Pernille Rosendahl: “At være kvinde i den her branche er sjældent en dans på roser”

Sangerinden, der har en drøm om ligestilling i musikbranchen, nåede et punkt, hvor hun måtte trække sig fra rampelyst – nu er hun tilbage med fornyet energi

Pernille Rosendahl
© Polina Vinogradova

I år har Costume 15-års jubilæum og en af de kvinder, som har været med siden begyndelsen er sangerinden Pernille Rosendahl.

Lysten til at rykke sig er Pernille Rosendahls evige fordel og forbandelse. Den har blandt andet ført til, at de fleste i dag har en mening om hende, og at hun i flere år havde behov for at trække sig fra rampelyset. Men den har også skabt kreativ fornyelse og forandring, hvilket er blevet dokumenteret i Costume fra dag et.

HVAD ER DIT FORHOLD TIL COSTUME?

“Egentlig kan man vel sige, at Costume og jeg er vokset op sammen. Et af de første interviews, jeg lavede, var til det allerførste nummer af Costume. Vi var begge to helt nye i gamet og i gang med at etablere os som henholdsvis kunstner og modemagasin. Jeg var frontfigur i Swan Lee og følte mig som Bambi på glatis, når det gjalt medierne. Som ung kunstner er det temmelig angstprovokerende at skulle interviewes og udtrykke sig om en masse ting. Derfor var det ikke bare en lettelse, men en stor oplevelse at læse interviewet i Costume af Julie Moestrup (tidligere redaktionschef på Costume, red.). Jeg oplevede, at der var en stærk interesse i det kunstneriske projekt frem for i mig som person, og samtidig følte jeg mig set, forstået og læst. Efterfølgende er Julie faktisk blevet en af mine gode venner, og Costume en del af min inderkreds, som jeg altid har følt en gensidig støtte fra og kærlighed til.”

HVAD HUSKER DU BEDST FRA DE SENESTE 15 ÅR MED COSTUME?

“Jeg var ret nervøs for publikums og mediernes reaktion, da jeg efter Swan Lee i 2009 startede rockbandet The Storm med min daværende mand Johan Wohlert. Derfor havde det en enorm betydning, at Costume endnu en gang kontaktede mig for at lave et stort interview, der igen havde fokus på det kunstneriske projekt frem for bare at være et portræt af et kendt ansigt. Mit behov for at rykke mig kunstnerisk er faktisk blevet dokumenteret igennem alle årene i Costume. Det er unikt, for det behov er ikke bare en fordel, men også en forbandelse.”

HVORFOR ER DET BÅDE EN FORDEL OG EN FORBANDELSE?

“Fordi publikum ikke altid har haft lyst til at rykke med. Folk forstår ikke altid alle mine valg. Jeg er ret sikker på, at mit behov for udvikling kombineret med mit køn har skabt og stadig skaber mange problemer for mig. Som i resten af samfundet, mangler der desværre stadig ligestilling i musikbranchen. Jeg er blevet kaldt kalkulerende og har fået at vide, at jeg har solgt ud, hver gang jeg har optrådt i et magasin eller har skiftet musikalsk spor.

Det vildeste var den gang, hvor fire mandlige journalister på en morgenavis havde listet alle mine ekskærester og tidligere flirts og lavet en overskrift, der gik på, at jeg havde knaldet mig til succes. Ville det nogensinde være sket for en mand? At være kvinde i den her branche er sjældent en dans på roser, og jeg tror derfor, at det er vigtigt at holde sammen og være hinandens heppekor. Jeg hepper helt vildt på Annisette og Birthe Kjær, der som artister har formået at udvikle sig og samtidig er stået ved, hvem de er, gennem mange år. Og på Malene Birger, der har taget nogle seje valg i sin karriere. Da jeg i 2012 var med i Costume-serien Drømmestof bar jeg derfor tøj fra By Malene Birger.”

HVAD TÆNKER DU TILBAGE PÅ FRA DEN SKYDNING?

“Vejret, der var helt forfærdeligt. Det blæste og stod ned i stænger. Egentlig er der noget ret poetisk over billedet i dag, fordi det er taget i X Factor-tiden, hvor jeg virkelig var eksponeret, og tempoet var meget højt. Den tid står i kontrast til, at jeg sidder alene i regnvejret og venter på bussen. Billedet giver på en måde udtryk for, at jeg allermest har lyst til at trække mig selv væk fra det konstante spotlys, hvilket var præcis, hvad jeg gjorde kort tid efter, hvor jeg stoppede som X Factor-dommer og sagde nej til alle medier. Det er først for nylig, at jeg er begyndt at lave presse igen.”

HVAD HAR VÆRET HØJDEPUNKTET I DIT PROFESSIONELLE LIV DE SENESTE 15 ÅR?

“Arbejdet med mit soloalbum Dark Bird fra sidste år er helt klart et af mine professionelle højdepunkter. Det krævede blod, sved og tårer. For at kunne realisere projektet måtte jeg sælge mit hus i Hellerup, flytte i en toværelses med min søn og sætte alle mine penge i arbejdet med albummet. Når man er ung, er det ofte nemmere at satse, da man ikke har så meget at miste. Derfor gør det mig glad og stolt, at jeg i en alder af 45 år turde handle på min musikalitet.”

HVAD HAR VÆRET HØJDEPUNKTET I DIT PRIVATE LIV DE SENESTE 15 ÅR?

“At blive mor. For mig var det en sand verdensomvæltning og en ekstremt befriende følelse at nå til det punkt, hvor livet handler om alt andet end dig selv. Og lige siden, min søn kom til verden, har det været forunderligt at følge det her lille liv udfolde og udvikle sig.”

HVOR VIL DU GERNE VÆRE OM 15 ÅR?

“Jeg er sikker på, at jeg stadig laver musik, for jeg vil synge, til den dag jeg dør. Lige nu arbejder jeg på mit andet soloalbum. Jeg tror også, at jeg har udgivet min første digtsamling – jeg elsker sprogets mange facetter. Og så håber jeg, at den kønslige skævvridning i musikbranchen har ændret sig, og at flere kvinder end én, Anne Linnet i 1985, har åbnet Orange Scene på Roskilde.”