“Min første reaktion var at tude, spise 8 liter is og se Notting Hill 17 gange”

Hun bliver sammenlignet med popsuccesser som Mø og Sigrid. Mød det danske stjerneskud Mags, som er aktuel med sin første ep

Mags
© PR

Mags er flere gange blevet udråbt som Danmarks nye pophåb. Den 23-årige sangerinde tog første skridt ind på den danske musikscene i starten af 2019 med singlen You’re in his bed, I’m in his head, og Mags’ selvterapeutiske sangskrivning og elektroniske poptoner er blevet vel modtaget.

I fredags landede sangerindens første ep, Conversations I’ve had with myself, som er spækket med ørehængende numre, der fortjener en plads på din Spotify-playliste.

Vi har taget en snak med det danske stjerneskud.

Hvad har du glædet dig mest til ved at udgive din første ep?

“Jeg glæder mig til, at folk kommer til at høre meget mere af ’Mags-universet’, og jeg glæder mig uroligt meget til at høre folks reaktioner. Jeg elsker at få beskeder med folks tanker på Instagram. Det er så sødt af dem, som tager sig tid til at skrive til mig. Derudover er det også fuldstændig fantastisk at få lov til at gå fra aldrig at have udgivet musik før til på bare små fire måneder at udgive fem sange. Jeg føler mig super privilegeret og er enormt spændt på det hele.”

Ep’en har fået navnet Conversations I’ve had with myself. Hvad er forklaringen bag?

“For mig er sangskrivning en måde at forstå mig selv, mine følelser og handlingsmønstre på. Derfor føles det som det helt rigtige navn at kalde ep’en samtaler, jeg har haft med mig selv, da det netop er gennem sangene, som er en repræsentation af mine refleksioner og samtaler, jeg har haft med mig selv, at jeg forstår mig selv bedre. At være 23 år gammel er vildt spændende, udfordrende, eklektisk og forvirrende, så at skrive sange, som bearbejder de oplevelser, jeg gennemgår i disse år, er den bedste og eneste måde, jeg kan bearbejde det på.”

Mags
© PR

Hvad er historien bag din første single, You’re in his bed, I’m in his head?

“You’re in his bed, I’m in his head skrev jeg – ligesom de andre sange på ep’en – efter, jeg havde haft en oplevelse, som sad fast i mit hoved, og som jeg ikke kunne lægge fra mig eller helt forstå. Mere konkret var jeg lige begyndt at se en fyr, og jeg var enormt usikker i et slags trekantsdrama. Jeg havde mest af alt lyst til at bare tude, spise 8 liter chokoladeis og se Notting Hill 17 gange. Jeg må indrømme, at det også var min første reaktion, men efter det nåede jeg et punkt, hvor jeg tænkte ’ej, nu må det være nok, jeg kan godt vende det her’.

Jeg kom i tanke om titlen først, hvilket er ret typisk for min sangskrivning, og så producerede og skrev jeg den færdig med dygtige Joachim Ersgaard. Det er så optur, at en situation, som engang var tårefremkaldende, nu altid får mig til at danse, og at den svære oplevelse er blevet til den sang, som folk synger højest med på de gange, jeg har været ude at spille live.”

Du bliver sammenlignet med popsuccesser som Mø og Sigrid. Hvordan har du det med det?

“Smigret. Jeg er enormt smigret. Jeg synes, at begge er vanvittigt talentfulde og nogle vilde power women. Så sejt, at så mange skandinaviske kvinder kommer i spotlyset på den internationale musikscene. Mere af det!”

Din nye udgivelse er delt op i to – den ene del udstråler overlegenhed, den anden er mere melankolsk. Hvordan kan det være?

“Jeg synes, at noget af det mest magiske ved sangskrivning er friheden til at vælge lige præcis, hvordan man vil tackle en given situation. Jeg kan føle mig ret afmagtet nogle gange, men lige så snart, jeg får det ud i en sang, føler jeg, at jeg har taget kontrollen tilbage over situationen.

Jeg er så hudløst ærlig i mine tekster, at jeg nogle gange synes, det er fedt at tage lyden omkring mine tekster og gøre den mere let, overlegen eller dansabel for at skabe kontrast, men nogle gange vil jeg bare gerne bearbejde en situation på en helt melankolsk måde. Det er den mest ærlige måde for mig at gøre det på. Jeg skriver i alle mulige lydlandskaber, fordi jeg føler en mangfoldighed af følelser, og derfor synes jeg, at det var vildt vigtigt at inkludere sange, som viser en vifte af måder at tackle livets bump på.”

Mags
© PR

Hvilke musikere er dine idoler?

“Jeg er barn af 00’erne og har hørt Boogie-listen religiøst hver fredag det meste af min barndom. Derfor har Britney, Lady Gaga, Pink, Katy Perry, Taylor Swift og Robyn fyldt meget i mit hoved tilbage i tiden.

Det ændrede sig dog lidt, da jeg blev 13-14 år. Der fyldte mange danske artister mere, fordi jeg begyndte at gå til koncert i Århus. Artister som Trentemøller, Michael Simpson, Alphabeat og Duné var i høj kurs dér.

I dag er det en meget eklektisk blanding af artister, men jeg lytter meget til skandinaviske kvinder, blandt andet Drew, Jada, Anya, Clara, Skaar og Hanne Mjøen.”

Hvilke danske festivaler skal du på til sommer?

“Jeg skal på Northside og Roskilde. Gad også godt Tinderbox, primært for at høre Billie Eilish. Wow, hvor vil jeg gerne se Billie Eilish live. På Roskilde skal jeg blandt andet se Robyn, Chance The Rapper, Alma og Kops. På Northside bliver det helt sikkert til Tove Lo, Masego, Mark Ronson, Jada og Benal.”

Er der andet, vi skal vide om Mags?

“I får lige tre hurtige ting. 1) Jeg laver en killer pasta-pesto-parmesan-ret – det er så også det eneste, jeg kan finde ud af at lave, men den holder altså. 2) Jeg glæder mig utrolig meget til at stemme til Folketingsvalget. 3) Da jeg var barn, plejede jeg at få melodien til sangen, som spiller under rulleteksterne i biografen, på hjernen, og så gå hjem og skrive en sang over dén melodi.”