Suzanne Brøgger: “Man er ikke modig, hvis man ikke er bange”

Hun skriver og gør, som det passer hende. Vi har stillet 20 spørgsmål til en af vor tids største forfatterinder: ikonet Suzanne Brøgger

Lisbeth Skoelv

— 16. november 2019

Verdenskendt for sin opfordring om at befri sig fra ægteskabets patriarkalske autoritet og fra kernefamiliens tosomhed, og alligevel gift siden 1991.

Definitiv, da hun i anledning af sin 70-års fødselsdag i 2014 udtalte, at hun stod af medieræset – og få år efter udkom Koral, en sammenskrivning af de tidligere værker Creme fraiche, Ja og Transparence.

Her kan du møde Suzanne Brøgger, en af vor tids største forfatterinder.

Hvorfor har du valgt at genskrive dine tre romaner Creme fraiche, Transparence og Ja i din sidste nye roman Koral?
“Jeg er jazzmusiker! Elsker at improvisere. Fornemmede, at min føljeton, som du nævner, trængte til at blive skrevet op i tid og tempo. Der er kommet nye, interesserede generationer. De unge beder mig om råd ud fra min livserfaring. Jeg kan ikke give råd. I stedet har jeg lavet et remix af min livsfortælling.”

Du skriver ‘Jeg ødelægger mine bøger for at sige ja til livet om og om igen – og har genkomponeret min livsføljeton i et nyt lys’. Hvad mener du med det?
“At det er en kontinuerlig skabelsesproces. Man ødelægger noget for at skabe noget andet. Det falder mig naturligt og livsnødvendigt at improvisere. Med en sådan udgivelse som Koral viser jeg, måske, at livet er levende. Det er aldrig for sent at få en lykkelig barndom. Man kan blive ved med at tolke på sit liv, afdække det glemte, erindre noget nyt og nyfortolke.”

Hvordan ser dagens Suzanne på den Suzanne, vi møder i bøgerne fra 70’erne og 80’erne?
“Jeg har forsøgt at leve efter mit ideal: At blive en Ja-siger. At leve efter devisen: Overdrivelsen leder til visdommens porte. Eller: Man ved ikke, hvad der er nok, indtil man opdager, hvad der er mere end nok. Jeg føler en ømhed for den unge Suzanne, der higer og søger og prøver sig frem – fordomsfri og selvironisk.”

Den norske forfatter Vigdis Hjorth har kaldt dig et unikt feminist-ikon. Hvordan trives du i den rolle?
“Jeg holder meget af Vigdis Hjorth og hendes bøger. Og hvis jeg er hendes feminist-ikon, må det være, fordi jeg ikke er typisk ‘feminist’. Jeg er nok mere ‘pippist’, altså inspireret af Pippi Langstrømpe, jeg læste som barn. Det er godt at have hestekræfter – man skal være glad, hvis man har dem – og det er nødvendigt at være uforudsigelig. At improvisere. At leve livet legende. Selvom man arbejder som en hest. Det gør både Vigdis og jeg. Fordi vi kan lide det.”

Det siges, at dit forfatterskab har været inspiration for en hel generations sex- og kærlighedseksperimenter. Er du stolt af det?
“Jeg ved ikke, om det er sandt. Tror mere, at der eksisterer en drøm om, at en sådan kvinde, en sådan inspiration bør findes. Og jeg har måske været god til at inkarnere den drøm – uanset hvordan jeg er i virkeligheden. Man kunne måske kalde det en udnyttelse? Har for sjovs skyld talt mine bøger op og regnet ud, at langt de fleste handler ikke om sex eller frigørelse.”

Hvordan ser du på #metoo-diskussioner?
“For mig er det déja-vu. Alle disse overgreb og udnyttelser. Men en lettelse, at kvinderne (igen) begyndte at tale ud. Det er en helt nødvendig kulturrevolution. Men der vil også være negative bivirkninger. Mere overvågning, mere undertrykkelse og puritanisme. Hoveder vil rulle. Og det er ikke sikkert, at det altid er de rigtige.”

Du har selv vært åben om både egen seksualitet og overgreb. Hvor vigtigt tror du, det har været?
“Jeg tror slet ikke, at jeg har været så åben, som det virker. Jeg har levet det meste af mit liv skjult. Men mine bøger har helt sikkert været en inspiration for mange mennesker, der drømmer om mere livsudfoldelse, på alle planer.”

I din debutbog, Fri os fra kærligheden, kritiserede du både kernefamilien, monogami og ægteskabet. Hvilke reaktioner fik du på bogen, da den blev udgivet?
“Ekstremt negative reaktioner i Danmark – mere positive i Sverige. Men der var anmeldere, der sendte bogen retur til aviserne. Forstår godt, at Tove Ditlevsen heller ikke orkede at anmelde den. Hun havde jo lige skrevet Gift og var en endnu hårdere kritiker af ægteskabet end jeg. Hun skrev ovenikøbet ud af egen erfaring, jeg skrev mere utopisk, teoretisk.”

Du modtog hadske breve og oplevede, at flere kvinder udgav sig for at være dig, da det stod værst til. Hvordan oplevede du den type opmærksomhed?
“Det var ganske forfærdeligt. Men stalkere og plageånder hører desværre med til at være en kendt person nu om dage. Det er alle kendtes lod. Man skal være glad, hvis man er så heldig at kunne leve uden bodyguards. Men det er heldigvis længe siden, jeg blev generet. I et tilbageblik må jeg sige, at jeg har fået flest positive læserreaktioner. Kloge, tankevækkende og taknemmelige breve.”

Omtrent samtidig med at du skrev kraftsalven mod ægteskabet, gik du selv med planer om at fri til din kæreste, kan vi læse i Koral. Hvorfor denne dobbeltmoral?
“Det har intet med dobbeltmoral at gøre. Det er en alment menneskelig konflikt at tænke ét og gøre noget andet. Det dilemma, tror jeg, alle kan genkende i sig selv, hvis de er ærlige nok. Det bliver bedre med årene, hvor afgrunden mellem følelse og fornuft bliver helet – som det skete for mig.”

På hvilken måde har bøgerne frigjort dig?
“Bøgerne i sig selv har ikke frigjort mig. Men den livslange skriveproces er min personlige vej, forudsætningen for min udvikling, som man kan følge gennem bøgerne. Forskellige aldersgrupper relaterer til forskellige faser i mit forfatterskab.”

Du har sidestillet det at skrive bøger næsten med at have en kærlighedspartner. Hvad lægger du i det?
“Jo, jeg tror, at dette at skrive – at dele sine tanker og erfaringer med andre i kunstnerisk form – er en kærlighedsgerning, som både kan inspirere og provokere. Når man skriver, lever man med en usynlig partner konstant: skriften. Men samtidig er man det meste af tiden bare et ganske almindeligt menneske, der vasker op og planter blomster.”

‘Virkelighedslitteratur’ var ikke så almindeligt i 70’erne og 80’erne. Hvorfor valgte du at udlevere de mest intime ting i dit liv?
“I 70’erne hed det ‘bekendelseslitteratur’. Dengang det var kvinder, der skrev. Som om de havde synder at bekende. Da mændene førte stafetten videre, hed det pludselig ‘virkelighedslitteratur’! Jeg valgte ikke at udlevere de mest intime ting om mit liv, men var måske pionér i en genre, hvor det pludselig blev muligt at ophæve skellet mellem offentligt og privat. Jeg var profetisk uden at vide det. Skellet mellem offentligt og privat er jo helt nedbrudt i dag i ‘overvågningskapitalismens æra’. Jeg tror, vi tog fejl i 70’erne, da vi kæmpede for at ophæve privatlivet og sige: Det private er politisk.”

Hvad har dit forfatterskab kostet dig?
“Jeg ville snarere sige: Hvad ville det have kostet mig, hvis jeg ikke havde skrevet mine bøger? Jeg har talt med Knausgård (Karl Ove Knausgård, forfatter af Min kamp, red.), om omkostningerne ved at skrive ‘virkelighedslitteratur’. At skrive ‘sandt’, uden filter. Han siger, at belønningen er større. Og det giver jeg ham ret i. Lykken er at udfolde de evner, man er blevet givet.”

Mange i din nære omgangskreds er blevet såret af din åbenhed, og du har indrømmet, at du i gennemsnit har mistet et menneske pr. bog, du har skrevet. Har det været det værd?
“Det er nok en overdrivelse fra min side. De mennesker, der bruger en bog som anledning til et brud, er gerne folk, man ikke har noget nært forhold til.”

Jeg har læst, at du blev gjort arveløs efter en af dine bøger ...?
“Jeg havde en stakkels gammel tante, der drømte om selv at blive forfatter. Når det er gået én godt i livet, og man har meget at være taknemmelig over, må man også leve med at blive misundt – eller arveløs.”

Du mener selv, at du er modig, fordi du er bange. Hvad lægger du i det?
“Man er ikke modig, hvis man ikke er bange. Mod kræver jo en selvovervindelse. Jeg er en ret indadvendt, genert type. Det har krævet alt mit mod at åbne mig for omverdenen og at indlade mig med fremmede.”