Our website does not support Internet Explorer.

To get the best experience on our website and of our content, please use a more modern browser like Edge, Chrome, Safari or similar.

COS_2105__OSC7356_OSC7356 © Oscar Meyer

“Popkulturen lever et liv, der fortæller os noget om os selv. Det er det, der gør den så interessant”

Det kræver en smule storhedsvanvid. Måden, Eva Eistrup og Lucia Odoom vælger temaet for deres ugentlige podcast ‘Politikens Poptillæg’ på. Det mener de i hvert fald selv. For de to kulturjournalister arbejder ud fra devisen om, at det, de ikke selv kan lade være med at snakke om, netop er det, som andre gerne vil lytte til. Og øjensynligt har de ret. Tusinder lytter med, når de sammen med udvalgte gæster dykker ned i alt fra sexkulter til ‘Gift ved første blik’ og nysgerrigt undersøger, hvad de kulturfænomener, vi i vores dagligdag læser om, lytter til, ser og forbruger, kan fortælle om vores samtid. Podcasten blev egentlig lukket af Lucia Odoom sidste år, men hun og den er tilbage – denne gang med Eva Eistrup som medvært. Vi har mødt de to til en snak om popkutur og Poptillægget version 2.0.

Arme og ord flyver rundt i rummet, når Lucia Odoom og Eva Eistrup snakker. Det samme gør et hav af musik-, litteratur- og tv-referencer. Det ene sekund er de i gang med en snak om 90’ernes tv dinners foran Mr. Bean, i det næste om kapitalismens indflydelse på kvindeligt forbrug. For det nye værtspar i podcasten Politikens Poptillæg tager popkultur alvorligt. Både når de som i dag mødes på caféen Les Voyages i Indre By i København for at snakke om Poptillægget version 2.0 med undertegnede, og når de ugentligt sidder i studiet og nørder popkultur med et skiftende panel af popkultur-eksperter.

“Det lyder måske banalt, men det er faktisk få steder, man kan gøre det. Der er mange, som stadigvæk ikke tager popkultur helt alvorligt. Eller hvor der i hvert fald ikke er en særligt klog tilgang til popkulturen. I Poptillægget tager vi de dagligdags popkulturelle ting, som vi alle sammen beskæftiger os med, fuldstændigt alvorligt som kulturelle produkter. Præmissen er, at intet er finere eller mere rigtigt end andet,” siger Eva Eistrup og peger som eksempel på, hvordan tidens dating-programmer giver et unikt sociologisk indblik i kønsroller og kærlighedsliv.

Hendes medvært, Lucia Odoom, supplerer:

“Tag den nye sæson af Paradise Hotel. Igennem reality-formatet får jeg indblik i, hvordan unge menneskers snak om sex er under forandring. Under et mexicansk poolparty kan man pludselig høre de her 20-årige deltagere tale om positioner, grænser og samtykke. Snakke, der havde været helt uhørte i programmet for syv år siden. Den slags kan jeg gå ind i Poptillægget og snakke om, men der ville nok blive set lidt skævt til mig, hvis jeg lige namedroppede Paradise til en fernisering for noget samtidskunst.”

Genopstandelsen

Poptillægget blev ellers erklæret dødt i sommeren 2020 af dets stifter, Lucia Odoom. En konsekvens af den følelse af ensomhed og vrede, der blussede op sidste sommer i den velrenommerede journalist og anmelder. For mens millioner af demonstranter gik på gaderne for at sige fra over for strukturel racisme i forbindelse med George Floyds død, herskede der fuldstændig stilhed på redaktionerne i JP/Politikens Hus, hvor hun arbejder til daglig. Hendes kollegaer stod ikke ligefrem i kø for at skrive om Black Lives Matter. Derfor omdøbte hun sin årelange podcast til Politikens Protesttillæg, hvor hun i fem afsnit råbte mediebranchen op for dens mangel på minoritetsetniske danskere blandt kilder såvel som ansatte. Derefter sprængte hun med egne ord bomben og nedlagde sin podcast. On air vel at mærke.

“Det var ekstremt intenst og grænseoverskridende for mig at lave Protesttillægget. Det var svært både at være vred på sit arbejde og skulle passe det imens. Jeg stod med følelsen af et vendepunkt og kunne bare mærke, at jeg hverken kunne eller skulle gå tilbage til at hyggesnakke om en Netflix-serie igen,” forklarer Lucia om sin beslutning, der medførte stor ærgrelse både på direktionsgangen i Politikens Hus og blandt de tusindvis af lyttere, der siden 2016 har hørt med, når Lucia med skiftende ekspertpaneler er gået i dybden med alt fra Skam, månen, selvudvikling og Hedi Slimane til klassisk musik, Gift ved første blik og Lana Del Rey.

“Men da jeg så lukkede programmet, kunne jeg hurtigt mærke, at jeg savnede et rum, hvor der var plads til de samtaler, der kom i efterskælvet af Black Lives Matter. En podcast med plads til samtaler og til mennesker. Hvor man ikke skal have svar på det hele. Jo mere jeg prøvede at udvikle nye formater, desto klarere blev det for mig, at den måde, Poptillægget rummer både de svære politiske samtaler og snakken om den nyeste tv-serie på, skaber et helt særligt spændingsfelt, hvor der er plads til tvivl og til pludselige åbenbaringer. Men jeg vidste, at hvis jeg skulle lave det igen, skulle jeg ikke stå alene. Det skulle være sammen med i hvert fald en anden vært, og her var Eva den første, jeg tænkte på. Dels fordi vi har haft nogle fede samtaler gennem tiden, når Eva har været gæst i Poptillægget, dels fordi jeg vidste, at der brænder en ild i Eva,” forklarer Lucia.

Og den er ikke svær at få øje på. Den der ild, der brænder i både Eva og Lucia, når de begejstret snakker om popkulturens mange facetter. Ellers ligner de faktisk ikke hinanden særligt meget – hverken af udseende eller på papiret, hvilket de grinende bemærker, at de fleste andre podcastpar ofte gør. Der er cirka fem år og en del højdecentimeter imellem de to. Lucia er gift, drikker sin kaffe sort og kommer små 30 minutter for sent til interviewet, fordi hun har glemt at blive coronatestet. Eva er mor og single, blev testet aftenen før og er kommet i så god tid til caféen, at hun allerede har nået at bestille og drikke sin første cappuccino inden vores aftale. Og mens Lucia, der har faglige rødder i musikjournalistikken og DR, de seneste par år har været fastansat på Politiken, drømmer Eva, der er uddannet idehistoriker og har rødder i forlagsbranchen, om at blive ansat på en kontrakt.

COS_2105__OSC7649_OSC7649 © Oscar Meyer
“Jeg tror faktisk, at det er derfor, jeg beskæftiger mig med popkultur. Fordi det handler om begær”

Lukrative feministiske foretagender

Forskellighederne til trods sidder de to journalister tilbage med nogenlunde samme tanke efter Lucias bombe. Nemlig at de slet ikke er færdige med at lave en podcast om popkultur.

“Da Lucia nedlagde podcasten, sad jeg som freelancer og prøvede at fedte mig ind på Politiken ved at sende en masse pitch på nye kultur-podcastkoncepter. Men det var kun nyt i gåseøjne, for jeg skrev mig hele tiden tilbage til Politikens Poptillæg, som jeg tit har været gæst i, noget, jeg altid har glædet mig helt vildt til. Helt grundlæggende fordi det at sidde i panelet gav mig mulighed for at snakke om de ting, som jeg går allermest op i, på en kvalificeret måde. Jeg kunne godt sidde derhjemme og fortælle min daværende kæreste om Gift ved første blik, men der var aldrig samme gensidige passion som den, jeg mødte, når jeg kom ind i Poptillægget. Så i bund og grund ville jeg jo bare gerne lave netop det program,” griner Eva.

Ud over nu at være to værter, har Eva og Lucia ikke haft det store behov for at rykke ved det populære podcastformat. De leger lidt med formatet for live-optagelser med publikum, men ellers kører de på, som før programmet blev nedlagt. Med ugentligt nørderi af tidstypiske og overraskende emner. Og på den front lagde de hårdt fra start. I kyndigt panelselskab i form af debattør Emma Holten handlede første afsnit af Poptillægget version 2.0 om, hvordan magt og penge befinder sig i hjertet af tidens sexkulter og selvudviklings-sekter. Undervejs i programmet satte Emma, Eva og Lucia blandt andet deres æter-finger på, hvordan wellnessguruen Gwyneth Paltrows udsolgte Goop-duftlys ikke bare ‘smells like her vagina’, men også af kapitaliseret feminisme. Emnet for det efterfølgende afsnit var i Poptillæg-regi en gammel traver i form af et neddyk tidens modebillede.

Her gav de to faste paneldeltagere Chris Pedersen og Sidsel Alling deres bud på pandemiens betydning for måden, vi vil gå klædt på fremover. Ugen efter var luppen sat på den biografakutelle film Promising Young Woman og ugen efter igen på den prisvindende og anmelderroste tv-serie Master of None. For pop kan være meget, understreger Eva. I bund og grund handler det jo bare om, at noget i vores kultur er blevet populært nok:

“Der hersker en traditionel forståelse af popkultur som noget kalkuleret. Som et direkte produkt, hvor man kigger på samtiden og ud fra den konstruerer et boyband eller en tv-serie, der skal passe til et segment. Men jeg ser det helt omvendt. For mig at se lever popkulturen et liv, der fortæller os noget om os selv. Det er det, der gør popkultur så interessant,” siger hun og kommer med nogle eksempler på den norm-fremkaldervæske, som popkulturindustrien også er.

Hvor kærlighed stadig primært portrætteres som noget mellem en mand og en kvinde, hvor Diane Keaton aldrig må vise bar hud, og hvor specifikke emner og genrer bliver tilegnet forskellige aldersgrupper. Break-ups, begær og venskaber fylder eksempelvis meget lidt i popkulturens portrættering af folk +40 i forhold til portrætteringen af 20-årige, påpeger hun:

“Et godt eksempel er det nye Friends-reunion-afsnit. Her fortæller en af skaberne, Marta Kauffman, at serien skulle handle om de ti år, hvor venner udgør ens familie. I det øjeblik vennerne så stiftede den konventionelle form for familie, stoppede serien. Tænk lige over selve præmissen. Hvad er det dog for en kulturel indhegning af, hvad venskaber er?”

Passion frem for information

Den lyser ofte blåt. Messenger-tråden, som podcastredaktionen, der foruden Eva og Lucia består af producer Sille Westphal, oprettede tidligere på året som en form for idébank til de hurtige indskydelser. Og selvom tråden sandsynligvis indeholder mange skatte, prøver redaktionen ikke at kigge for langt tilbage i den, når de skal vælge emner for ugens program. For man kan ikke planlægge pop.

“Jeg forsøger altid at være lidt skeptisk over for de idéer, jeg har haft i længst tid. For hvorfor skal vi tale om dem lige nu? Det er ikke nok, at en tv-serie er fed, der bliver nødt til at være det der andet i tiden, der gør, at jeg ikke kan lade være med lige at referere til serien, når jeg snakker med folk,” siger Lucia og gribes af Eva, der fortsætter:

“Det handler om at stole på den følelse inde i sig selv og sige, at det er nu, vi gider snakke om det her, så er det også nu, andre gider høre på det. Det er der meget lidt kulturjournalistik, der gør. Normalt skal man altid kunne hænge sin hat på noget for at beskæftige sig med et emne. En aktuel bogudgivelse, et jubilæum eller en universitetsrapport. I Poptillægget går vi meget mere med mavefornemmelsen.”

Et resultat af den mavefornemmelse er en sommerserie (interviewet er lavet før sommerferien 2021, red.), som redaktionen i øjeblikket er ved at planlægge. Den skal handle om romance-genren. En perfekt genre at dykke ned i for de to værter, fordi den på den ene side er voldsomt populær og på den anden er udskældt – præcis som reality-tv og selvudvikling.

“Det er vildt interessant, hvordan et tema, der er så stort og rummer så mange nuancer som kærlighed, er blevet gjort tacky. Romance-genren er blevet forvist til en eller anden afkrog sammen med ugebladet Hjemmet, så i sommerserien skal vi blandt andet dykke ned i de få eksempler, hvor det ikke er sådan. Se på, hvordan det for eksempel er lykkedes for Sally Roonys Normal People at blive taget seriøst som litteratur og anmeldt i tidsskrifter,” forklarer Eva og drikker resten af sin anden cappuccino, inden hun fortsætter:

“Det er ikke, fordi romance-genren nødvendigvis er mere aktuel nu end for fem måneder siden, men dér må vi gå ud fra, at hvis det tænder noget i os lige nu, så tænder det nok også noget i nogle andre. Det er egentlig lidt storhedsvanvidsagtigt,” siger hun med et grin.

“Helt sikkert. Men det er hundrede procent min tilgang. Det bliver alt for tørt, hvis fortællingen mere er styret af information end af passion. Måske er det, fordi jeg har været i DR og lavet public service, hvor man skal fortælle for at oplyse borgerne om noget. Det fungerede ikke rigtigt for mig. Det er meget federe at lave noget, fordi man ikke kan lade være. Jeg tror faktisk, at det er derfor, jeg beskæftiger mig med popkultur. Fordi det handler om begær. Jeg er hele tiden lidt bange for, at der kommer nogen og siger, at nu er det slut. At det er på tide at tage hen på Det Kongelige Bibliotek for at researche noget. Men jeg har ikke lyst til at vokse fra begær, jeg synes faktisk slet ikke, at det er et vokseværk-spørgsmål. Det er et livsprojekt,” slutter Lucia. _