Naima Yasin: “Giv dig selv en pause”

I september sagde Naima Yasin, Partnership Manager og podcastvært, sit job gennem tre år op – uden at have fået et nyt. Hun kunne nemlig ikke længere mærke sig selv. I det nye afsnit af Costumes podcast ‘Mit bedste råd’ fortæller hun om den grænseoverskridende beslutning, og hvor vigtigt det er, at vi giver os selv en pause en gang imellem. Læs resten af hendes råd til andre her.

Naima Yasin

Naima Yasin

© Privat

Hør Mit bedste råd med Naima Yasin her.

1. “Meningen med livet er ikke villa, Volvo og børn for alle. Jeg kan godt føle, at vi alle har den samme to-do-liste, og hvis man står midt i 30’erne som den i venindeflokken, der ikke er flyttet ud af byen, har nummer to barn på vej og et godt realkreditlån, er det lidt som om, man er bagud. Husk at finde den mening, der gælder for dig selv, men som ikke nødvendigvis findes på en universal checkliste.”

2. “Pas på dig selv. Vær egoist, sæt dig selv i første række, og vær din egen prioritet. Hvis du ikke selv gør det, så er der ikke andre, som gør det for dig.”

3. “Lav frivilligt arbejde. Har du tiden og ressourcerne til det, så find noget frivilligt arbejde. Om det er en uge af din sommerferie eller en time om måneden, så vil frirummet fra din dagligdag give dig noget perspektiv på dig selv som person, din omverden og din egen position. Jeg er lejrleder for en Ungdommens Røde Kors ungdomslejr i uge 28 i Sverige for unge mellem 14-18 år. Hånden på hjertet, så er det den bedste uge på hele året!”

4. “Få styr på din økonomi. Den følelse af ondt i maven, fordi ens økonomi sejler, når måneden starter eller slutter, er ikke et nødvendigt onde. Sæt mål for, at du ikke lever over evne. Har du som de færreste af os ikke forældre eller arv, som kan redde dig, så brug din bank, og kræv, at de taler et sprog, som du forstår, og læg en plan sammen med din chef for, hvordan du kommer op på det lønniveau, du fortjener.”

5. “Værn om dine venskaber. Når du først mister venner, er de utrolig svære, hvis ikke umulige at få tilbage. Det er vigtigt at have venner, som er vidner til dit liv, også når de får børn, partner og flytter ud af byen. Gør en indsats for at involvere dem i dit liv, og check samtidig ind hos dem. Jeg sørger for at invitere mine venner på årsdagen for, at jeg blev kræftfri, og når jeg fylder år. Jeg beder dem om at sende videoer af deres børn, sørger for at lægge besøg ind i kalenderen, og ringer til dem, når jeg ved, at de er i gang med at lave madpakker, og børnene er puttet.”

6. “Det er ikke din opgave at fikse andre end dig selv. For det er et spil, du vil tabe hver gang. Den eneste måde, hvorpå en person virkelig kan løse deres problemer er ved, at de genkender, træder frem og handle på dem. Spild ikke din tid på forhold og venskaber, der ikke kan gøre dette, for det kan i sidste ende være et følelsesmæssigt dræn for dig selv.”

7. “Du kommer ingen vegne med at hoppe over, hvor gærdet er lavest. Husk at gøre dig umage. På arbejdet, i dit forhold, i dine venskaber, i livet. Jeg har lært, at det er nemmere at acceptere fejl og at begå fejl, hvis jeg ved, at jeg gjorde mig umage til at starte med.”

8. “Giv dig selv en pause. Vi er et sted kulturelt, hvor vi får at vide, at vi skal præstere og være produktive hele tiden. Men vi har også brug for tid til downtime - en uproduktiv tid, hvor vi skal fylde os selv op. Om det er fem minutter sidst på dagen, hvor du i stedet for at se fjernsyn eller scrolle telefonen, bare giver dig selv en pause og trækker vejret dybt, eller om det er to måneder, hvor du trækker stikket og fokuserer på at trække vejret. I september i år sagde jeg efter tre år mit job op, da jeg ikke kunne mærke mig selv længere. Jeg er privilegeret med en opsparing, så jeg tog to måneder fri, hvor jeg fik sovet ud og holdt en masse kaffeaftaler med folk, der kender mig professionelt. Det gav mig tid til at mærke efter, hvad jeg ville og under hvilke vilkår. Nu sidder jeg på en ny arbejdsplads, hvor jeg har kunnet stille forskellige krav til arbejdskulturen, lønnen, og hvordan de håndterer sexisme og racisme.”

9. “Lyt til feedback. Når kollegaer, chefer, venner eller partnere giver feedback eller kritik, så husk dig selv på, at det kommer fra et kærligt sted. Et sted, hvor de gerne ser dig blive bedre. Hvis de var ligeglade, havde de nemlig ikke sagt noget til dig.”

10. “Tag plads. Du må godt fylde. Hvis folk ikke hører, hvad du siger på arbejdet, må du godt gentage. I metroen behøver du ikke skubbe dig selv helt ind i hjørnet. Sig højt, når nogle har overskredet dine grænser, også hvis det først er dagen efter, et år eller 15 år efter. Vi opdager først, at grænsen er overskredet, når skaden er sket. Jeg har lovet mig selv at sige til, hvis jeg til en middag eller et møde oplever, at nogen bliver afbrudt. Så spørger jeg altid den, der blev afbrudt, om de havde talt færdigt. På den måde håber jeg, at andre også vil være der for mig, når det er mig, som bliver afbrudt.”