Ingen grænser
Det går stærkt for de to lige nu, og de har selv svært ved at følge med. Fabrikken kører, som de siger.
Rezas mærke bliver vist af de største medier online som Style.com og fransk og britisk Vogue, mens Sivas netop har udgivet sit debutalbum Familie Før Para – familie før penge, et fælles motto.
De har skabt en synergi mellem sig, hvor de sparrer og spørger hinanden til råds. Og hvor de bruger hinandens tøj og musik i deres forskellige shows, events, fotoskydninger, koncerter og videoer. Det er en anden verden end den, de begge kommer fra. Gaden, the gutter, ghettoen er ord, de beskriver deres bagland med. Sivas er vokset op i Brøndby Strand, Reza i ‘alle ghettoerne’.
Tidligere havde de det, de kalder en stereotyp udlændinge-stil: Canada Goose-jakke, brede bukser. Når de gik i byen med deres venner, var døren til klubben ikke altid åben. Noget måtte ændre sig. Og det blev tøjet. Stadigvæk rimeligt street, men med noget mere klassisk over sig. En hættetrøje under en læderjakke. Kasketter. Smalle bukser. Det meste i sort og med tydeligt logo på.
Reza: “Hvis jeg skulle skifte liv, redde mig selv, finde en vej, måtte jeg skifte stil. Jeg kunne ikke nå ud i branchen og ud til folk med den gamle. Og det var positivt. Jeg begyndte at lave tøj til mit crew, så vi kunne få respekt, når vi kom til døren. Folk skulle acceptere os, og jeg lærte, at der var tricks.
Stilen var en illusion, hvor du gav dig selv mere værdi. Det er en vej ud for os.Vi kommer væk fra gaden.Vi kommer væk fra de jobs, hvor du står i en kiosk hele dagen og ikke skaber noget.”
Sivas: “Vi gør det også for at bygge et fundament for fremtidige generationer. Det er derfor, vi er så målrettede og går efter drømmene – for at statuere et eksempel for vores børn. Vi fortæller dem hele tiden: ‘Der er ikke nogen grænser’.”