
Salma Badeh: “Jeg er blevet spurgt, om jeg kunne tage paryk på over mit tørklæde”
Så kan vi alligevel ikke bruge dig. Det var den besked, model Salma Badeh Taimour i første omgang blev mødt med i modebranchen, da hun besluttede sig for at begynde at bære hijab. Men i dag kan hun både skrive modeljobs i ind- og udland på sit CV. Her fortæller den 20-årige model om sin – ikke helt nemme – vej ind i branchen og om altid at have følt sig anderledes end alle andre.
Af — 22. april 2022Hvordan begyndte din modelkarriere?
“Da jeg var 16 år og gik i 9. klasse, blev jeg stoppet af en modelscout på strøget i Århus. Det var midt i sommerferien, og jeg havde besluttet, at jeg ville begynde at gå med tørklæde efter ferien. Det fortalte jeg, og derfor ville de alligevel ikke bruge mig. Der gik nogle år, og så blev jeg igen stoppet på gaden – denne gang i Berlin. Jeg holdt sabbatår og var på tur med mine veninder. Scouten snakkede tysk, så jeg fattede ikke en skid af, hvad hun sagde, men min veninde sagde til mig: ‘Salma, hun siger noget med et fotoshoot, bare gør det’. Stylisten til fotoshootet tilbød mig, at jeg kunne komme til Paris for at møde en agent, som kunne hjælpe mig videre, og så gik det ellers bare stærkt derfra.”

Salma Badeh og hendes veninde, stylisten Fatimah Gabriella med hver deres farverige, strikkede 'hippie-hue', som Salma Badeh siger. Hun fortæller, at det er blevet populært blandt mange modeller i storbyer – inklusive hende selv, når hun er til modeuge i København – at gå i ‘hippie’-tøj. Men så snart hun kommer hjem til Rønde, bliver den strikkede hue lagt på hylden. ‘Ude på landet’ er hun nemlig ligeglad med, hvordan hun ser ud.

Salma Badeh får mange kærlige kommentarer på sine billeder på Instagram, hvor hun deler sjove og helt afslappede billeder af sig selv og sin hverdag i såvel Rønde som i København og udlandet.
“Jeg tænkte bare: 'Hvad fanden sker der, nu bliver jeg millionær''”
Hvad var dit første job?
“Mit første job var til Paris Fashion Week, hvor jeg gik Coperni. Da stylisten ringede for at sige, at jeg havde fået jobbet, stod jeg i min baghave i vores hjem i Rønde, og jeg tænkte bare: ‘Hvad fanden sker der, nu bliver jeg millionær!’. Jeg fik min søster til at tage nogle porteføljebilleder med en iPhone i vores entré, for jeg havde ikke nogen, da jeg på det tidspunkt ikke var tilknyttet et bureau. Jeg skulle have høje hæle på på et af billederne, men jeg er aldrig gået op i høje hæle eller makeup, og jeg ejer ingen højhælede sko, så jeg måtte skynde mig at ringe til min veninde og låne et par.”
Hvilket job er du mest stolt af?
“Jeg er stolt af, hvor mange shows jeg har gået til Copenhagen Fashion Week – og at jeg er den første, som har gået med tørklæde for mange af brandene. For nylig har jeg også stået model for Zalando, som er begyndt at sælge hijabber, hvilket gør mig stolt. De har endda fået en tørklæde-influencer til at lave videoer om, hvordan man binder tørklædet. Det havde jeg aldrig turdet håbe på. Det giver mig en følelse af at være accepteret, og at folk forstår, at der er en mening bag tørklædet. At det ikke bare er et stykke stof, jeg kan tage af, som det passer mig.”

Da vi snakker med Salma Badeh holder hun i sin bil ude foran sin hjemby Rønde. Og selvom hun er på vej videre, tager hun sig god tid til at fortælle sin historie.

Salma Badeh gider ikke bruge tid på at redigere billeder og tage dem om. Så hun deler de billeder, hun får taget i første omgang.
Hvad føler du, at du bidrager med til branchen?
“Jeg har lært mange om tørklædet og dets betydning og generelt om min kultur. Der er for eksempel stylister, som kommer til mig og spørger, hvordan man klipper stof til en hijab, og hvordan man binder den. Da jeg blev en del af branchen, ledte jeg efter andre modeller med tørklæde, jeg kunne spejle mig i og spørge, hvad de eksempelvis gør, når de får stukket en T-shirt eller et par shorts i hånden, som vi ikke må have på. Dengang var der meget få, jeg kunne blive inspireret af – for eksempel Mona Ali, som er dansk-somalisk og bærer tørklæde, og Amina Adan, som også er en stor model i Danmark. Jeg er glad for, at jeg nu kan være det eksempel, jeg selv ledte efter, så nye modeller ikke skal igennem det, jeg har været igennem. Det kan nemlig være svært at sige fra over for et brand, hvis de vil give dig noget tøj på, din religion ikke tillader. Man vil jo ikke miste jobbet. På grund af min kultur klæder jeg også om alene, og jeg oplever ofte, at andre modeller spørger, om de må klæde om i mit rum efter mig. De vil også gerne klæde om alene, men de har bare ingen grund til at råbe op, som jeg har. Det håber jeg, jeg kan være med til at ændre på.”
“Jeg har altid tænkt, at modelarbejde var nemt. Det er det ikke. Det er pisse hårdt. Efter en modeuge, hvor man har løbet rundt og været stresset, er det rart at komme tilbage til landet”
Du bliver efterhånden brugt til en hel del shows. Hvordan har det været med den popularitet på så kort tid?
"Jeg elsker det. Men det har også været underligt, fordi jeg aldrig har været typen, der postede ting på Instagram, havde følgere og fik likes – men det er jeg nødt til, fordi det også er gennem Instagram, man får jobs. Og pludselig har jeg over 3000 følgere, og hundredevis liker mine billeder. Men jeg poster stadig bare sjove videoer og redigerer ikke mine billeder. Jeg går ikke så meget op i, hvad andre tænker. Jeg tror også, det er derfor, jeg bliver booket. Jeg er sjov og har en god personlighed. Jeg gik Stine Goya sidste år, hvor jeg snakkede vildt godt med Stine, og så blev jeg booket igen året efter. Lige nu nyder jeg bare oplevelserne. Jeg har altid tænkt, at modelarbejde var nemt. Det er det ikke. Det er pisse hårdt. Efter en modeuge, hvor man har løbet rundt og været stresset, er det rart at komme tilbage til landet.”

Salma Badeh til Stine Goya SS22-showet.

Hvordan er det at være model i modebranchen lige nu?
“Det er fedt at se flere modeller med tørklæde på catwalken, og jeg har fået at vide, at det var et godt tidspunkt, jeg kom ind i branchen, fordi tørklædet for bare fem år siden var langt mindre accepteret. Generelt er jeg mere rolig, når jeg bliver booket, end jeg var, da jeg blev signet som model for halvandet år siden. Men der er stadig uheldige situationer. For eksempel er modellen Halima stået frem med sin historie om, hvordan folk whitewashede hendes tørklæde og gav hende jeans på hovedet i stedet for. Jeg er også blevet spurgt, om jeg kunne tage paryk på over mit tørklæde. Jeg bliver også stadigvæk booket til nogle jobs, alene fordi jeg har tørklæde på. Det er okay, fordi jeg på den måde får flere jobs, men det ville være fedt, hvis det var en mere naturlig ting, så man ikke føler, man bare er tørklædet.”
Hvad er det sjoveste ved at være model?
“Rejserne. At opleve verden og alle de forskellige mennesker, der er. Jeg har altid følt mig lidt ene, fordi jeg var muslim, så det er vildt sejt, at man i modebranchen oplever så stor diversitet i form af andre kulturer, folk, der identificerer sig med andre køn eller intet køn, og folk, som har skiftet køn. Det er også fedt at lære at stå på egne ben. Jeg har eksempelvis lært, at jeg sagtens kan tage ud og flyve uden min mor, og at jeg nemt kan spørge folk på gaden om vej. Verden er jo meget andet end Rønde.”
Hvad er den største udfordring ved at være model?
"For mig er det nok begrænsninger i forhold til tøj og ting, jeg ikke kan bære eller stå model til. For eksempel er der ikke nogen grund til, at jeg reklamerer for alkohol.”

Salma Badeh backstage til 7 Days Active.

Og her til Brøgger SS22.
“Jeg har oplevet at få taget nogle billeder, hvor jeg bagefter var ked af, at jeg ikke var stærkere og sagde nej til at skyde dem”
Hvad er din drøm for fremtiden?
"At få jobs i New York. Det er der, de største jobs og alle kontakterne er – og så er det også der, de kendte er. Og så sidder jeg bare og venter på, at Prada ringer og booker mig. Jeg drømmer altså om at få arbejdet som model til at fungere, mens jeg studerer.”
Hvad er dit bedste råd til andre nye modeller?
“Lad være med at gøre noget, du kommer til at fortryde. Det er vigtigt at kunne sige nej. Jeg har oplevet at få taget nogle billeder, hvor jeg bagefter var ked af, at jeg ikke var stærkere og sagde nej til at skyde dem. Det var et af mine første jobs, og jeg var nervøs for, at hvis jeg sagde nej så tidligt i min karriere, ville jeg ikke blive booket igen. Selvfølgelig skal man turde springe ud i ting, men man skal kende sine værdier og kunne stå imod, hvis der er noget, man ikke har lyst til. Når først billederne er ude, kan de ikke trækkes tilbage. Husk det.”