Signe Lindkvist: "Jeg holder meget af at grine og græde på én gang"

Signe Lindkvist har dedikeret hele sin karriere til at skabe oplevelser for andre, der har sat smil på læberne hos både børn og voksne, men hvad foretrækker hun selv at opleve? Det kan du blive klogere på lige her.

signe_lindkvist_kultur_costumedk_teaser
© Michael Rygaard

Har du læst en bog for nylig, som gjorde et særligt indtryk på dig?

“Jeg er lidt ordblind, så derfor læser jeg ikke meget, men jeg lytter til gengæld til en stor mængde krimier – typisk imens jeg går i haven og drikker hvidvin (også om vinteren, i flyverdragt og med pandelampe). Den sidste bog, jeg læste råt, og nærmest uden pause, var Spionchefen af Lars Findsen, og den vil jeg opfordre alle til at læse. Jeg interesserer mig meget for indenrigspolitik, og i denne bog får man et indblik i embedsmands- og spionverdenen – det er en VILD VILD historie, som stadig er aktuel."

Er der en film eller serie, du ville anbefale andre at se?

“Jeg elsker alt, der lugter af ægte begivenheder. Desto mere en historie er baseret på virkelige hændelser, jo bedre. Jeg bryder mig ikke om sci-fi/fantasi eller for meget romantik, men jeg tæller selvfølgelig altid ned til en ny sæson af The Crown, og så er jeg også ret vild med den svenske serie Kalifat, som kan findes på Netflix. Serien handler om tre teenagepiger, der møder jihad-rekrutter. Den er også baseret på en sand historie.”

Skal du en tur i teateret?

“Jeg laver selv Late Night på Nørrebros Teater – her kan man opleve fem til seks forskellige kulturelle ting på én aften, så det er en god måde at få 'lidt af alt' kultur. Jeg er også stor fan af Line Knutzon, og jeg ser alt, der kommer ud af hendes hoved. Jeg glæder mig også helt vildt til at se Simon Juls show. Jeg holder meget af at grine og græde på én gang – uden det bliver for meget standup – og det tror jeg, Simon Jul vil give mig."

Læs det fulde interview i magasinet, som er på gaden lige nu, hvor Signe deler flere oplevelsesanbefalinger og svarer på spørgsmål omkring alder og det at blive ældre.