Our website does not support Internet Explorer.

To get the best experience on our website and of our content, please use a more modern browser like Edge, Chrome, Safari or similar.

RWK-Costume-Rosemarie-03_aRGB_High-copy © Rasmus Weng Karlsen

Rosemarie Mosbæk: “Nogle gange bliver jeg træt af at være i mit eget hoved”

Hvis der er én ting, der er gået igen i Doggystyle-skuspiller Rosemarie Mosbæks liv, er det, at hun bekymrer sig. For meget og alt for tidligt. Og for det meste helt uden grund. For det viser sig jo nærmest altid, at tingene nok skal gå. Derfor gad hun godt være lidt bedre til at slappe af, lade være med at ryste på hænderne og tillade sig selv at nyde, når ting rent faktisk lykkes.

Rosemarie Mosbæk flytter lidt rundt på sukkerposen til sin filterkaffe, mens hun tager tilløb til at svare. Hun kigger ud på Enghave Plads på Vesterbro i København for at samle tankerne. Det kan være nødvendigt, når man har mange af dem. Og som en kontrast til det indre mylder af tanker kommer ordene helt langsomt og velovervejet ud: “Det er svært. For det er et meget voksent spørgsmål, som handler om at kigge tilbage på sit liv. Og der er jeg ikke rigtigt endnu.”

Selvom den 23-årige skuespillerinde finder spørgsmålet om, hvad hun ville ønske, hun havde vidst, meget modent, er der alligevel én ting, hun tænker på. En ting, der harmonerer ganske fint med denne her tid på året, hvor dagene bliver mørkere, og mange af os bliver ramt af en snert af melankoli: “Jeg ville godt have vidst, at man ikke altid behøver at sige: ‘Hvad nu hvis’. At man ikke behøver at bekymre sig så meget. Det kunne jeg godt have undladt, når jeg kigger tilbage. Der er meget få af de bekymringer, jeg har haft, som nogensinde har udspillet sig. Så nogle af de tanker kunne jeg godt have været foruden.”

Frygten for store forandringer

Rosemarie Mosbæk spiller hovedpersonen i DR’s succesfulde ungdomsserie Doggystyle. Seriens to sæsoner blev sendt i 2018 og 2019, og Rosemarie Mosbæks hudløst ærlige præstation som den rebelske og forvirrede pige Asta fik hende nomineret til en Robert-statuette.

Fordi hendes far er skuespiller, har Rosemarie Mosbæk været i miljøet hele sit liv. Derfor har hun altid vidst, at hun ville være skuespiller. Alligevel var det hendes medvirken i tv-serien, der overbeviste hende om, at hun skulle satse hundrede procent på skuespillet. Det førte til to år på Akademiet for Scenekunst, som er en teaterskole med fokus på performance og bevægelse, og bagefter søgte hun ind på Odense Teaterskole, hvor hun blev optaget og begyndte i sommer. Og selvom hun er glad for sit valg og elsker at lave teater hver dag, var det at skulle flytte langt væk fra venner, familie og hjembyen København et godt eksempel på en af de ting, hun har været rigtigt bekymret over. For netop omvæltninger udløser frygt i Rosemarie Mosbæk.

“Jeg er tryghedsmenneske, så jeg bekymrer mig, når forandring er på vej. Når jeg skal noget nyt. Da jeg skulle flytte til Odense og rykke lidt op i mit rodnet, forestillede jeg mig alle mulige skrækscenarier. Derfor måtte jeg tit ringe til min mor og blive beroliget. Hun er god til at fortælle mig, at jeg ikke skal lave så mange benspænd for mig selv. Og når jeg så bliver bekymret igen, får hun lige et opkald til. For jeg glemmer hurtigt, hvorfor jeg ikke skulle bekymre mig, og har brug for lige at blive mindet om det igen.”

Opslugt af et sort hul

Egentlig har Rosemarie Mosbæk altid haft tendens til bekymringer. Det er bagsiden ved at have en virkelig god fantasi og et stort forestillingsapparat, der kom til udtryk, allerede da hun var barn. “Da jeg var lille, var jeg bange for ting, jeg opsnappede en flig af i skolen eller i radioen. Det kunne vokse sig til kæmpestore dimensioner i mit lille barnehoved. Da en af mine skolekammerater fortalte om en konspirationsteori, der handlede om genskabelsen af Big Bang, var jeg sikker på, at jeg ville blive opslugt af et sort hul midt i matematiktimen.”

Rosemarie Mosbæk kan også blive bange, når det går rigtigt godt, og hun ikke har noget som helst at klage over. For hvad nu hvis det hele pludselig stopper? Hun frygter, at det gode kan vende, at der er nogen eller noget i universet, der sætter en stopper for det. “Jeg gad godt have haft sådan et fremtidsvindue, så jeg vidste, at ulykken ikke lå og lurede lige efter det gode for at tage det hele fra mig. Kunne vi opfinde det? Og tjene nogle penge på det?”

Bekymringen forsvinder fuldstændigt, når jeg står i det, jeg bekymrede mig for.

Selvom tech-industrien nok ikke lige har et fremtidsvindue i støbeskeen, holder bekymringerne trods alt ikke Rosemarie Mosbæk fra alligevel at gøre alt det, hun frygter. På trods af skrækscenarierne og dårlige nerver kaster hun sig ud i det, og så er det, at hun hurtigt finder ud af, at hun bekymrede sig helt uden grund. Det er også derfor, hun ville ønske, at hun havde vidst, hvor meget spild af tid det er at være bange. For det viser sig jo næsten altid, at der ikke var noget at frygte.

“Jeg gør jo altid de ting, der bekymrer mig. Men det er med rystende hænder og alvorlig mine. Og så indser jeg, at det, jeg var bange for, ikke skete. Det er det, der er så dumt. Bekymringen forsvinder fuldstændigt, når jeg står i det, jeg bekymrede mig for. Og så siger jeg til mig selv, at jeg skal huske til næste gang, hvor godt det gik. Men når jeg så står over for en ny situation, tænker jeg, at selvom det gik godt sidst, så må jeg hellere blive bange igen. For hvad nu hvis det går galt denne her gang.”

Snydelogik

For Rosemarie kommer bekymringerne helt klart af et behov for at kontrollere situationen. Hvis hun bliver ved med at fokusere på det, hun forestiller sig kan gå galt, kan det nemlig ikke pludselig komme bag på hende. Hvis hun derimod kommer til at fokusere på noget andet, kan det være, at skrækscenarierne udspiller sig. Det kalder Rosemarie Mosbæk for en snydelogik. At det er bedst at bekymre sig på forhånd for i det mindste at have tænkt på det og være forberedt.

“Men egentlig ved jeg jo godt, at jeg slet ingen kontrol har. Og nogle gange kigger jeg så meget på det, at jeg helt glemmer noget andet, jeg skulle huske. Så føles det virkelig som spildt energi, som jeg kunne have brugt på noget mere fornuftigt. For eksempel på at vaske tøj.” Rosemaries bekymringer gør det svært for hende rigtigt at nyde tilfredsheden ved, når noget går godt.

“Jeg kan nærmest først nyde situationen, når den er forbi. Så kan jeg rigtigt se, hvor dejligt det var, fordi der ikke skete noget dårligt”

“Nogle gange bliver jeg træt af at være i mit eget hoved. Der er to derinde, der diskuterer med hinanden. Én der søber rundt i tankerne, og én, der siger: ‘Kom nu for fanden! Så slap dog af og nyd det!’ Jeg kan nærmest først nyde situationen, når den er forbi. Så kan jeg rigtigt se, hvor dejligt det var, fordi der ikke skete noget dårligt.”

Selvom det kan virke helt skørt at have en masse bekymringer og frygt for ting, som ofte ender med at være gode, føler Rosemarie Mosbæk sig ikke særligt unormal. Desværre. Faktisk tror hun, at rigtigt mange på hendes alder går rundt med en masse tankemylder og angst.

“Jeg tror, det er ret almindeligt, at man i perioder kommer meget op i sit eget hoved. I hvert fald i den periode af livet, som jeg er i nu. Man står lidt på vippen til at skulle blive voksen, og det kan nok godt skabe en del frygt og bekymringer. For nogle kommer det til udtryk fysisk i forskellige former for angstanfald, hvor man har svært ved at få vejret. For andre forbliver det mere psykisk i form af abstrakte tanker.”

Rosemarie Mosbæk gad virkelig godt være typen, hvis bekymringer var lidt mere konkrete. Lidt ligesom Asta fra Doggystyle. Hendes bekymringer handler mest om, hvorvidt hun har penge nok til huslejen, om at træffe klimavenlige valg, og om hun er kæreste med den rigtige.

“Det ville være nemmere, hvis jeg bare var bange for at træde på stregerne på fortovet. Så kunne jeg jo gå uden om dem. Det må være dejligt at være sådan en, der tager lidt mere let på ting, man alligevel ikke kan kontrollere. Det må være den ultimative frihed på en måde.” Alligevel kan Rosemarie Mosbæk også godt se en værdi i at bekymre sig. For i stedet for at bremse hende, har det nærmest den modsatte effekt. Det tvinger hende fremad.

“Jeg tror, at modstand også kan være en form for drive. Og hvis jeg så mangler noget modstand, skaber jeg det bare selv for at holde liv i mit drive.”

FOTOGRAF Rasmus Weng Karlsen/Link Details STYLING Kristine Halken MAKEUP Lou Ditlevsen/Agentur CPH HÅR Julie Garret/Agentur CPH MODEASSISTENT Micella Hansen FOTOGRAFASSISTENT Santiago de la Vega.

Mere om Interview? Få Costumes nyhedsbrev