Mød Skandinaviens ukronede dronning af minimalisme

Er du også vild med COS? Se det tidløse highstreet-mærkes lækre efterår/vinter-kollektion, og mød kvinden bag.

Karin-Gustafsson-COS-Design-Director-Portrait-by-Lars-Brønseth

Karin-Gustafsson-COS-Design-Director-Portrait-by-Lars-Brønseth

© Lars Brønseth

Det var svært ikke at lade sig begejstre under COS-showet, som blev afholdt i London tirsdag. Kollektionen var inspireret af især tidligere årtier, og det var tydeligt at se referencer til både 1990’ernes minimalisme og 1970'ernes teknikker. Kropsnære sorte kjoler, ankellange lædernederdele og skræddersyede frakker sad smukt på et yderst velvalgt modelcast, og der er ingen tvivl om, at kollektionens lækre kvaliteter som uld og læder kommer til at passe perfekt til vores skandinaviske vejr og ikke mindst efteråret, der er på vej.

Vi har mødt COS’ kreative direktør, Karin Gustafsson, til en snak om tankerne bag den nye kollektion – og hvem COS-kvinden egentlig er.

Hvordan vil du beskrive COS med fem ord?
“Selvsikker, omfavnende, moderne, mindeværdig og, jeg ved det er mere end et ord, men: ‘lavet til at holde’.”

Showet blev holdt i London. Hvad elsker du mest ved den by?
“Mine yndlingsting ved London er det miks af mennesker, der er her, forskellige kulturer, der bliver mikset sammen, og den levende kunstscene.”

Hvordan foregår en normal dag for dig?
“Det varierer fra dag til dag, men jeg arbejder tæt sammen med mit team, og nogle gange tager vi rundt og besøger forskellige steder for inspiration. I weekenderne mødes jeg ofte med mine venner eller tager med min søn til fodbold. Jeg er også virkelig glad for at ordne min have.”

Hvad er dine tanker bag kollektionen?
“Vores designtilgang handler i virkeligheden om, at vi er utroligt velovervejede i alt, hvad vi gør – lige fra begyndelsen til slutningen. Vi kigger på samtlige detaljer, de inderste afslutninger på hvert et stykke tøj og ikke mindst på den måde, tøjet falder på kroppen. Igennem hele processen forestiller vi os, hvordan kunden ville reagere, hvis han eller hun skulle bære tøjet. I denne sæson har vi hentet inspiration fra retro-snit og 1990'er-minimalisme til at skabe smallere proportioner og justerbare pasformer. Ultimativt ønsker vi at skabe en garderobe med basisitems i den højere ende af skalaen, som får brugeren til at føle sig empowered og stærk.”

Hvad er dit favorit-look fra kollektionen?
“Et item, der virkelig skiller sig ud, er den dybe v-neck-kjole uden ærmer, der er lavet i en dobbelt uldkvalitet, og toppen, som er lavet i samme materiale. De er begge virkelig gode items at investere i og så alsidige, at de kan bruges til mange forskellige lejligheder.”

COS-AW21-032

Kjolen med den dybe V-hals, som Karin Gustafsson nævner.

© Jack Davison / COS

Designer du til en speciel kvinde, når du designer en ny kollektion? Og hvem er COS-kvinden?
“For mig er COS-kvinden en kvinde, der virkelig går op i kvalitet og ser efter fashion-forward items, som vil kunne bruges nu og langt ud i fremtiden. Jeg tror også, at hun værdsætter, når der er brugt innovative teknikker, teksturer og silhuetter i materialerne.”

Hvordan var det at holde show igen?
“Vi var virkelig glade for at kunne vise vores efterår/vinter-kollektion her i London under London Fashion Week. Da vi lancerede COS i 2007, viste vi vores første show under modeugen i London. Jeg er vild med idéen om, at vi tager på en ny rejse med en ny retning, men at vi viser respekt for begyndelsen samt anerkender og ærer det, der gjorde COS så fantastisk i begyndelsen. Jeg kan godt lide, at modeugen er blevet mere tilgængelig. Og for vores shows vedkommende er det største publikum dem, der har siddet over hele verden og set det live. Vi kan alle fejre det og være en del af det.”

Vi var inviteret til London af COS.

Chefredaktørens tre favoritter fra AW21-kollektionen

Look 1:
“Så elegant og alligevel så enkelt. Toppen i dobbelt uld står smuk til et par herreinspirerede bukser.”

Look 22:
“Frakken er en klassiker. Skarpt skåret og med et stort revers – og så er den også smuk i blå.”

Look 39:
“Den ankellange nederdel falder så flot på kroppen og vil være en favorit i garderoben mange år frem. Den er perfekt til hverdag med en strik og støvler eller sneakers.”