Sisse Sejr-Nørgaard: “Nu kommer jeg til at være lidt kønnet: Mange kvinder er så gode til at sige ja, selvom vi ikke mener det”

Sig nej til det, der gør dig utilpas. Det ville journalist Sisse Sejr-Nørgaard ønske, at hun havde lært lidt tidligere i livet – og det opfordrer hun derfor alle til at øve sig på at gøre. Det fortæller hun om i det nye afsnit af Costumes podcast 'Mit bedste råd', der er ude nu. Hør det, og læs også resten af hendes råd til andre her.

Skærmbillede-2021-11-24-kl.-12.55.37

Skærmbillede-2021-11-24-kl.-12.55.37

© Sisse Sejr

Hør Mit bedste råd med Sisse Sejr-Nørgaard lige her i Costume Podcast.

  1. “Udvælg de råd, du modtager, sortér de fleste fra. Hvad der virker for mig, virker ikke nødvendigvis for dig, der er ikke en one size fits all-version af livet, så hav plads til skuldertræk over mine floskler.”

  2. “Tilgiv. Lær at tilgive. Både dem, du elsker, som kommer til at gøre dig ondt, men også dig selv. Især dig selv. Det er ikke alt, som du gør, der er i orden. Forstå, at alle begår fejl, og elsker du mennesker, er det ikke kun de gode sider, du køber ind på. Vi er alle idioter nogle gange.”

  3. “Gå efter de ting, som gør dig glad. Ingen giver dig en medalje for at have et rent hjem eller passe en størrelse 38, og medmindre du er elitesportskvinde, får du heller ikke en for at være ekstra meget på arbejde. Gå efter at kunne gøre de ting, som gør dig glad.”

  4. “Husk, at alle andre kæmper en kamp, som du ikke kan se. Bare fordi et andet menneske er smukt, rigt eller synes lykkelig hele tiden, så er det ikke hele fortællingen. Tag med i betragtning, at du nok projicerer dine egne forestillinger over i et andet menneskes liv, giv folk plads til at være det, de er.”

  5. “Sig nej til det, som gør dig utilpas. Også selvom der bliver dårlig stemning. Jeg ville ønske, at jeg havde lært det noget før. Gør noget dig utilpas, sig det. Er du i en situation, hvor du ikke kan sige nej, så pas på dig selv.”

  6. “Find en form for motion, som gør dig glad. Endorfiner er en ægte ting, de kan virkelig gøre hverdagen så meget bedre - og livet længere. Gåture, løb, crossfit, cyklen, hvis du er heldig: skiløb. Det hele giver pote.”

  7. “Find dig en hobby, som ikke involverer dit kærlighedsliv eller din familie. Noget, der bare er dig. Tid, hvor du lader op og udvikler din horisont, er en investering i det hele.”

  8. “Vis hensyn. I trafikken, på arbejdet, i supermarkedet. Høflighed er ikke et knæfald for det bedre borgerskab, det er almindeligt respekt for ens medmennesker. Især i byerne, hvor vi er ekstra mange om de samme områder.”

  9. “Tag ansvar som forbruger. Også dine penge er politik, dine valg skubber markedets såkaldte usynlige hånd. Vær ikke naiv omkring dine indkøb. Hvem betaler prisen, hvis kyllingen koster en 10'er?”

  10. “Du skal ikke leve andres liv, du kan kun forsøge at leve dit eget. Vi bombarderer os selv med andre folks filtrerede liv på nettet. Sluk det en gang imellem. Tænk på, at der er 1440 minutter på et døgn, og du ser måske sammenlagt 2 minutters strålende lykkeliv. Overvej, hvor mange gange i de resterende 1438 minutter de kan sidde og glo ind i deres eget regnvejr, sidde på lokum og svede eller skændes med deres kærester.”