Skuespiller Sarah-Sofie Boussnina: “Jeg kan være virkelig asocial”
Mød den danske, HBO-aktuelle skuespillerinde til en snak om succes, selvværd og sprækkerne i livet, hvor alt ikke spiller. Og hvorfor hun nogle gange har haft lyst til at græde under bruseren
AfLige siden hun var fem år gammel, har Sarah-Sofie Boussnina været draget af at fortælle andre menneskers historier og undersøge de sprækker i livet, hvor alt ikke spiller. Som 15-årig tog hun timer hos en instruktør, og året efter fik hun sit gennembrud i TV 2-serien Lærkevej. I dag står hun, 27 år gammel, på tærsklen til en international karriere med tre markante roller og en stor beslutning: At sige nej til ensidige kvinderoller. For hverken som skuespiller eller privatperson gider hun være nogen, som ingen er.
Arbejdsdagene på settet til HBO-serien Knightfall, der siden december har taget seerne med til middelalderens Paris, var ofte op til 16 timer lange og stod på i over otte måneder. Otte måneder, hvor Sarah-Sofie Boussnina hver dag trådte i karakter som den jødiske pige Adelina, der som barn flygter fra Det hellige Land, reddes af Tempelridderne og kæmper sin retfærdighedskamp som fattig og hjemløs i Paris.
Serien blev optaget i Prag, hvor dele af det gamle Paris blev reetableret, og filmholdet boede i lejligheder rundt om i byen. Sarah-Sofie viser billeder fra de imponerende 1-1-kulisser frem på sin telefon, da vi mødes i hendes lejlighed på Vesterbro i København. Der er en uge til, at seriens første afsnit skal vises, og selvom hun før har haft premiere-nerver, er det her alligevel noget andet. Større.
“Arbejdet som skuespiller er jo egentlig det samme, men skalaen var bare sat op. Budgetterne er større, og der er flere statister og stand-ins, når der skal sættes lys. Samtidig var det også langt mere isoleret end nogen optagelse, jeg har prøvet før, for når man ikke er på, sidder man bare i sin trailer og venter,” fortæller Sarah-Sofie om optagelserne, der stod på i 2016 og 2017. Sarah-Sofie Boussnina har måske et navn, hvor du tænker: ‘Hvor er det nu, jeg har set hende før?’, men til gengæld har hun et ansigt, der med sine skarpe træk, skæve smil og store øjne, mejsler sig ind i hukommelsen. Nok også fordi det ofte er forbundet med roller, der både presser og overskrider grænserne for det acceptable og i den grad får billedet af den pæne pige til at krakelere.
Som da hun som 16-årig i sin debut, TV 2-serien Lærkevej, spiller pigen Mathilde Holm, der sammen med sine søskende kommer til at skyde en albansk mand og skaber røre i det lille lokalsamfund. Eller da hun som vred teenager i filmen Comeback prøver at skabe relation til sit fjols af en far. Og i filmatiseringen af Jussi Adler-Olsens krimi Fasandræberne fra 2014, hvor hun som den smukke kostskolepige Kimmie siger: “Din fisse lugter” til sin sambo og involverer sig i et sadistisk og fatalt kærlighedsforhold.
I dag står hun så over for sit internationale gennembrud med Knightfall som spydspids og yderligere to internationale spillefilm i kølvandet: Mary Magdalena, der fortæller historien om Jesus-kulten set fra kvindernes synspunkt, og The Bird Catcher, hvor hun spiller endnu en jødisk pige, men denne gang i hovedrollen i en historie, der udspiller sig i Norge under 2.Verdenskrig.
“Jeg har besluttet kun at portrættere realistiske kvinder. Det betyder, at jeg siger nej til mange gode manuskripter, fordi kvinderollerne er fremstillet for ensidige. Vi har så mange roller i den virkelige verden, og derfor er det vigtigt for mig, at de kvindebilleder, jeg er med til at vise på film, er nuancerede og nogle, man kan identificere sig med. Der er ikke brug for flere forestillinger, vi skal leve op til, som kan give lavt selvværd,” siger hun og sætter sig mere ret op i stolen.
Den utilpassede teenager
Ser man ned over listen af de roller, hun har spillet i løbet af sin nu 10-årige karriere, skal man nogle gange lede lidt efter det umiddelbart identificerbare. De karakterer, hun har spillet, har ofte en snert af det utilpassede, det mørke og det grænsesøgende. Roller, som hun gennem livet har varmet op til ved at søge ensomheden og blive klogere på menneskers psykologi og reaktionsmønstre. Som barn lyttede hun til de voksnes samtaler og studerede alt fra Ibsen og Tjekhov mere end at lege, feste og være ung med sine jævnaldrende.
“Jeg synes, det er lidt tungt at tale om metoder som skuespiller, men jeg henter jo det fra mit liv, som jeg kan, og fører det ud til ekstremer, hvis det er nødvendigt. Har du været forelsket, kan du tage det til et niveau i skuespillet, hvor du er helt besat. Der hvor vrede kan blive til hævntogt. Selvom det måske ligger så langt fra noget, man selv ville gøre, så kan man forklare det ud fra de helt basale følelser, som vi alle sammen har og kan genkende. Det felt synes jeg er spændende at udforske i de situationer, hvor jeg kan blive helt overrasket over mig selv, fordi jeg pludselig kan mærke adrenalinen i kroppen. Da vi skulle øve til Fasandræberne, var jeg sammen med to af mine medspillere Phillip Stilling og Marco Ilsø i sommerhus og øve de mange stuntscener og for at komme tættere på hinanden. Når vi sparkede til hinanden, startede vi med at spørge, om den anden var o.k., men til sidst kørte vi bare på. Der var en, der fik et ildebefindende i en scene med meget blod, for selvom det ikke er ægte, så føles det sådan, hvis man virkelig er til stede, når man spiller,” siger hun om de roller, der vækker tillid hos en fanskare af unge piger, der skriver til hende.
Nogle, fordi de vil være skuespillere, men langt de fleste skriver om alle de tanker, de gør sig om sig selv og om, hvad de skal kunne og være.
“Jeg tror, at nogle af de roller, jeg har spillet – selv i deres ekstremer af utilpassethed, grænsesøgen, sex, vrede og vold – vækker genklang i mange unge piger, også selvom de måske kun kender følelserne i en meget mildere grad. Jeg tror aldrig, det har været så hårdt at være ung som nu. Der er så meget pres på de unge, alt skal fremstå perfekt, og det er tabubelagt at tale om problemer. Det, tror jeg, er et resultat af, at man ofte kun ser et meget forsimplet og poleret kvindebillede på film, som det er svært at identificere sig med. Særligt som helt ung. Jeg har selv haft dage som teenager med følelsen af at være det grimmeste og mest uduelige, der har gået rundt på jorden.Vi skal være mere solidariske over for vores medsøstre, og det, jeg kan gøre fra min position, er at vælge mine roller med omtanke,” siger hun.
På samme måde som til sine roller har hun en stærk holdning til sin Instagram-profil, hvor omkring 35.000 personer følger hendes ret ufiltrerede billeder af filmoptagelser, venner og rejser.
“Min Instagram er helt bevidst ikke en reklamesøjle, for jeg vil ikke sidde og pådutte unge piger ting, som jeg ikke selv havde råd til, da jeg var i den alder. Jeg vil gerne have, at folk kan identificere mig med de roller, jeg spiller, og ikke som Sarah-Sofie, der render til alle mulige smarte arrangementer og går i noget bestemt tøj, ligesom jeg heller ikke har behov for, at folk ved specielt meget om mig.”
Det private menneske
Sarah-Sofie Boussnina insisterer på at være et privat menneske. For det er også i det private liv, at hun ruster sig til sine roller og afmonterer dem efterfølgende. Det er i lejligheden på Vesterbro med det hyggelige køkken, hvor der bliver lavet mad og samlet venner, og i stuen, hvor der bliver brugt hele dage i selskab med film, dokumentarer og manuskripter, at hun samler sig og lever den private del af sit liv med sin mand, musikeren Louis Samson, der også tager med, når hun er ude, og er med til at gøre midlertidige baser til hjem. “Nogle dage efter en optagelse har jeg bare lyst til at sætte mig og tude under bruseren i tre timer, fordi det har været så hårdt fysisk og psykisk at leve sig ind i rollen, men det vil jeg gerne ‘ofre’, hvis man kan bruge det ord, for jeg synes jo også, det er fantastisk, at jeg kan føle alle de her ting i et parallelunivers. Men det er voldsomt, og nogle gange tager det tid at finde sin ro igen, selvom jeg synes, at jeg er blevet bedre til at trække stikket, når jeg har fri, og give mig selv flere uger til at samle mig efter en optagelse, hvis det er den tid, det tager. Hvis jeg levede med 120 kilometer i timen hele tiden, så ville jeg ikke kunne holde til det, tror jeg.”
Hun sætter sig op på køkkenbordet og læner overkroppen faretruende langt ud ad vinduet for ikke at genere med røgen fra de cigaretter, der fletter sig ind i hendes karakter, når hun taler.
“Når jeg ikke er på arbejde, er jeg virkelig asocial. Jeg elsker selskaber, men det er en meget lille gruppe af venner, jeg ser, og jeg er meget påpasselig med det, der er mit rum. Jeg går ikke til branchefester og den slags, hvis ikke det er i forbindelse med noget, jeg selv er med i. Jeg har lyst til, at min verden er det liv, jeg lever med mine venner og min familie og min mand og så mit arbejde som skuespiller. Og det arbejde er ikke noget, der gør mig sejere eller vigtigere end alle mulige andre, og derfor skal det ikke blandes ind i mit privatliv. Jeg ved, hvem jeg er, og intet kan rive mig fri fra jorden. Jeg passer på mig selv, dyrker motion og spiser sundt, når jeg har fri, for jeg tror på, at det hjælper mig, når jeg skal ind og have fat i de mere ekstreme følelser eller fysiske scener, for det gør jo ondt at græde heftigt eller blive hevet i. Også selvom det er på film,” siger hun om forskellene på sit arbejde og privatliv.
Fra Sarah-Sofie Boussnina var helt ung, har hun skullet forstå de mænd, der ikke, som hende selv, kunne skelne fiktion fra virkelighed. Dem, som troede, at hun ligesom sin karakter Mathilde Holm i Lærkevej var frisk på en affære med en granvoksen mand.
“Med rollen vidste folk på gaden pludselig, hvem jeg var, og det var jeg slet ikke forberedt på. Jeg var 16 år gammel og havde ikke prøvet særligt mange ting selv, så jeg var også mentalt set meget ung. Jeg syntes, det var så mærkeligt, at voksne mænd ikke kunne gennemskue, hvad der var skuespil, og lagde an på mig i virkeligheden – og når jeg tænker tilbage på det, er det endnu mere mærkeligt, for jeg var virkelig bare et barn dengang,” siger hun og fortæller om det filter, hun har været nødt til at lægge mellem sig selv og lidt af verden for at skærme mod nysgerrige blikke og kommentarer fra folk på gaden.
“Når jeg ser tilbage, kan jeg se, at der var mange år, hvor jeg ikke tillod mig selv at gå ud og have det sjovt. Dels fordi jeg havde mange dårlige oplevelser med tarvelige folk, dels fordi, jeg var så ambitiøs. Det er jeg stadig, men jeg slapper mere af nu. Jeg føler først, jeg havde min teenageperiode her i 20’erne, hvor jeg kunne gå ud og give den gas. I dag er jeg vitterligt ligeglad med, hvad folk mener om mig. Jeg vil da ønske, at alle synes, jeg er sød, og kan lide mig, men hvis ikke, så er jeg ligeglad, for jeg anerkender mig selv, mit liv og mit arbejde,” siger hun på en måde, så man ikke betvivler hende.
Hun har i tidligere interviews fortalt om, hvordan hun gennem tre år søgte ind på teaterskolen, men fik afslag.
“Lige på det tidspunkt gjorde det mig usikker på, om det var det her, jeg skulle og kunne, og det havde været nogle gode år at kunne udforske feltet uden at være resultatorienteret, men jeg har været så heldig at kunne lære meget af mere erfarne folk i
branchen,” siger hun og nævner Nicolas Bro og Nikolaj Lie Kaas, som hun spillede over for i Fasandræberne, som nogle af dem, der har givet hende råd med på vejen – blandt andet om at turde tro på sig selv som skuespiller.
Og med de mange roller i store produktioner som også Forbrydelsen og 1864, hvor hun igen spillede en utilpasset, anarkistisk teenager, har hun konsolideret sin faglighed og skabt grobund for den internationale karriere, som hun står på kanten af. Og hvad der føltes som nederlag den gang, har også været med til at ruste hende til de seje træk, der kan være i faget. Som at hun sendte i omegnen af 200 af de såkaldte ‘self-tapes’ med manuskriptbidder, inden hun fik sin første internationale rolle, og at hun blev valgt fra som den sidste i de sidste 20 produktioner alene inden Knightfall.
“Det var jo hårdt, og jeg balancerede mellem at føle, at det var fedt, der var så mange, der var interesserede i mig, og at være frustreret over hele tiden at blive valgt fra, men jeg tror generelt på, at der tilfalder en det i livet, der skal, og jeg har aldrig konkurreret i mit fag. Hvis jeg ikke får en rolle, så er det fordi, der var en anden, der passede bedre.”
Større horisont
I The Bird Catcher har hun sin første internationale hovedrolle som den jødiske pige Esther, der bliver tvunget væk fra sin familie under 2.Verdenskrig og må skifte identitet til dreng for at overleve det nazistiske styre. Filmen blev optaget i minusgrader i Nordnorge, og de ydre omstændigheder var barske og spejlede det ubehag, filmens tematik bærer med sig.
“Jeg havde virkelig mit Revenant-moment med den film. Jeg blev revet og hevet i, og min krop var så træt til sidst, men det, der var hårdest, var at opleve det had, som min rolle mødte i filmen. Det påvirkede mig på en måde, der var svær at ryste af mig, når arbejdsdagen var overstået. Jeg blev mere negativ og i dårligt humør, og pludselig gik det op for mig hvorfor: Jeg gik på arbejde og blev skubbet og talt ned til i 10 timer om dagen i bidende kulde. Selvfølgelig var jeg negativ. Jeg skulle også klippe håret af, så selv når jeg var mig selv, var jeg en anden. Det er virkelig hårdt psykisk, men også utroligt givende og en vigtig historie at fortælle, for krig findes jo stadig,” siger hun om rollen, som hun håber kan være med til at uddanne folk i forskelligheder og i at være interesseret i forskellige kulturer.
“For et par år siden kørte jeg i tog fra Hamborg til København, og toget var fuldt af syriske flygtninge. Der var folk, der klagede over, at de satte sig ind hos dem på første klasse, og det synes jeg er så umenneskeligt. Tænk, at folk ikke har mere overskud til at sætte sig i de menneskers sted.”
Netop det at sætte sig i andre menneskers sted og følelser er det, hun brænder for. Også når de mennesker ikke er umiddelbart sympatiske eller forvolder andre mennesker sorg eller smerte.
“Jeg tror på, at alle mennesker gør det bedste, de kan, med de værktøjer, de har. Hvis jeg har en karakter, som gør noget frygteligt, så har jeg brug for at kunne forstå, hvorfor personen selv synes, det er det rigtige at gøre, for at jeg kan blive rollen og lukke mig selv lidt ude. Jeg har ikke haft roller, som jeg på forhånd har identificeret mig med. Men jeg har forelsket mig i dem alle og lagt al kærlighed i verden i at portrættere dem så fair som muligt.”
Sarah-Sofie Boussnina har, fra hun var fem år gammel og vidste, at hun ville være skuespiller – dog uden at kende vejen dertil – samlet redskaber sammen til at perfektionere sine roller. Fra menneskekundskaber til sprogkundskaber. Hun taler amerikansk og fransk flydende, da hendes far er tuneser, og de i barndommen rejste meget, så hun caster roller på de sprog som indfødt. Hun ved, at det også handler om at dyrke andre ting end sig selv, og det er hendes privatrum, der er med til at adskille det, hun laver, fra hende selv i en verden, hvor skuespilleres aktier ofte bliver bedømt i tilstedeværelse alle mulige andre steder end på film og i serier.
“Uden at lyde arrogant, så har jeg ikke brug for andres anerkendelse, for jeg anerkender mig selv og mit arbejde. Jeg tror aldrig, man bliver glad, hvis man søger anerkendelsen udefra, for det er svært at tro 100 procent på, hvad andre siger, hvis man ikke kan mærke det selv. Jeg synes, det er o.k. at sige, at man er god til noget, også selvom det er meget udansk. Det er jo tiltrækkende at møde folk, der er passionerede omkring det, de laver. Vi skal gøre det omvendte af at dyrke det lave selvværd, som samfundet hele tiden forsøger at pådutte os. Samle os op. Man skal ikke tro, at man er bedre end andre, men i allerhøjeste grad, at man er noget, for det er alle,” siger hun og vender på den måde tilbage til det, der var udgangspunktet for vores samtale:
Hendes valg af roller og ønske om at skabe nogle stærke kvindebilleder på film, som andre piger og kvinder kan identificere sig med.
