Pelle Peter Jencel: Det må du ikke gå glip af på Bornholm

DJ og radiovært på P3, Pelle Peter Jencel, er født og bosat på Bornholm frem til studenterhuen, og med familiebesøg, sommerferier og DJ-jobs vender han hele tiden hjem til ønskeøen.

Pelle-Peter-DJ

Pelle-Peter-DJ

© Pelle Peter

"Hvis du virkelig skal ud at mærke Bornholm, så skal du ud i landsbyer som Snogebæk, Gudhjem, Svaneke og Allinge. Det kan næsten ikke gå galt – der er så mange små og charmerende steder. Et andet vindertip er at købe eller forberede sit måltid hjemmefra og så tage det med ud på nogle klipper, i en skov eller på stranden. Picnic-gamet er for vildt, fordi der er så meget smuk natur. Og uanset om du spiser en avocadomad eller en burger, så smager den altså bedre på et blødt tæppe, omgivet af den uendelige bornholmske natur."

Hvad er det bedste måltid, du nogensinde har spist på Bornholm?
"Det er jo lidt snyd, for jeg har jo holdt jul på Bornholm, så ... min mormors julemiddag. Men hvis jeg skulle vælge noget, der var mere tilgængeligt for alle, har jeg haft nogle ret vilde oplevelser med venner og familie på Kadeau. For mig afhænger store madoplevelser også af omstændigheder, der spiller. Og på Kadeau er der både en stemning, en udsigt, en betjening, noget vin og en natur, der gør, at du bliver blæst helt bagover. Det hele går op i en højere enhed, når du inden desserten bliver opfordret til lige at gå de 50 meter ned på stranden og tage en dukkert i solnedgangen. Og så er maden i verdensklasse."

Flere yndlingsrestauranter
"... er Nordlandet, som både er restaurant, bar og hotel. Jeg er kommet der med både min kone og mine venner og synes bare, de er vildt ambitiøse og laver sindssygt god mad. Og så ligger det ud til vandet, så du har bare en vanvittigt smuk udsigt, uanset om du er der om vinteren, hvor bølgerne bliver kastet på klipperne, eller på en stille sommeraften, hvor udsigten ligner en Disney-film. Gæsten er også en favorit. Her er det lidt mere kaotisk og løssluppent, med vin og øl og koncert hver aften med navne som The Minds of 99, Mø og Kesi."

Frokost
"... her skal du nok besøge et røgeri. Det er for det første en meget bornholmsk oplevelse, men du får også noget god mad, tilberedt af Næs strand (ikke heeelt Sandkaas, hvor du finder øens bedste kaffe, men altså det tætteste, vi kommer med hensyn til fotodokumentation) mennesker, der er stolte af deres oldgamle håndværk. Der er hele tiden en stor intern kamp på øen om, hvem der har det bedste røgeri, og jeg tør desværre ikke udnævne ét, men Nordbornholms Røgeri i Allinge, Gudhjem Røgeri og Svaneke Røgeri er rigtigt lækre. Du kan få alt fra pil-selv-rejer til makrel, laks og selvfølgelig sild. Og snaps!"

Kaffe
"... smager ekstra godt på Sandkaas Strandbar. De bager boller og holder yoga på stranden nedenfor hver morgen i højsæsonen. Så kan du sidde dér i solopgangen, lytte til bølgerne og få en lun bolle med ost og en kop god kaffe. Nogle gange dukker der også en mand op og spiller trompet, mens folk dyrker yoga. Det er en meget bornholmsk morgenkaffeoplevelse – meget idyllisk og sanselig, ikke mindst."

Hvor køber du de bedste råvarer?
"Bornholm har sine egne torvehaller i Rønne. Dér har forskellige lokale producenter hver en bod. Du få den gode pølse fra Hallegård og ost fra mejerierne. Desuden er der masser af små vejboder, hvor folk sælger ud fra køkkenhaven. Fra kirsebær til nye kartofler."

Og det bedste brød?
"Klart hos Bageriet Brødre. De har virkelig taget ’hvor godt kan man egentlig gøre det’-tankegangen med til Bornholm, og det er next level. De laver også pizzaer om aftenen. Jeg har bare megasvært ved at regne åbningstiderne ud, og når der er åbent, ryger alt hurtigt."

Hvordan tager du madoplevelserne med hjem?
"Jeg husker det simple og skruer op for kvaliteten af råvarerne. Jeg synes, et fællestræk er, at uanset om du sidder på Gæsten eller Kadeau, er de gode til at gøre det simpelt og super smagfuldt, og du kan mærke, at der er tænkt over råvarerne. Det er meget inspireren- de, når jeg står hjemme i mit eget køkken – uanset om jeg laver havregrød til min datter eller pasta til hele familien."