“Det, der påvirkede mig mest, var følelsen af at blive afvist. Jeg begyndte at få en imposter-følelse: Er det her bare noget, jeg finder på? For jeg blev mødt med meget mistro og skulle hele tiden forsvare mig selv. Der var én, der sagde til mig, at jeg jo gik på universitetet, og så det kunne jo ikke være så slemt – som om, at man ikke kan være psykisk syg og gå på universitetet. En anden sagde til mig, at jeg så ‘for soigneret’ ud til at kunne være deprimeret. Jeg endte med at tænke: ‘Kan det virkelig være rigtigt, at jeg skal møde op med hullet tøj og fedtet hår, før I tager mig seriøst?’” siger hun.
De manglende nuancer gælder også selve behandlingen, som ifølge Sidsel Ana Welden ofte bliver udført efter et one-size-fits-all-princip. Noget, som hovedpersonen i I det hvileløse også kæmper med – med læger, der siger, at hun skal være mere villig til at tage medicinen, de tilbyder hende, selvom hun flere gange siger nej.
“Min egen oplevelse med psykiatrien er i hvert fald, at det, de bliver ved med at stole mest på og ty til, er medicin, og jeg har skullet bruge meget energi på at insistere på ikke at ville have den – blandt andet fordi der var enormt dårlig information om, hvad det vil sige at tage den, og hvilke bivirkninger der kan være. Jeg har oplevet at spørge ind til bivirkningerne og få at vide af den pågældende læge, at personen ikke kunne svare på det. Jeg synes, det er lidt skræmmende, at man så hurtigt vil kaste medicin i nakken på unge mennesker, men ikke engang have en ordentlig samtale om det. Det gør, at man bare føler sig som et nummer i køen,” siger Sidsel Ana Welden.
Spørger man hende, hvad løsningen er på at ændre tingenes tilstand inden for psykiatrien, falder svaret prompte:
“Penge. Det er jo ikke nødvendigvis de enkelte personers skyld, at det er sådan her, for det er et kæmpestort strukturelt problem og udtryk for en mangel på ressourcer,” siger hun.