Natasha Al-Hariri: “Det ville være meget lettere at tage tørklædet af”

Natasha Al-Hariri: “I et land som Danmark kræver det nosser at bære tørklæde”

Debattør Natasha Al-Hariri tror på, at en muslimsk kvinde, der bærer tørklæde og samtidig elsker fest, jul og tatoveringer, måske kan rykke ved de fordomme, der findes på begge sider

Olivia Nepper Winther

— 09. april 2017

For 28-årige Natasha Al-Hariri er det et mysterium, at mange mener, at man ikke kan være dansk og muslim på samme tid. Gang på gang stiller hun op i medierne og diskuterer integration – ikke fordi hun har specielt meget lyst, men fordi det er nødvendigt.

Hun tror på, at en muslimsk kvinde, der bærer tørklæde og samtidig elsker fest, jul og tatoveringer, måske kan rykke ved de fordomme, der findes på begge sider.

HVORFOR ER DU BLEVET EN STEMME I DEN OFFENTLIGE DEBAT?

“Min mor er libaneser, og min far er palæstinensisk flygtning født og opvokset i Libanon. De kom til Danmark, da jeg var et par måneder gammel, og endte i Hellerup, hvor jeg voksede op og gik i gymnasiet. En dag spurgte min gymnasielærer, om hendes søster, der var filmdokumentarist, måtte kontakte mig til dokumentaren Fire muslimske stemmer. På det tidspunkt var jeg ikke specielt optaget af temaet. Jeg spejlede mig meget i min omgangskreds i Hellerup, hvor der ikke var nogen muslimer. Jeg endte alligevel med at sige ja, fordi jeg oplevede en stigende tendens til, at den muslimske kvinde blev fremstillet meget negativt i den offentlige debat. Egentlig tror jeg slet ikke på, at man kan tale om ‘den muslimske kvinde’, for der findes over otte hundrede tusind millioner af os i verden. Og den gængse fremstilling af den stakkels, undertrykte og underdanige kvinde har i hvert fald aldrig passet på mig eller nogen, jeg kender. Efter min medvirken i dokumentaren blev jeg ringet op af en masse journalister, der ville have mig med i debatter om integration, islam og nydanskere.

Jeg blev også formand for Ny-Dansk Ungdomsråd og medlem af Rådet for Etniske Minoriteter. I dag er jeg uddannet jurist, men beskæftiger mig fuldtid med at forsøge at nedbryde de fordomme, der desværre eksisterer mellem muslimer og ikke-muslimer i Danmark.”

HVAD ER DET FOR NOGLE FORDOMME?

“For eksempel den voksende diskrimination herhjemme af kvinder, der bærer tørklæde. Den kender jeg både fagligt og privat. Min mor var engang på vej hjem fra indkøb, da en forbikørende bilist kastede æg efter hende. Og da jeg som 13-årig lige havde fået lov til at gå med tørklæde af mine forældre, var der en mand, der spyttede på mig under en strøgtur med mine veninder. Begge episoder har været meget ubehagelige, men mine forældre har altid gjort meget ud af at få snakket om de grimme oplevelser derhjemme og huske os på, at det er enkeltpersoners gale handlinger. Derfor er det den strukturelle diskrimination, der gør mig mest trist. Som når folk med arabiske navne fravælges i lejligheds- eller jobsøgninger. Jeg kontaktes jævnligt af muslimske, danske kvinder, der overvejer at læse jura, men frygter, at de ikke kan få arbejde efter studierne alene på grund af deres tørklæde.

Selvfølgelig skal man da kunne få et job, hvis man er dygtig, lige meget hvad man har på hovedet.”

HVORFOR GÅR DU MED TØRKLÆDE?

“Der er selvfølgelig et religiøst signal i at bære tørklæde. Det er en måde at vise, at jeg er glad for og stolt af min religion. Men det er lige så meget en kulturel ting. En måde at spejle mig i min familie og andre stærke kvinder med samme rødder som mig. Med tiden har jeg nok også udviklet noget fandenivoldskhed, hvor ingen skal bestemme, om jeg går med tørklæde, eller hvordan jeg sætter det. Det er egentlig mærkeligt, at mange ser danske, muslimske kvinder som offergjorte og svage. For i et land som Danmark kræver det virkelig nosser at bære tørklæde. Det ville være meget lettere at tage det af.”

HVORDAN LØSER MAN PROBLEMER MED DISKRIMINATION?

“For mig er den eneste løsning at oplyse om rettigheder og gå i dialog. At spørge manden, hvorfor han spytter på mig, i stedet for at hade ham. Det er selvfølgelig ikke altid nemt, men jeg prøver af alle kræfter at bryde med fordommene via dialog.

Og det gælder på begge sider, for der er skam også en masse fordomme i det muslimske miljø i Danmark. Jeg har for eksempel måttet kæmpe meget imod forestillingen om, at den gode arabiske kvinde står for al husholdning og aldrig råber op. Alle de normer og bokse, folk prøver at proppe en ned i, er så sindssygt begrænsende. Derfor opfordrer jeg alle til at sige: ‘fuck bokse’. Det gør jeg selv ved at være stolt af at gå med tørklæde, men også være stolt af, at jeg elsker at danse natten lang og holde jul. Jeg har taget det bedste med fra begge kulturer. Det betyder ikke, at mine valg er de rigtige for andre, kun at de er det rigtige for danske Natasha fra Hellerup, der har arabiske rødder og derudover er mor, jurist, muslim, kone og debattør. For mig handler det om at vise, at en muslimsk kvinde – ligesom alle andre – rummer mange nuancer. Og så tror jeg på, at det er vigtigt at finde de snitflader, hvor vi har noget tilfælles, frem for at fokusere på, hvor vi er forskellige, herunder etnicitet og religion.”

HVAD ER DET BEDSTE FRA DE TO KULTURER?

“Jeg oplever, at de familiære relationer prioriteres i en anden grad i den arabiske kultur end i den danske. Tætheden og ansvarsfølelsen over for mine forældre, brødre, mand og søn stammer primært fra mit arabiske ophav, og jeg kan for eksempel aldrig forestille mig, at mine forældre en dag skal bo på plejehjem. I Danmark elsker jeg særlig den ydmyghed og lighed, der er mellem folk – også hos magthaverne. I Mellemøsten har en politiker, en advokat eller en læge en oplevelse af at være noget særligt. De fragtes rundt i en kæmpe bil af to bodyguards og bor i store palæer afskærmet fra resten af befolkningen. I Danmark cykler vores politikere rundt blandt alle andre. Den grundlæggende tankegang om lighed er noget af det sundeste, man som samfund og person kan have, og jeg prøver at have den med i alle aspekter af mit liv. At være høflig og gå i dialog med alle, også når en person råber nedsættende ting efter mig på gaden, eller når jeg på DR2 skal diskutere med Martin Henriksen fra Dansk Folkeparti.”

HVAD ER KVINDELIV ANNO 2017 FOR DIG?

“At jonglere mellem arbejde, familie, venner og alt derimellem. Kvinden anno 2017 er en stærk kvinde, der har øjnet sig et mål og stræber efter det.”

HVAD ER DET BEDSTE VED AT VÆRE KVINDE?

“At have en krop, der kan gro børn. Det er simpelthen sådan et kæmpe privilegium at få lov til at få den forbindelse til sit barn, og det er for mig klart det bedste ved at være kvinde.”

HVAD HÅBER DU SER ANDERLEDES UD FOR KVINDER I FREMTIDEN?

“Mit drømmescenarie for fremtidens kvinder er en verden, hvor piger og kvinder både juridisk og i praksis opnår samme rettigheder som drenge og mænd. En verden, hvor børneægteskaber ikke findes, en verden, hvor ulige løn ikke findes, en verden, hvor sexisme ikke findes, en verden, hvor kvinder og mænd kæmper sammen for ligeværd og lige rettigheder mellem kønnene. Og det er en verden, hvor kvinder ikke bedømmes på udseende, men på faglighed og personlighed. En verden, hvor kvinder, der bærer tørklæde, sikres adgang til arbejdsmarkedet på lige fod med deres søstre. En verden, hvor kvinder er stolte af deres køn og deres krop. Og ikke mindst en verden uden fordrejede, absurde kvindeidealer.”

ALT DET, DU IKKE VIL GÅ GLIP AF