Opdaget på Instagram: Fra bagværk til modelarbejde
20-årige Lexie Smith bager brød, der ligner kunst, og har en pythonslange. Nu arbejder Lexi også som model, efter hun blev opdaget på Instagram
AfAmerikanske Lexie Smith bager brød og bruger det som kunstnerisk virkemiddel – blandt andet på de billeder, hun lægger ud på Instagram. Med det ældgamle håndværk vil Lexie Smith have os til at sætte spørgsmålstegn ved verden omkring os. Danske Object faldt over hende på Instagram og overtalte hende til at være ansigt i deres sommerkampagne, hvor hun fra sin lejlighed i New York fortæller sin historie – for at inspirere andre til at fortælle deres.
Object fandt frem til dig via Instagram. Hvad er din holdning til sociale medier? “Mange af mine kontakter og de samarbejder, jeg laver, opstår via Instagram, så det er et meget brugbart værktøj. Det er også derfor, at jeg stadigvæk bruger det – for der er også en bagside ved sociale medier. Jeg er taknemmelig for den stemme, det har givet mig, og at det kan skabe kontakter over hele verden. Jeg kan lægge noget op og få en reaktion med det samme – jeg har for eksempel fået en besked fra en 20-årig pige, der siger, at mit arbejde har været med til at bekræfte hende i den, hun er, og det bliver jeg meget rørt over. Jeg tror, hun identifcerer sig med den måde, mit arbejde favner mange forskellige dele af en kvindes identitet – det er ikke hængt op på et primært feminint eller et åbenlyst maskulint ideal. Jeg synes, at det er vigtigt, at du viser mere end bare et glansbillede af dig selv og din stil på Instagram, at du er ærlig og bruger mediet til at formidle dit arbejde. Jeg har det bedre med at vise små bidder af mit liv, ting, jeg går op i, og æstetik, der tiltaler mig, end bare hvilket outfit jeg har på. For at jeg kan tage mig selv alvorligt, er det vigtigt for mig ikke bare at vise mit ansigt hele tiden – det er også derfor, at den her kampagne udfordrer mine forestillinger om mig selv, fordi jeg jo skal have det o.k. med, at mit ansigt er blæst op.”

Hvorfor sagde du ja til at lave kampagnen? “Der er mange, der vil bruge min person til at sælge noget, og jeg siger ofte nej. Men da jeg begyndte at snakke med Object om projektet, forsvandt mine forbehold lige så langsomt. Vi snakkede i lang tid frem og tilbage, og det gik op for mig, at projektet er bygget op omkring mig og min kunst, og at jeg med mode som ramme fik lov til at snakke om nogle af de ting, som min kunst beskæftiger sig med – blandt andet i en video, der er en del af kampagnen. De hørte på mig, og det er en sjældenhed i den slags samarbejder.”
Hvor lang tid bruger du på sociale medier? “Åh, gud, det tør jeg slet ikke tænke på, men fordi jeg arbejder med mine hænder, bruger jeg heldigvis mindre tid på min telefon end mange andre. Jeg er meget opmærksom på, at vi alle sammen konstant forbruger de samme billeder, og at alt ensrettes. Derfor scroller jeg ikke så meget. Jeg poster, men jeg scroller ikke, fordi jeg tror, at det kun vil påvirke mit arbejde negativt.”
Du bager og bruger brød som et kunstnerisk virkemiddel. Hvorfor brød? “Brød er en del af kulturer i alle dele af verden, og jeg tror på, at brød kan samle folk. Historisk set har bagning været samlingspunkt for kvinder og et middel for dem til at dele viden. Brød er meget ydmygt og uglamourøst at arbejde med, men faktisk også meget komplekst. I dag betragtes brød som noget, der er meget usundt – uden at folk overhovedet sætter spørgsmålstegn ved det. Især i dag med tidens politiske klima skal vi blive bedre til at sætte spørgsmålstegn ved de ting, vi bliver fortalt. Det er brød et symbol på. I stedet for at alle stopper med at spise brød, skulle vi måske spørge, hvad det er, der er galt med det brød, der gør os syge. Undersøge industrien bag. Det samme gælder vand de steder i verden, hvor du ikke kan drikke vand fra hanen. Det er ikke vandet i sig selv, der usundt, men den industri, der forurener det. Jeg spiser masser af brød – det rigtige brød, sundt og nærende brød.”
Hvornår begyndte du at bage? “Jeg begyndte at bage, da jeg var teenager. Jeg var altid meget pirrelig og stresset, og det var næsten som terapi for mig. Når du bager, giver du dig hen og bruger dine hænder og din intuition. Jeg har altid tegnet og skrevet, men brød tilfredsstiller en anden side af mig. Da jeg var færdig på universitetet, begyndte jeg at tjene penge på at bage, men i dag bager jeg ikke nødvendigvis af de samme årsager som dengang. Jeg blev ikke stimuleret kreativt og intellektuelt, da jeg arbejdede på en restaurant.”
Du optræder tit sammen med din pythonslange. Hvad betyder den for dig og dit arbejde?
“Jeg fik Sam for to år siden. Jeg har haft hunde og katte, men min kærlighed til ham er noget helt andet. Siden jeg fik ham, har slanger figureret i meget af mit arbejde – blandt andet har jeg designet en taske med en illustration af en slange på, og meget af det brød, jeg laver, er formet som slanger. Han er en stor del af mit liv – og baggrundsskærm på min telefon.”
Du er med i Objects kampagne og har optrådt i flere modemagasiner. Hvad fascinerer dig ved mode? “Jeg har et lidt kompliceret forhold til mode, for den måde, jeg elsker mode på, er ikke den måde, mode elsker mig. Jeg hader faktisk at arbejde som model, men jeg har gjort det i lang tid for at kunne betale mine regninger – især det seneste år – og jeg er nået til et punkt, hvor jeg aldrig gider gøre det igen. Men på den anden side syede jeg også mit eget tøj som 8-årig, og jeg har studeret på Fashion Institute of Technology i New York. Jeg har altid elsket mode som en måde at finde frem til, hvem man er. Finde sin egen æstetik. Jeg er bare ikke fan af industrien, men sådan har jeg det med mange industrier.”
Lexie Smith står bag Bread-on.earth, hvor besøgende deler historier om og opskrifter på brød. Følg også hendes arbejde på Instagram og Allsemantics.com.