Our website does not support Internet Explorer.

To get the best experience on our website and of our content, please use a more modern browser like Edge, Chrome, Safari or similar.

COS_2011_FINAL_RWK-Costume-RittBjerregaard-02_BW_aRGB_High © Rasmus Weng Karlsen

FRAKKE Stella Mccartney 18.250 kr.
SKJORTE Ritts egen
BUKSER Ritts egne
GUMMISTØVLER Ritts egne
STYLING Clara Matz

Ritt Bjerregaard: “Der er intet i mit liv, jeg fortryder"

Ritt Bjerregaard, 79 år, gik benhårdt efter magten. Som ung kvinde i en tid, hvor det ellers fortsat var gamle mænd, der regerede stort set suverænt. Hun vandt den, selv om det kostede både blod, sved – og en enkelt tåre. Og hun har ingen fortrydelser. Ikke en eneste én. Men der er noget, hun ville ønske, hun havde vidst. Det handler ikke om politik. Men om hendes mor.

Det ligger ellers lige for. Hvis der er noget, Ritt Bjerregaard, toppolitiker, tidligere minister, EU-kommissær og overborgmester, ville ønske, hun havde vidst, må det være noget fra hendes politiske liv. En erkendelse eller en indsigt, der ville have givet hende et fastere greb om magten. Eller måske bare et mere gnidningsfrit ridt gennem politiske stormvejr, skandaler og succeser. Men det er ikke det, Ritt Bjerregaard vil tale om. Vi skal langt væk fra Christiansborgs snoede gange og langt væk fra Kommissionens kantede hovedsæde af glas og stål. Vi skal ud på landet. Til en plantage på Sjælland og et lille, sirligt bed af rødbeder i snorlige rækker. For det er her, der sker noget, som senere i Ritt Bjerregaards liv vil få hende til at vende sig om og se sig tilbage. Og til at tænke, at det ville hun ønske, at hun havde vidst.

Hun tager imod i Kartoffelrækkerne på Østerbro. Det grå hår er sat op i den karakteristiske stramme knold i nakken. Ansigtet er blevet ældre, og de fine linjer flere. Men øjnene er klare, og det underfundige, let ironiske smil er fortsat intakt. Ritt Bjerregaard er smuk. Og skarp.

“Det er et gammelt skomagerhjem”, siger hun og peger på et sortmalet butiksskilt skåret i træ, som hun og hendes mand, historiker Søren Mørch, har reddet op fra husets kælder og hængt op i entréen.
Som et nik til det gamle københavnske arbejderkvarter, der i dag for længst har sagt farvel til dets oprindelige beboere og i stedet huser repræsentanter fra hovedstadens intellektuelle og kreative klasse. Overlæger, arkitekter og toppolitikere.

“Vi tror, at han har haft værksted her,” siger hun og viser indenfor i en lille stue. I dag er skomagerens værksted indrettet med lyse Børge Mogensen-møbler. Væggene er malet okkerrøde og prydet af enkelte indrammede og signerede værker. Der er bøger i reolen og få udvalgte genstande i vindueskarmen.

Husets forvandling er på mange måder et billede på Ritt Bjerregaards egen opstigning. Fra en opvækst i et arbejderhjem på Vesterbro hos en far, som var glødende kommunist, og en mor, som passede hus og børn, og til en position i de danske historiebøger. Som en af dansk politiks mest fremtrædende skikkelser i nyere tid. En af landets første kvindelige ministre. Bare 32 år gammel var hun, da hun i 1973 første gang satte sig til rette på taburetten.

“Der var intet i min opvækst, der pegede på, at jeg skulle på gymnasiet, uddanne mig og få den karriere, jeg fik,” siger hun. “Intet overhovedet.”
Det er også derfor, det ligger så lige for. Der må have været koder, hun gerne ville have kendt til? Kneb, tricks og genveje, der kunne have gjort hende bedre i stand til at dukke sig for de slag, hun fik som ung kvindelig toppolitiker i en verden, hvor gamle mænd stadig var vant til at regere alene?

Men sådan har hun det ikke.
“Der er sådan set ikke noget i mit politiske liv, hvor jeg tænker, bare jeg dog havde vidst det. For jeg vidste nok. Og jeg vidste også, at hvis jeg skulle have et politisk liv, var der ingen vej udenom. Så måtte jeg kæmpe de kampe og tage de slag. Der findes ikke kneb eller genveje til en mere gnidningsfri vej gennem en politisk karriere. Man er nødt til at stå der og tage knubsene. Og det gælder i øvrigt ikke kun i det professionelle liv, men også i det private,” siger hun.
“Den erkendelse, jeg vil fortælle om, handler ikke om politik. Den handler om min mor.”

COS_2011_FINAL_RWK-Costume-RittBjerregaard-05_aRGB_High © Rasmus Weng Karlsen

TØJ Ritts eget
MAKEUP Mads Stig

I rødbedebedet

Og så er vi tilbage på det sjællandske landsted. Ved rødbederne i de snorlige rækker. Ritts mor står bøjet over grøntsagerne. Hun river rødderne op af jorden. Ikke nænsomt og omhyggeligt, som hun plejer. Men vredt. Næsten arrigt.

“Vi havde en æbleplantage på Sjælland, Søren og jeg og mine forældre. Da min far blev syg, havde de lyst til at komme på landet, men de havde ikke råd, så vi gik ind med en andel. I de første mange år var vi der meget sammen. Vi fik etableret plantagen, og vi kom der, sov der og spiste der. Og så opstod der sådan nogle episoder, som undrede mig.”

Den første fandt sted i rødbedebedet. “Hun gik og hev rødbeder op, da jeg så hende, og jeg stoppede op og sagde: ‘Ej hvor dejligt, skal vi have rødbedesalat’? Men hun var helt afvisende. ‘I er fuldstændigt ligeglade med mine grøntsager’, sagde hun, ‘de skal bare hives op og smides ud’. Jeg blev paf og sagde: ‘Mor, det er vi da ikke. Det er da skønt med de grøntsager’. Men hun var vred og ked af det og ville overhovedet ikke høre på mig. Det var ukarakteristisk, og jeg tænkte da også, at der var et eller andet, der ikke var godt. Men jeg havde travlt. Jeg var kommissær i Bruxelles på det tidspunkt. Så det blev ved det.”

Den anden episode var voldsommere.
“Min mand har altid været glad for at lave mad, og han har altid lavet vores mad derhjemme, så da vi købte æbleplantagen sammen med mine forældre, sagde jeg til min mor, at: ‘Når Søren og jeg er her, så behøver du slet ikke tænke på at gå og slide i køkkenet. Søren laver maden, og vi skal nok købe det, der skal bruges’. Nu er min mand meget optaget af selve madlavningen og ikke særligt social, når han går i køkkenet, og det har altid passet mig fint. Jeg har kunnet trække mig og arbejde, til han kaldte og sagde, at maden stod på bordet. Men min mor reagerede anderledes.”

En aften, hvor Søren havde lavet en langstidsstegt kylling med hvidløg – en af Ritts forældres egne kyllinger i øvrigt – kom reaktionen. Ritts mor spiste pludselig ikke hvidløg. Efter at have indtaget adskillige retter med hvidløg i flere år var det intet mindre end utænkeligt, at hun nu ville sætte tænderne i kyllingen. For hun rørte ikke hvidløg. Ikke på vilkår.

“Vi var aldeles uforstående og sagde: ‘Selvfølgelig spiser du da hvidløg, hvad mener du?’ Men hun spiste i hvert fald ikke hvidløg, og den kylling skulle hun i hvert fald ikke have noget af. Det var det første, vi nogensinde havde hørt til det, så vi pressede hende lidt. Og så begyndte hun at græde. Min far gik ovenpå med hende og bad os spise videre. Og vi spiste videre, selv om vi var noget foruroligede.”

Dagen efter var Ritts mor stadig ked af det.
“Jeg forsøgte at gå hen til hende og tage om hende. Men hun skubbede mig væk og sagde: ‘Gå væk med dig. Lad mig være. Lad mig bare være’. Det var begyndelsen på en tristhed, der prægede hende resten af hendes liv, og som jeg først forstod årsagen til langt senere i mit eget liv. Og det er det, jeg gerne ville have vidst. Jeg ville ønske, at jeg havde tænkt mere over det og allerede dengang forstået, hvad der var galt.”

COS_2011_FINAL_RWK-Costume-RittBjerregaard-03_aRGB_High © Rasmus Weng Karlsen

FRAKKE Stella Mccartney 18.250 kr.
SKJORTE Ritts egen
BUKSER Ritts egne
GUMMISTØVLER Ritts egne
STYLING Clara Matz

Fortryder intet

Det var først, da Ritt Bjerregaard flere år senere begyndte at skrive sit eget livs erindringer ned, at hun begyndte at forstå, hvorfor hendes mors liv endte, som det gjorde. Med en underliggende tristhed og en følelse af meningsløshed, som hun aldrig helt formåede at ryste af sig.

“Min mor var jo typisk for sin generation af kvinder. Hun gik hjemme, fik husholdningspenge og skulle få det hele til at køre og gå op. Hun var meget dygtig til at sy og strikke, og hun kunne få alting ud af meget, meget lidt. Men den husmorrolle forsvandt jo stort set i hendes tid. Og det jeg kunne se, da jeg sad og skrev, var, at de funktioner, hun mestrede og havde været dygtig til, og som havde givet hende mening og værdi, de var forsvundet. Der var ikke brug for, at hun kunne lappe, der var ikke brug for, at hun kunne få alting ud af ingenting. Sy, strikke, hækle eller lave massevis af syltetøj.”

“Tilbage havde hun så, at det var hende, der skulle sørge for maden. Samtidig med, at hun også påtog sig en offerrolle – som også var karakteristisk for hendes generation – nemlig at man skulle have lidt ondt af hende over, at hun skulle lave al den mad. Det skulle være synd for hende. Man skulle synes, at det var hårdt og slidsomt, alt det, hun skulle tage sig af.”

Ritt Bjerregaards fejl bestod i at tage hende på ordet. “Den fejl, jeg begik, var at tro, at hun gerne ville være fri, og at det ville være så dejligt for hende, at Søren overtog maden. I virkeligheden fjernede jeg den sidste del af mening i hendes liv. Men jeg kunne ikke se det dengang. Jeg var simpelthen slet ikke opmærksom på det.”

Hvad havde du gjort anderledes, hvis du havde vidst det dengang?
“Jeg havde sagt til min mand: ‘Når vi er hos mine forældre, så er det min mor, der laver mad. Og du må endda meget gerne rose hende for det.’ Og han havde helt sikkert sagt: ‘Jamen hun er jo dårlig til at lave mad. Hun bruger margarine i stedet for smør. Og hun koger gulerødderne ud.’ Og det var nok rigtigt nok. Men jeg skulle have holdt fast i, at det var der altså ikke noget at gøre ved. At han måtte tilpasse sig. Og lade hende komme til.”

“Hvis jeg selv havde haft kræfterne til det – og det er jeg ikke sikker på, at jeg havde – men så skulle jeg have lavet lidt mad sammen med hende. Vi havde det hyggeligt i en årrække, hvor vi lavede morgengymnastisk sammen. Og det var de baner, jeg i højere grad burde have tænkt i. Hvad var det, hun havde lyst til, og hvad var det, vi kunne have gjort sammen?”

Handler den erkendelse så helt grundlæggende om, at man skal have blik for de mennesker, man elsker, på deres egne præmisser. Se dem som dem, de er, i stedet for dem, man tror, de er?
“Ja, det er meget præcist formuleret.”

“Men man må også se i øjnene, at der kan være dele af ens liv, hvor man er så travl, har så meget andet i hovedet, at man ikke har overskud til at se de ting hos mennesker, selvom de er vigtige for en. Og det bliver man så nødt til at leve med, når de ikke er her længere.”

“Jeg fik altid at vide, at jeg duede. Og det lå der en stor styrke i”

Ritt Bjerregaard var tættere på sin far end sin mor. Hun var den førstefødte i søskendeflokken. Et kvikt, smukt og opvakt barn, der helt naturligt blev sin fars pige.
Men det var det hjem, både hendes far og mor skabte og drev frem sammen, der udstyrede deres ældste datter med det mod og den modstandskraft, hun senere trak på i sin politiske karriere.

“Det var på ingen måder et rigt eller privilegeret hjem, men der var en råstyrke, som jeg fik med mig. Jeg fik altid at vide, at jeg duede. Og det lå der en stor styrke i. Jeg har talt med mange jævnaldrende kvindelige kolleger og veninder, som ikke fik at vide, at de duede, men fik at vide, at det nok ikke var noget for en pige. Hos mine forældre mødte jeg en total accept af den, jeg var, og en tro på, at jeg kunne det, jeg ville. Både fra min mor og min far. Jeg kunne have silkebånd om livet og have yndige krøller i håret. Og jeg kunne rende rundt med drengene i kvarteret. Med på den værste. Begge dele var i orden.”

Selvom Ritts far var kommunist om en hals, og Ritt Bjerregaard senere meldte sig ind og gjorde karriere i Socialdemokratiet, havde de også senere i livet en fælles interesse. For samfundet og dets udvikling og forandring. Afstanden til Ritts mor var større. “Vi levede jo to forskellige liv. Hun var hjemmegående. Jeg blev karrierekvinde.”

“Men jeg vidste godt, at hun var stolt over at kunne bidrage til det liv, jeg fik. En overgang strikkede hun sweatre til mig, som jeg optrådte i, når jeg var i fjernsynet. Hjemmestrikkede sweatre i skrappe farver og ret vilde mønstre. Og hun var så stolt og glad for, at det, hun kunne, kunne bruges. Jeg kan huske, at jeg mindede hende om en mørkeblå sweater med små, hvide dutter, som jeg huskede, at hun selv havde brugt, og sagde: ‘Det kunne være sjovt, hvis du strikkede sådan en til mig.’ Så strikkede hun sådan en, som jeg sådan set stadigvæk har. Og stadigvæk bruger. Og så var hun glad, så jeg vidste nok godt, at hun havde en glæde ved det, hun kunne. Jeg kunne bare ikke dengang koble de ting sammen.”

Det ville Ritt Bjerregaard ønske, at hun havde kunnet gøre. Koble tingene sammen. Alligevel er hun ikke tynget af fortrydelse.
“Jeg er selv meget positivt indstillet, så jeg skynder mig at tænke på alle de ting, der gik godt. At vi lavede morgengymnastik og en gang imellem gik til koncerter sammen, og hvor glad hun var for det. Man skal ikke lukke øjnene for, at der også er nogle ting, der er gået galt. Noget, man ville ønske, man havde vidst, så man måske kunne have gjort det anderledes. Men i stedet for at grave sig ned i, hvor trist det er, så synes jeg, man skal acceptere, at det var sådan, det blev.”

Man får ikke altid bundet smukke sløjfer på alting?
“Nej, det gør man ikke. Men det er ikke ensbetydende med, at man skal fortryde sine handlinger. Der er intet i mit liv, jeg fortryder. Og når jeg taler om min mor, så taler jeg heller ikke om det som en fortrydelse. For det er det ikke. Det er en erkendelse. En vigtig erkendelse, som derfor er værd at dele med andre.”

Mere om Interview? Få Costumes nyhedsbrev