Skuespilleren, der har droppet alle hæmninger og vil have dig til at gøre det samme

Emma Sehested Høeg er smuk, ung og talentfuld. Hun griner og taler højt, går i glimmertøj, synger og komponerer selv sin musik og tryllebinder folk på en scene.

Og hun ved det godt, at hun er meget af alt muligt. Tidligere har hun været nervøs for, om hun har været for meget, men det gider hun ikke mere.

Hun har droppet alt, hvad der hedder hæmninger.

Det fortalte skuespillerinden, der lige nu er aktuel som Katrine i serien Limboland, da jeg interviewede hende til Costume. Og det satte tanker i gang hos mig. For jeg kender godt den følelse - frygten for at være for meget.

Jeg kan hverken synge eller gå i spagat som Emma, men jeg er også sådan en, der oftere går fra et socialt arrangement med tanken om, hvorvidt jeg har fyldt for meget, end om jeg har fyldt for lidt. En af dem, der, hvis en samtale går lidt trægt, straks overkompenserer ved at snakke og grine i håbet om at redde stemningen. Og ved nærmere eftertanke kender jeg faktisk mange, der har det ligesådan.

Det er en mærkelig balancegang mellem selvsikkerhed og usikkerhed, mellem ens eget og omverdenens blik på en. Eller måske mere tanken om omverdenens blik, som Emma påpeger i interviewet:

“Er det en stemme inden i os, der har skabt den tanke, eller er det andre, der har sagt, at vi larmer for meget? Jeg ved det faktisk ikke. Jeg ved bare, at jeg ikke gider lytter til min frygt mere. Så længe vi ikke gør andre kede af det, må vi larme og fylde med alt, vi er, lige så tosset vi vil,” siger Emma Sehested Høeg til Costume.

Det var kulturredaktør på Loud, Chris Pedersen, der engang i februar tippede mig om at lave noget med den 26-årige skuespiller. Han havde været inde og se Velkommen til Pandora, et afgangsprojekt fra skuespillerskolen som Emma har lavet sammen med instruktør Jennifer Vedsted, og som har trukket fulde huse og er blevet genopsat igen og igen.

Ved en hurtig Google-søgning kunne jeg godt genkende Emma fra nogle børnefilm og ungdomsserier, men det var først, da jeg selv tog ind for at se Velkommen til Pandora, at jeg forstod, hvorfor Chris spåede hende til at blive ‘den næste store’.

I et one woman show af dimensioner dansede, sang, parodierede, underholdt og tryllebandt Emma mig og resten af salen en vinteraften på Teater Republique på Østerbro, hvor hun med en rulle gennemsigtig gaffatape forvandlede sin krop til en deform masse, der mest af alt lignede michelinmanden, og delte stykker af den othellolagkage ud, som hun lige havde brugt til at onanere med i ekstase over sin selvarrangerede surprise party.

Den aften var jeg for første gang i mit liv alene i teateret. Velkommen til Pandora var udsolgt, men i forbindelse med interviewet havde jeg fået en ekstra billet. Jeg startede med at gemme mig på bagerste række og sætte mit bedste ‘jeg-er-her-på-arbejde-det-er-ikke-fordi-jeg-ikke-har-nogle-venner’-ansigt op, der blandt andet resulterede i en intens stirren på min telefon, indtil forestillingen gik i gang.

Men der gik ikke lang tid før, at jeg skrålede med på Emmas fællessang om flere orgasmer til kvinder, og mit så ofte kommenterede højlydte grin lød ud over salen, da hun fløj rundt på scenen som en logrende, legesyg hund.

Og ikke et øjeblik tænkte jeg at hun – eller jeg selv – var for meget.

Da vi få dage efter mødtes, forklarede Emma mig, at hun vælger projekter ud fra, om hun synes, de har noget vigtigt at fortælle. Og i øjeblikket vil hun gerne sætte fokus på kønsskævvridningen, når det gælder forståelsen af begær og lyst hos kvinder. Det er en af grundene til, at hun takkede ja til rollen som Katrine i Limboland, der er blevet kaldt en blanding af Doggystyle og Girls.

“Kvindelig seksualitet er, hvis ikke det vigtigste, så lige så vigtigt som alt andet i ligestillingsdebatten. Jeg mener, hvorfor er det, at halvdelen af befolkningen får så mange flere orgasmer, og den anden halvdel har lært at fake? At kvinder faker, betyder jo, at vi ikke mener, at vores lyst er lige så vigtig som mandens. Det er helt absurd."

Serien er allerede blevet rost til skyerne for at hudflette dansk ungdomsliv med forældrekøb, de sociale mediers indvirken og en lurende destruktivitet bag de polerede facader.

Og det er netop også fokusset på det uperfekte, der fascinerer Emma ved rollen. Som hun siger i interviewet, er der ikke ligestilling på film, før kompleksiteten bliver foldet ud for begge køn. Derfor er det ikke kun vigtigt at få fortalt om kvinder, der tager rigtige valg, men også om stærke kvinder, der tager forkerte valg.

Som de tre veninder, Limboland handler om, der ikke bare fucker livet op for dem selv, men også for hinanden.

“Det fede ved at møde Rikke og høre om Limboland var, at hun gerne vil vise det egoistiske, det uperfekte og nogle af de sider, vi skammer os over. For dem er der også brug for, hvis vi ikke skal føle os alene. Der, hvor jeg kan føle mig mest ensom, er, når jeg tænker, om jeg er den eneste, der kan gå over gevind og i et skænderi kaste humus i hovedet på en kæreste.”

Om det er faking i soveværelset, humus-aggression eller frygten for at være for meget er Emma i sine roller og som person godt i gang med at sørge for, at vi ikke skal føle os alene. Og minde os om, at vi skal have en fest over dem, vi er. Så længe vi ikke skader nogen.

Læs meget mere om Emma i Costume 5, der er på gaden frem til 5. maj 2020.