Moeisha Aden: “Find styrken i din kamp”

Det kan godt lade sig gøre at være sort og muslim og leve et liv som transkvinde. Det ville Moeisha Aden, performer, foredragsholder, forfatter og aktivist, gerne have vidst som ung. Derfor gør hun en kæmpe indsats for at være en synlig repræsentant, som LGBT+-unge kan spejle sig i – og for at give stemme til en minoritetsgruppe, som indtil for ganske få år siden ingen havde. Læs interviewet med hende her, der første gang blev bragt i Costume 11, november 2020.

COS_2011_FINAL_RWK-Costume-Moeisha-01_aRGB_High_02

KJOLE Prada hos Mytheresa.com 5.880 kr. STØVLER Celine by Hedi Slimane 18.500 kr.

© Rasmus Weng Karlsen

“Jeg ville ønske, at jeg havde vidst, at det nok skulle gå. At det var et råd, jeg havde fået som ung, ligesom jeg selv har givet det til de unge LGBT+- og transpersoner, jeg talte med under årets Pride,” fortæller Moeisha Aden og drager lynhurtigt en parallel til dette års Zulu Comedy Galla.

Der, hvor vært Sofie Linde offentligt delte en række krænkende begivenheder, hun har været ude for i sin karriere – med begrundelsen, at hvis andre skulle stå i samme situation, skulle de vide, at det var okay at sige nej – og så skulle det hele nok gå alligevel.

“Der tænker jeg, at når Sofie står frem og fortæller det, så er det, fordi hun selv manglede nogen at se op til, da hun var ung, og nogen, der kunne forstå hendes situation. Det er præcis det samme som unge LGBT+-personer har brug for – især dem, der har minoritetsbaggrund. De kigger på mig og ser, at det er muligt: Det kan lade sig gøre at være sort, at være muslim og leve sit liv som transkvinde,” siger Moeisha, der ikke selv havde samme ligesindede at spejle sig, da hun voksede op.

Find styrken i din kamp

Moeisha Aden kom til Danmark i 1990’erne som flygtning fra Somalia og voksede efterfølgende op som børnehjemsbarn i Gentofte. Dengang hed hun Mahamed.

“De første år, jeg gik i SFO, troede pædagogerne ikke, at jeg kunne tale, fordi jeg var så stille. I folkeskolen gik det op for mig, at jeg var anderledes. Jeg vidste ikke, at der var noget, der hed transkønnet, men jeg vidste i hvert fald godt, at jeg ikke var hetero. Da jeg blev 16, ændrede jeg mig til at være én, der råbte op – der var jeg en ung, sort dreng, og det mødte bestemt også modstand,” siger Moeisha og fortsætter:

“At være minoritet lærer dig én ting: Enten holder du din kæft, eller også bliver du den, der kæfter op, slår fra dig og hele tiden insisterer på dine rettigheder. Jeg hører til den sidste kategori. Om det så er at være somalisk minoritet, sort minoritet, transminoritet, kvindeminoritet – ligegyldigt hvor jeg kommer hen, er jeg en minoritet. Det, jeg siger videre til andre unge transpersoner, er: ‘Find styrken i din kamp.’”

COS_2011_FINAL_RWK-Costume-Moeisha-03_aRGB_High_02

KJOLE Celine by Hedi Slimane pris på forespørgsel.

© Rasmus Weng Karlsen

Alene i ensomheden

I juli i år udkom rapporten Udfordringer og stigma i forhold til at have LGBTI-identitet i Danmark, bestilt af ligestillingsminister Mogens Jensen. Den viste blandt andet, at over en fjerdedel (28%) af de adspurgte LGBT+-personer føler sig ensomme, hvilket er fem til seks gange så meget som hos resten af befolkningen generelt (5%). Størst er ensomheden blandt transpersoner, med 46%. En følelse, Moeisha udmærket genkender.

“Da jeg var ung og gik i folkeskolen, var der ikke noget, der hed Facebook og Instagram. Ensomheden og uvidenheden var større. Hvis jeg havde kunnet se på en transkvinde, der levede sit liv og deltog i den offentlige debat, ville jeg selvfølgelig have spejlet mig i hende. Et spørgsmål, alle LGBT+-personer stiller sig selv, er: ‘Hvornår skal jeg springe ud?’ Så kommer man automatisk til at tænke over, hvordan folk vil reagere – skolen, venner, familien – og det er der, hvor mavesår og hovedpine sætter ind, fordi man går med tankerne alene. Til det vil jeg bare sige, at uanset om du springer ud nu eller om 10 år, så er folks reaktioner de samme. Den eneste forskel er dig. Om du er stærk nok til at bære det. Om du er voksen nok til at kunne svare tilbage, om du har sproget. Jeg ventede, til jeg følte, at jeg var alt det. Men for nogen kan det allerede være som 14-årig,” siger hun og henviser til den debat, som regeringens nylige lovforslag om at give mindreårige lov til juridisk kønsskifte forårsagede på diverse sociale medier.

“Hver gang man nævner transkønnede børn i medierne, får det mange negative kommentarer. Og børn er ikke dumme. Det kan godt være, de ikke læser aviser, men de får stadig bekymringer ind overalt – fra sociale medier, fra skolen, fra gaden – de ved godt, hvad der foregår, og skal lægge øre til virkelig meget. Når jeg taler med unge transbørn, prøver jeg at berolige dem ved at sige, at det bare er politik, det har ikke noget med dem at gøre, og at det skal de voksne nok tage sig af.”

COS_2011_FINAL_RWK-Costume-Moeisha-02_aRGB_High_02

KJOLE Prada hos Mytheresa.com 5.880 kr. STØVLER Celine by Hedi Slimane 18.500 kr. ARMBÅND Cartier 160.000 kr.

© Rasmus Weng Karlsen

What the fuck

Lige præcis danske unge er et omdrejningspunkt i Moeishas arbejde, når hun holder foredrag og er moderator inden for krydsfeltet integration, islam, køn og feminisme. Inden corona havde hun planer om en storstilet tour rundt i alle hjørner af Danmark på landets folkeskoler, efterskoler og højskoler for at tale med eleverne om, at den danske ungdom ikke kun er hvid, men også brun og LGBT+ og transkønnet, og hvordan der også skal være plads til, at de unge skal kunne være sig selv på uddannelsesinstitutionerne. Drømmen er nu udsat til næste år.

“Nogle gange kan jeg mærke, hvis der er unge mennesker, der har overtalt deres lærer til at booke mig, fordi de vil have mig til at sætte deres klasse på plads – at jeg skal tage slagene og svare på de ubehagelige spørgsmål – og det gør jeg gerne. Jeg ved også godt, at hvis nogen har gjort en indsats for at finde frem til mig eksempelvis på sociale medier, så er det, fordi de virkelig leder efter svar,” fortæller hun.

Det er blandt andet på Roskilde Festival, at danske unge har oplevet Moeisha – hun performer nemlig også, og igennem musik og tøj iscenesætter hun de oplevelser, hun har haft som sort transkvinde. For eksempel hvordan hun opdagede, at det med makeup var ret ‘what the fuck’, fordi alt er lavet til hvide kvinders hud, og at produkter, eksempelvis til håret og til barbering, er dyrere for kvinder, end de er for mænd.

“Når der er kvinder blandt publikum, plejer jeg at sige til dem: ‘Jeg vil gerne have, at I tænker over alt, I har lært, siden I var 13 år. Det skal transkvinder lære på to år. At lægge makeup, gå i høje hæle, tale som en kvinde, score som en kvinde’,” siger hun og fortsætter:

“Jeg vil bare gerne give noget perspektiv. Nogle gange har folk lidt sådan en ‘Girl, you look good’-attitude, som om det er nemt at komme dertil, hvor jeg er. Transkvinder har ikke haft det privilegium at være 16 år og gå stive i byen for kysse med fyre. Næh, det skulle vi bare holde kæft med og i stedet se på med ondt i maven, imens en anden pige kyssede med ham, vi godt kunne lide.”

Det fællesskab, som Moeisha indbyder LGBT+-ungdommen i, fandt hun selv i foreningen Sabaah for minoritetsetniske LGBT+ i Danmark, som hun i dag er talsperson for. Det var her, hun mødte hundredvis af andre historier som hendes egen, historier, der ikke kom frem andre steder. Det er her, hun møder andre transkønnede, hvis historier hun tager med videre.

“Jeg er privilegeret, fordi jeg er sprunget ud, og det er der stadig masser af mennesker, som ikke kan af alle mulige årsager. Jeg er forpligtet til at fortælle de historier for dem, som ikke selv kan, og forsvare dem og være deres talerør i den offentlige debat. For nogle år siden var det brune LGBT+-miljø stemmeløst. Sådan er det ikke mere.”

TEKST Marlene Toldbod Jakobsen FOTOGRAF Rasmus Weng Karlsen/Link Details STYLING Kristine Halken HÅR & MAKEUP Mads Stig