Our website does not support Internet Explorer.

To get the best experience on our website and of our content, please use a more modern browser like Edge, Chrome, Safari or similar.

© Amanda Bødker Sidsel Ana Weldens debutroman 'I det hvileløse'

Sidsel Ana Welden: “Jeg fik at vide, at jeg så ‘for soigneret’ ud til at være deprimeret”

For tre år siden fik forfatter Sidsel Ana Welden en depression og begyndte at dokumentere sin hverdag i noteform på en iPhone. Det blev begyndelsen på hendes nye roman, ‘I det hvileløse’ – en fortælling om livet med psykisk sygdom, ungdomsliv i 2020’erne og det at vokse op med en traumeramt forælder.

Dagene driver langsomt, næsten lydløst, forbi i romanen I det hvileløse. Depressionen har lagt sig som et tungt tæppe over den unavngivne hovedperson, som skiftevis ligger ubevægelig i sin seng, er til psykologbehandling for sin psykose, drikker øl med veninderne, mindes sin barndom og lader sig omfavne af omsorg fra fyre, som i det næste øjeblik er væk.

Og netop det sammensurium – af depression, flygtige romancer og minder fra barndommen – danner basen for journalist og forfatter Sidsel Ana Weldens debutroman, som udkommer 15. april. Det er en fortælling om at leve med psykisk sygdom. Men også om at være barn af en flygtning, om at være ung i 2020’erne og kærligheden mellem veninder.

“Psykisk sygdom fylder rigtig meget i bogen, men det er overlagt fra min side af, at den også handler om andet end det. Mens jeg skrev den, blev jeg ofte bedt om at definere den: Er det en psykiatriroman? Er det en indlæggelsesroman? Eller måske en opvækstroman? Eller en roman om at være ung i København? Den er alle tingene, for sådan er det at være et menneske – i hvert fald et menneske, som heldigvis ikke er sygt hele tiden. Jeg ville gerne vise, at man godt kan have det helt vildt dårligt psykisk og så tage på date dagen efter, og så have det rigtig dårligt dagen efter igen,” siger Sidsel Ana Welden.

Sidsel Ana Weldens debutroman 'I det hvileløse' © Amanda Bødker

Vi sidder i hendes nye lejlighed på Amager, hvor forårssolen falder varmt ind ad det store vinduesparti, der giver et udkig til resten af byen. Derude, i en anden lejlighed ikke så langt herfra, var det Sidsel selv, som for et par år siden lå i en seng på sit daværende værelse – med en depression i sygejournalen og en hverdag, der bestod af samtaler med psykologen og kortfattede sætninger skrevet i note-appen på hendes iPhone, hvor hun dokumenterede sin hverdag og verden omkring hende: Hvornår hendes roommate gik og kom hjem igen, farven på tulipanerne i vindueskarmen og medicinen, som lægerne ville have, at hun skulle tage.

“Alle mine venner rejste rundt i Asien og var på højskole, mens jeg sad dag ud og dag ind på en grå sofa på Gentofte Hospital og skulle spise måltider på fastlagte klokkeslæt”

“Jeg vidste det ikke på det tidspunkt, men det endte med at blive de første tekster til bogen. Det var nogle helt simple registreringer af, hvordan jeg havde det – bare for at se, om jeg kunne flytte en lille smule af mit tankemylder ned på telefonen. Det var alt, jeg kunne mønstre dengang: Jeg havde slet ikke overskud til at tænke på, om det på et tidspunkt kunne blive til et produkt. Men efter noget tid opdagede jeg, at jeg havde skrevet 30-35 sider, og så fortsatte jeg bare med at skrive,” siger Sidsel Ana Welden.

Bogen er ikke en gengivelse af Sidsel Ana Weldens eget liv, men trækker på elementer fra det. Særligt følelsen af at være lammet af sin sygdom, mens resten af verden omkring én kører videre på højtryk. Sidsels første møde med psykiatrien var i gymnasiet, hvor hun var i behandling for anoreksi – og hun husker tydeligt følelsen af at være sat af toget på en mellemstation, mens hendes omgangskreds kørte hastigt videre.

“Alle mine venner rejste rundt i Asien og var på højskole, mens jeg sad dag ud og dag ind på en grå sofa på Gentofte Hospital og skulle spise måltider på fastlagte klokkeslæt. Jeg sad med en følelse af at falde fuldstændig uden for samfundet og at være en byrde, fordi jeg var på kontanthjælp og modtog psykiatrisk hjælp. Jeg følte en enormt stor skam over ikke at være produktiv,” siger hun.

Sidsel Ana Weldens debutroman 'I det hvileløse' © Forlaget Harpyie

I det hvileløse udkommer 15. april hos Forlaget Harpyie.

I det hvileløse er en skildring af netop den følelse: af et liv, hvor indehaveren ikke føler, at hun passer ind i samfundets strukturer, fordi hun ikke trives på en uddannelse eller i et fuldtidsjob og derfor i stedet flakker fra én ting til den næste. Det er også deraf, titlen på romanen kommer – af følelsen af at gå rundt i en hvileløs tilværelse og ikke have et ægte tilhørsforhold til særligt meget i den fysiske verden.

“Jeg kunne gå fra at have afsluttet alle mine eksamener med topkarakterer og næste dag være sygemeldt med en depression”

“Jeg har altid følt, at jeg ikke kunne klare det samme pres som dem omkring mig. At jeg hurtigere bukkede under og fik det psykisk dårligt. Men jeg kan godt helt grundlæggende føle en væmmelse mod idéen om et samfund og et menneske, der konstant skal vækste og udvikle sig. At vi kun er gode nok, hvis vi bidrager til den vækst. For det er der mange, der har rigtig svært ved – herunder mig selv i perioder – og som så føler skam på grund af det,” siger Sidsel Ana Welden.

De manglende nuancer

Og så er vi tilbage ved præmissen for I det hvileløse: At man ikke nødvendigvis kun er deprimeret, når man er deprimeret, men også er et menneske, som dagen efter kan drikke en øl på den lokale bodega med vennerne eller gå på arbejde. Det oplevede Sidsel Ana Welden selv, da hun for et par år siden studerede journalistik på Roskilde Universitet.

“Jeg har selv perioder, hvor jeg er ekstremt produktiv og ressourcestærk og god til at få ting til at ske. Jeg har også gode sociale evner, og jeg tror, at mange på mit studie har opfattet mig som en 12-talspige. Det var jeg jo også i en forstand. Men jeg kunne samtidig gå fra at have afsluttet alle mine eksamener med topkarakterer og næste dag være sygemeldt med en depression og ikke komme tilbage til studiet i et halvt år efter,” siger Sidsel Ana Welden.

“Jeg synes, at der mangler de her nuancer i samtalen om psykisk sygdom. At der er rigtig mange, som lever fine liv, selvom de har diagnoser eller er en del af psykiatrien på en anden måde. For nogle mennesker er det bare sådan, at så bliver man indlagt i en uge, og så tager man på arbejde igen bagefter. Det er ikke nemt eller sjovt, men det er også et liv,” siger hun.

“Kan det virkelig være rigtigt, at jeg skal møde op med hullet tøj og fedtet hår, før I tager mig seriøst?”

Sidsel Ana Weldens oplevelse er også, at nuancerne mangler i psykiatrien. Som da hun under sin sygemelding blev sendt fra det ene psykiatriske tilbud til det andet, men havde svært ved at finde nogen, der ville tage ansvar for hendes behandling.

“Jeg oplevede meget at falde mellem to stole. I nogle afdelinger af psykiatrien mente de, at jeg var for velfungerende til at kunne gå hos dem, mens de privatpraktiserende psykologer sagde, at jeg havde det for dårligt til, at de kunne hjælpe mig. Til sidst vidste jeg ikke, hvor jeg skulle gå hen. Jeg ville bare vildt gerne tale med nogen, men jeg vidste ikke hvem,” siger hun.

Sidsel Ana Weldens debutroman 'I det hvileløse' © Amanda Bødker

“Det, der påvirkede mig mest, var følelsen af at blive afvist. Jeg begyndte at få en imposter-følelse: Er det her bare noget, jeg finder på? For jeg blev mødt med meget mistro og skulle hele tiden forsvare mig selv. Der var én, der sagde til mig, at jeg jo gik på universitetet, og så det kunne jo ikke være så slemt – som om, at man ikke kan være psykisk syg og gå på universitetet. En anden sagde til mig, at jeg så ‘for soigneret’ ud til at kunne være deprimeret. Jeg endte med at tænke: ‘Kan det virkelig være rigtigt, at jeg skal møde op med hullet tøj og fedtet hår, før I tager mig seriøst?’” siger hun.

De manglende nuancer gælder også selve behandlingen, som ifølge Sidsel Ana Welden ofte bliver udført efter et one-size-fits-all-princip. Noget, som hovedpersonen i I det hvileløse også kæmper med – med læger, der siger, at hun skal være mere villig til at tage medicinen, de tilbyder hende, selvom hun flere gange siger nej.

“Min egen oplevelse med psykiatrien er i hvert fald, at det, de bliver ved med at stole mest på og ty til, er medicin, og jeg har skullet bruge meget energi på at insistere på ikke at ville have den – blandt andet fordi der var enormt dårlig information om, hvad det vil sige at tage den, og hvilke bivirkninger der kan være. Jeg har oplevet at spørge ind til bivirkningerne og få at vide af den pågældende læge, at personen ikke kunne svare på det. Jeg synes, det er lidt skræmmende, at man så hurtigt vil kaste medicin i nakken på unge mennesker, men ikke engang have en ordentlig samtale om det. Det gør, at man bare føler sig som et nummer i køen,” siger Sidsel Ana Welden.

Spørger man hende, hvad løsningen er på at ændre tingenes tilstand inden for psykiatrien, falder svaret prompte:

“Penge. Det er jo ikke nødvendigvis de enkelte personers skyld, at det er sådan her, for det er et kæmpestort strukturelt problem og udtryk for en mangel på ressourcer,” siger hun.

De svære samtaler

I en af scenerne i I det hvileløse er tiden spolet tilbage til hovedpersonens barndom. Bevæbnet med en legetøjspistol sniger hun sig ind på sin far og sigter på ham, hvilket bliver mødt med et resolut: Pistoler er ikke legetøj!. Skræmte reaktioner på uskyldig barneleg er bare en af de ting, der følger med, når man som hovedpersonen – og Sidsel Ana Welden selv – er barn af en krigsflygtning. Hendes far flygtede fra militærdiktaturet i Chile og døde for nogle år siden.

Den fortælling var også vigtig for hende at skildre – for det er en, hun selv har manglet, når hun har søgt efter noget eller nogen at spejle sig i. Håbet er, at I det hvileløse netop kan tilbyde noget relatérbart til andre, som er vokset op med deres forældres krigstraumer. Og at andre, som ikke er det, kan få et indblik i, hvad det vil sige at vokse op med ‘sådan en’ forælder.

“Jeg tror egentlig, at jeg selv mangler den fortælling endnu mere nu, end da jeg var yngre. Og jeg er især blevet bevidst om, at det var noget, jeg manglede, da jeg selv begyndte at skrive om det. Særligt det dér med at være barn af en flygtning, men ikke selv være flygtet. Det synes jeg gør en stor forskel, for jeg er jo bare født og opvokset her i Danmark og har fået alle de privilegier med, som det indebærer, og det har jeg følt stor skam over.”

Hvorfor følte du skam over det?
“Én ting er jo, at det er kompliceret at vokse op med en far, som har det rigtig svært psykisk. Noget andet er at føle skam over, hvor let man selv har det. Hvor let jeg selv har haft det i Danmark ved at være dansk, mens jeg kunne se, hvordan han faldt uden for samfundet, blev gjort grin med på grund af sin accent og havde svært ved at få et job, fordi han ikke var etnisk dansk. Så det var nok mest en skam over for ham: Over hvor nemt det var at være mig frem for at være ham, som flygtede til et fremmed land i en sen alder og skulle lære nogle nye normer, et nyt sprog og en ny kultur at kende,” siger hun.

Sidsel Ana Weldens debutroman 'I det hvileløse' © Amanda Bødker

Håbet for I det hvileløse er også, at den kan være med til at åbne for den svære samtale omkring at have en forælder, der er syg – ligesom hovedpersonens far, der lider af krigstraumer og langsomt svinder ind, indtil han dør.

“Det er jo ikke noget, man bare lige sidder og snakker om rundt om barbordet, men jeg vil gerne være lidt mere åben om det. Jeg skammer mig ikke over at have en far, som er flygtning, og de forfærdelige ting, det medførte for ham, så han blev rigtig syg psykisk,” siger hun.

Alligevel mærker hun, hvordan mange kan blive berøringsangste, når samtalen falder på hendes egen baggrund og far.

“Jeg forstår det godt. De tænker måske, at de ikke vil gøre mig ked af det. Og selv hvis jeg blev ked af det, ville det også være okay. Det er ikke farligt. Der ligger også en omsorg i berøringsangsten, fordi folk gerne vil passe på én og ikke har lyst til at overskride ens grænser. Men jeg synes godt, at vi kunne blive lidt bedre til at teste grænserne for, hvilke spørgsmål vi tør at stille hinanden,” siger hun.

“Langt de fleste er på en eller anden måde pårørende til en person, der er psykisk syg, eller har prøvet at miste. Det sker jo for os alle sammen i løbet af livet. Og jeg tror bare, at vi kunne føle os lidt mindre ensomme, hvis vi turde være fælles om vores sorger og de svære ting i livet.”

’I det hvileløse’ udkommer 15. april hos forlaget Harpyie. Bogen koster 200 kr. og kan forudbestilles her.