. Vi kunne sørge, krydse fingre og støtte ham. Det var en ret magtesløs følelse,” siger 35-årige Karl Monies, der fik beskeden fra sin far over telefonen, fordi han på daværende tidspunkt boede i London.

Familien, der også tæller lillebror Niels og mor Gerda Monies, er samlet i Gerda og Nikolais lejlighed i Københavns Havn. De sidder rundt om det åbne køkkens sorte langbord i sipo mahogni. Nikolai nikker til fortællingen, genkender følelsen af chok: “Det ville være en løgn at sige, at det ikke slog mig helt af pinden. Narkosen gjorde mig konfus i et år efter operationen, men samtidig var jeg overbevist om, at jeg nok skulle komme igennem det.”

Niels, der har stået og lyttet i døråbningen ud til lejlighedens gigantiske terrasse, kommer hen og sætter sig ned ved siden af Nikolai. Han lægger armen om sin far. “Nikolai har ikke kun været en stærk figur i firmaet, men også i vores familie. Så det var ret voldsomt pludseligt at opleve ham som den skrøbelige. Det var som et wake up call for os alle,” siger han.

For Gerda og Nikolai gik det wake up call i første omgang ud på en total omlægning af deres livsstil. Slut med champagne, bagebrød og sukker. Hver morgen stod de op og skar grøntsagsstænger, som kunne komme med i værkstedet - hvis Nikolai da var med på arbejde. For fra i mere end fyrre år at have kørt konstant parløb, stod Gerda Monies nu ret alene med virksomheden.

“Jeg prøvede at lade være med at vise, hvor hårdt det egentlig var. For det var ekstremt vigtigt, at Nikolai ikke skulle bruge energi på at have dårlig samvittighed eller tænke, at han manglede et sted,” siger Gerda, før hun indskyder: “Men det gjorde han selvfølgelig.”

Velbevaret hemmelighed

Smykkefirmaet Monies kom til verden for 46 år siden. “Jeg mødte Gerda på guldsmedeskolen i Valby i 1973, og vi faldt pladask for hinanden. Efter uddannelsen rejste hun til USA for at arbejde for fabrikken Whiting & Davis, hvor hun blandt andet lavede smykker for Tiffany & Co. Jeg fik et legat og tog til Milano, hvor jeg først arbejdede for designeren Mario Bellini og siden for designeren Ettore Sottsass. Vi savnede hinanden frygteligt og skrev breve hver dag til hinanden,” fortæller Nikolai.

Efter halvandet års adskillelse på hver sin side af Atlanten kunne Gerda ikke klare savnet mere. Hun tog hjem – med et kort stop i Italien for at hente Nikolai med sig – og sammen installerede de to sig i et værksted i en baggård påVesterbrogade. “Allerede inden vi mødte hinanden, lavede vi begge to smykker af naturmaterialer, og da vi begyndte at arbejde sammen, var det om store, skulpturelle smykker,” fortæller Gerda.

Parret begyndte at skrive rundt til forskellige virksomheder og fik blandt andet kontakt med Lego, der var interesseret i at få dem til at designe saml-selv-smykker til helt unge piger. Produktet blev dog aldrig til noget, men det var første gang, at Gerda og Nikolai oplevede at blive inviteret på fine middage og fløjet ind til aftaler. Godt nok i Billund, men stadig eksotisk for de unge designere. Parret mærkede samtidig en stigende interesse fra Frankrig, og i 1978 tog de toget til Paris for at gå på den første af, hvad der skulle vise sig at blive et hav af messer. På et bræt af kork havde de i hånden skrevet priser som 280 og 440 franc under deres modeller. Mindet får Gerda til at smile og hendes sønner til at gøre store øjne.

I dag koster et af Monies’ avantgarde luksussmykker nemt over 10.000 kroner. Samtlige modeller blev solgt, og derfra begyndte det hele at gå stærkt. Modehuse som Chanel, Donna Karan og Christian Lacroix lagde bestillinger på eksklusive smykker til deres opvisninger og shows, og Gerda og Nikolai pendlede frem og tilbage mellem København og byernes by. Dørene ind til de største modehuse stod pludselig åbne, og en dag, da parret skulle til møde hos Chanel, endte de i samme elevator som selveste Karl Lagerfeld. Begge holdt vejret, til turen var slut.

“Selvfølgelig var det fantastisk og lærerigt at komme ind i de her ikoniske huse og møde nogle af verdens dygtigste designere, men det var også vanvittigt krævende. Pludselig ringede Donna Karan og lagde en særbestilling på 16 smykker for så ugen efter at ville have ændret alle farverne.Vi var underleverandører, og da vi hverken kunne forlange eller forvente meget, besluttede vi på et tidspunkt kun at arbejde for at skabe vores eget mærke,” fortæller Gerda. Så beslutningen var ikke svær, da Gerdas veninde Karen Holm i starten af 90’erne spurgte, om hun måtte åbne en Monies-butik i Paris.

“Især i udlandet kunne vi mærke, at der var et marked for vores smykker, så vi tænkte, at vi nu var kommet til et sted, hvor vi godt kunne stå på egne ben frem for at designe til andre,” siger Nikolai.

I dag har Monies henholdsvis 80 og 40 ansatte på deres to værksteder på Filippinerne, hvor medarbejderne uddannes til at håndlave mærkets to årlige kollektioner. På deres værksted på Nordre Toldbod i København laver Monies unikasmykker, der sælges efter aftale, og i Istanbul, Milano og Rom har smykkevirksomheden populære franchise-butikker. Efter 25 år med den vigtigste franchise-butik i Paris åbnede Monies sidste år deres egen butik og showroom i Palais Royal. Gerda og Nikolai får daglige updates fra personalet i butikken. Dagen inden interviewet lød meldingen, at en australsk kvinde havde købt en halskæde, og at en fransk fan havde været forbi for at høre, om det var muligt at møde Nikolai og Gerda.

“Det er lidt syret, at mine forældre bliver dyrket som kendte rundt omkring i verden. En dame i Luxembourg har indrettet et helt rum kun med Monies-smykker, og på et museum i New York for et par år siden kom en italiensk designer hen til Gerda og spurgte, om hun ikke måtte blive adopteret af hende,” griner Niels.

Gerda giver sin søn ret i, at der er en helt anden opmærksomhed om hende og Monies i udlandet. “Vi er lidt en velbevaret hemmelighed herhjemme. Det er ikke et bevidst valg, men kunderne er bare mest i udlandet. Jeg tror, det skyldes, at vores smykker taler til kvinder med store armbevægelser. Kvinder, der godt tør pynte og vise sig frem, og det ligger nok ret fjernt fra den mere minimalistiske danske stil. Desværre, for det havde da været skønt med den samme anerkendelse herhjemme,” indrømmer hun.

Familie- og arbejdsnarkomaner

I dag er Nikolai erklæret fri for kræft, og der ånder en særlig ro i penthouselejligheden. I krukker står meterlange afskårne grene og understreger både højden til loftet og en kærlighed til den vilde natur, der også går igen i Monies’ smykker. Under bordet ligger Snoopy, smykkedesigneren Sophie Bille Brahes hund, der i øjeblikket passes af Niels.

“Niels og jeg er vokset op med, at vores forældres firma er en livsstil, ikke et arbejde. Diskussionerne hen over aftensmaden var næsten altid om håndværk og materialevalg,” fortæller Karl og tager en tår af den hjemmebryggede espresso, da lillebror Niels supplerer: “Når vores klassekammerater skulle på charterferie, vidste vi ikke, hvad det var. Vores familierejser gik altid til eksotiske steder, hvor vi kunne jage sten og skaller. Engang i Nepal var vi ude at vandre og kom forbi en landsby i bjergene, og i næste nu var far i gang med at diskutere prisen på nogle guldperler med landsbyens guldsmed.”

“Åh ja, det kan jeg godt huske. De havde de her helt specielle brudesmykker, hvor de trak perler på et rødt bånd. Jeg købte dem alle sammen med hjem,” siger Nikolai med lysende øjne under de markante mørke øjenbryn, som særligt Niels har arvet. Karl ligner mere sin mor, mild og lys – og med et spil i øjnene, der kommer og går alt efter snakken.

Sammen med ‘charterferie’ har ord som ‘weekend’ og ‘barsel’ ikke været en stor del af familien Monies’ vokabular. Begge drenge er blevet ammet og skiftet på værkstedet og har tilbragt aftener med at kravle – og senere løbe – rundt mellem guldsmedeborde og materialer i lokalerne på Toldboden. Her har Monies huseret siden 1994 og løbende udvidet, så Gerda og Nikolai i dag sidder med fem lejekontrakter på stedet.

Andre ord går til gengæld igen i den konstante samtale mellem de fire om langbordet. På toplisten ligger ‘ydmyghed’, ‘kvalitet’ – ifølge Niels kunne han skelne mellem ægte og falsk læder, før han kunne sin ABC – og ikke så forbavsende: ‘arbejde’.

“Vi er arbejdsnarkomaner, men det hører med til historien, at vi ved at være vores egne chefer nemt har kunnet tage en dag fri, hvis en af drengene var syge eller havde behov for at blive hentet tidligt. Og så havde vi en regel om, at vi aldrig rejste samtidigt. Når jeg rejste, var det for at sælge til nye butikker og tage på messer, når Gerda rejste, var det til Østen for at lave smykker,” siger Nikolai

Da det hele ramlede

Når ens forældre driver en succesfuld virksomhed sammen, bliver man ofte spurgt, om man så skal overtage firmaet en dag. Det ved Karl og Niels alt om. De har fået spørgsmålet fra både fremmede, bekendte og fra deres forældre. Og i lang tid lød svaret: ‘nej’. Af vidt forskellige årsager for de to brødre med en aldersforskel på seks år. Niels var 17 år, den første gang han kan huske at have fået stillet spørgsmålet. Lige gået ud af folkeskolen og efter egne ord interesseret i helt andre ting end at drive familievirksomhed.

Karl derimod kan ikke huske at have fået stillet spørgsmålet på en specifik dag. “Jeg synes altid, at det har ligget der implicit. Og måske netop derfor oplevede jeg som ung en generel modvilje mod at skulle lave smykker. Jeg tror næsten, det er lige meget, hvad ens forældre laver, så ønsker man som ung at lave noget helt andet end dem. At skulle se verden og gå i sin egen retning,” siger Karl.

Efter 10. klasse var Karl sikker på, at den retning gik mod fotografiet. I en årrække assisterede han for fotografer, men han begyndte snart at savne proces og håndværk. En sommerdag cyklede han rundt på Christianshavn med en ven og mødte en gammel veninde, der fortalte, at hun arbejdede for en upcoming kunstner ved navn Tal R. Da pigen sagde, at de godt kunne bruge en ekstra hånd over sommeren, sprang Karl til. Et par uger blev til et par år. Karl rejste rundt med Tal R og assisterede, og på den måde blev han langsomt indført i kunstverdenen. Samtidig DJ’ede han på byens hippe restauranter og barer, og en dag mødte han Sigrid med de lange ben og røde kinder. Hun arbejdede som tjener på Umami, men var på vej til London for at læse. De to blev hurtigt et par.

“Jeg var ved at udvikle mig som kunstner og kunne mærke, at jeg i den proces skulle passe på ikke at blive for farvet af Tal R, så da Sigrid tog til London, tog jeg til Amsterdam for at gå på kunstskole,” forklarer Karl.

De næste ti år boede han og Sigrid rundt omkring i verden, først som studerende, derefter som art director og kunstner. Efter at have boet i Guangzhou i Kina flyttede de til Bangkok, herefter til London og til sidst Berlin. I de år Karl boede i udlandet, gik Niels fra at være teenager til at blive voksen. Og det med stort V, da familien for fem år siden fik besked om Nikolais sygdom.

“Virksomheden var slet ikke gearet til, at den ene part blev syg. Pludselig var det hele ved at ramle sammen. Min far var svag, og min mor ekstremt presset, så da de spurgte, om jeg ville rejse med min mor til Filippinerne, var jeg ikke rigtigt i tvivl,” siger Niels, der også begyndte at tage på messer i stedet for sin far. “Nikolai har altid været sælgeren i firmaet, så da han blev syg, var det helt klart her, jeg bedst kunne hjælpe. Men salg er ikke min passion, og jo mere kontakt jeg fik med smykkeverdenen på messerne, desto mere begyndte det at krible i mine egne fingre, så jeg søgte ind på guldsmedeskolen og blev færdig sidste år,” fortæller han.

Undervejs på sine studier hjalp Niels stadig sine forældre og tog på messer i ferierne, men sidste år på messen i Paris kunne han mærke, at han var klar til at lave sit eget.

“Første kollektion kommer ud i 2020 i mit eget navn og er inspireret af Bornholms klippeformationer. Fordi vi er vokset op med så forskellige materialer, har jeg ikke sat nogen begrænsninger op over for mig selv og mit mærke. Jeg ser ikke kun mig selv som guldsmed, men som kreativ og har også selv lavet æskerne til mine smykker i keramik,” fortæller Niels, der under sin uddannelse begyndte at sparre og ses med ungdomsveninden Emilie Helmstedt, der selv var ved at etablere sig som designer. De to kunne mærke, at deres relation var mere end et venskab, og for snart to år siden blev de kærester. Niels’ studier tillod ham ikke at tage med til Østen. Derfor ringede Gerda i slutningen af 2014 til Karl i London og spurgte, om han ville med.

“Det ville jeg selvfølgelig gerne. Først og fremmest for at hjælpe mine forældre, men også fordi jeg savnede dem, og det var en oplagt mulighed for at hænge ud med min mor intensivt i nogle uger og se det sted, hun de sidste 30 år er rejst til mindst to gange om året. Når jeg ser tilbage på det, kan jeg godt se, at der selvfølgelig kom nogle smykker ud af det, men det tænkte jeg ikke på dengang,” siger han.

En dag på fabrikken i den filippinske landsby sad Karl og legede med forskellige materialer til nogle smykker. Da Gerda så smykkerne blev hun til Karls overraskelse meget begejstret. “Selv arbejder jeg meget intuitivt, men Karl går helt anderledes til værks. Han sætter sig ned og tegner og skulpturerer modellerne i billige materialer som kork eller træ først. Jeg kunne se, at der var noget meget grafisk over hans design, som ville tiltale vores særligt chikke købere,” fortæller Gerda, der straks fik sat modellerne i produktion.

“Gerda og Nikolai har meget fokus på det bløde, det organiske, mens jeg kan godt lide, at der er kant. Monies er kendt for, at smykkerne bliver til, når man tager dem på, men jeg kan godt lide, at smykkerne har en geometrisk form, også når de ikke er i brug,” siger Karl og forklarer, hvordan arbejdet med smykker føltes som et tiltrængt frirum fra kunstbranchen, hvor alt skal være konceptuelt.

Generationsskifte

Tilbage i Berlin fandt Karl og Sigrid ud af, at de skulle være forældre, og pludselig virkede København med sine grønne pladser, betalelige institutioner og bedsteforældre i nærheden yderst tillokkende. Parret flyttede til Vesterbro, og Karl fik et værksted på Refshaleøen, hvor han eksperimenterer med alle mulige former for kunst. Samtidig begyndte han at designe fast for Monies og mærkede en begejstring for smykkedesign. “Før mennesker har kunnet skrive, har de lavet og brugt smykker. Det er kultur og en måde at kommunikere på. Samtidig er jeg meget optaget af, at smykker er formålsløse i modsætning til alt andet design. De er der bare for skønhedens skyld.”

Modsat hvad man måske skulle tro efter et langt sygdomsforløb ser Nikolai ifølge sine sønner 15 år yngre ud, end før han fik kræft. Men han har efter eget udsagn også fået en ny grund til at holde sig i form. Nemlig barnebarnet Zeus på halvandet, som han og Gerda passer, så ofte de kan få lov til. De har altid en lille dåse med granatæblekerner klar til Zeus, og så snart de ses, peger den lille fyr på dåsen og derefter på bogen med bondegårdsdyr, som især farfar er god til at læse højt fra.

“At se sin søn blive far og sin mand blive farfar er fantastisk. Der er ingen tvivl om, at det har samlet vores familie. Ikke fordi, vi ikke var tætte før, men det er bare noget andet nu,” siger Gerda. Sønnerne nikker hen over frokosttilberedelserne, der står på frisk burrata, smørstegt salvie, salat og parmaskinke. De er enige i, at Nikolais sygdom efterfulgt af Zeus’ ankomst har gjort dem til en stærkere familie. Et team.

“Jeg var rædselsslagen for at miste Nikolai, da han blev syg, men faktisk er der kommet noget godt ud af den forfærdelige periode i vores liv,” siger Gerda med tårer i øjnene, som hun prøver at aflede ved at hakke kniven ekstra hårdt gennem salaten. Nikolai kommer hen til køkkenøen og lægger armene om Gerda. Knuger hende hårdt ind til sig og tager over i fortællingen: “Da Karl og Niels sagde, at de havde en interessere i at gå ind i virksomheden alligevel, måtte vi knibe os i armen, for der er jo også en sandhed i, at vi på et tidspunkt har lyst til noget andet.”

Her afbryder Gerda: “Jeg har altid lyst til mere. Hver morgen vågner jeg og glæder mig til at komme ned til stenene. Men det er rigtigt, at vi under hele sygdomsforløbet og nu med drengene i firmaet, har kunnet se at vi må gøre Monies mere langtidsholdbart.”

For at blive langtidsholdbare skal der indtages mere terræn. Derfor har Gerda og Nikolai ansat en administrerende direktør, Anne Christine Persson. Hun tager sig blandt andet af forretningsdelen, så Gerda og Nikolai kan koncentrere sig om det kreative. “Hun sagde med det samme, at vi skulle ind i Dover Street Market i London, og det bakkede drengene hende op i. De forstår, at multibrand retailers i dag er ekstremt vigtige for en forretning som vores, mens Nikolai og jeg nok mere har fokuseret på at være loyale over for vores gamle kunder. Det er tydeligt, at de kan noget, vi ikke kan,” siger Gerda og hælder olivenolie ud over salaten fra en glaskaraffel, som parret selv har designet proppen til – en stor upoleret ametyst lyser lilla op i det gråmalede køkken.

“Da jeg som ung sagde nej til at blive en del af firmaet, tror jeg også, at det ubevidst skyldtes, at jeg var bange for at fejle. Jeg har altid haft en kæmpe respekt for mine forældre og har kunnet se, at firmaet var en succes, så hvordan skulle jeg kunne løfte den arv? Men i takt med alderen forstod jeg, at der også er ting, mine forældre ikke kan. Ting, de har brug for hjælp til, hvis Monies skal udnytte sit kæmpe potentiale,” siger Karl, der er ved at dække bord, og uddyber:

“Monies har eksisteret i 46 år. Tænk på, hvor anderledes markedet ser ud i dag i forhold til dengang. Bare så central en ting som internetsalg er kun omkring ti år gammel. Vi fire er alle sammen kreative hoveder, men hvis Monies skal nå nye højder, har vi brug for PR og marketingstrategier. Det forstår Gerda og Nikolai heldigvis.”

Sidste år kom Monies på Instagram, og i dag er mærket ikke kun repræsenteret i Dover Street Market i London, men også i flere andre af deres butikker. Monies har ud over en CEO også fået en salgschef, Henrik Kejser, der har taget over for Nikolai (og Niels) på messer. De forskellige satsninger har gjort, at firmaet allerede er i fornyet vækst, og med Niels og Karls netværk i den danske modebranche er også flere herhjemme begyndt at få øje på Monies. Den største firmaforandring har dog ikke fundet sted endnu. Niels og Karl skal blive en større del af firmaet, og selvom vejen derhen ikke er helt fastlagt endnu, er tanken, at Gerda og Nikolai langsomt kan slippe mere og mere af firmaet. Nikolai kalder det ‘en lykkelig løsning’. Det samme gør sønnerne.

“I første omgang er den største forandring, at vores navne kommer til at stå på et papir, hvor de ikke stod før, men ja, i længden bliver det noget andet. Jeg tror, at Karl og jeg kommer til at gøre det godt sammen,” siger Niels. “Helt klart. Og selvom Gerda og Nikolai har klaret det virkelig godt som par, ser jeg det da som en fordel, at vi har hver vores verden og familie. Samtidig forstår vi hinanden på en særlig måde, fordi vi er brødre. Vi taler det samme sprog og tænker ens. Derfor tror jeg også, at det er vigtigt, at vi får folk med udefra, der kan udfordre os og tænke på alt det, vi ikke tænker på. Det bliver helt sikkert hårdt, og der skal nok komme nogle kampe, men det er en rejse, som jeg virkelig glæder mig til at opleve som brødre,” siger Karl.

Frokosten er ved at være klar. Gerda kommer begejstret hen til sønnerne med en avokadosten i hver hånd. Den ene er helt lille, lysebrun og rund, den anden aflang og mørk: “Er det ikke vildt? De her sten er fra samme avokadobundt.”

Niels og Karl nærstuderer dem, og snakken går hurtigt fra avokadosten til det finurlige i, at naturen aldrig kan skrives på formel. Men var det virkelig det her, drengene ville? Overtage mor og fars værk? Niels er ikke mange sekunder om at svare:

“At komme ind i noget, der allerede er skabt, kræver, at man laver sit eget take, bruger sit eget krydderi. Jeg ville aldrig kunne gengive en ret lige så godt som den oprindelige kok, hvis jeg fulgte opskriften til punkt og prikke. Karl og jeg tilføjer virksomheden modernitet som krydderi. Men for at kunne lave retten må man forstå og elske opskriften. Og det tror jeg ikke, at der er nogen, der gør, i lige så høj grad som os.”