© Pernille Ringsing
Interview

“Verden er fuld af krig og klimaforandringer, så hvorfor skal jeg brokke mig over en delle?”

Petra Nagel lader altid kameraet – og alle os bag tv-skærmen – komme tæt på. Vi har taget en snak med den hudløst ærlige tv-vært

Af   — 23. juli 2017

    Om hun rejser ud i verden i sin søgen efter kærlighed eller forsøger at komme til bunds i sit negative selvbillede, lader Petra Nagel altid kameraet – og alle os bag tv-skærmen – komme tæt på. Helt derind, hvor det gør ondt, og andre for længst ville have løftet paraderne. Men for den 32-årige tv-vært har den hudløse ærlighed aldrig været et valg.

    Hvordan siger man egentlig goddag til en kvinde, der aftenen forinden er tonet frem på tv opløst i gråd under en intens åndedrætsøvelse i Nordjylland? Som ugen før poserede foran kameraet i rødt undertøj og et selvkritisk blik, der gjorde, at hun fuldstændigt overså sin egen naturlige skønhed og misundelsesværdige barm. Og som sidste år blev brændt af for åben skærm af en surfer-fyr, da hun iført en lillebitte bikini prøvede kræfter med Brasiliens datingkultur. Giver man hende hånden, som det er kutyme, når man møder folk for første gang?

    Eller et stort kram – hvilket er, præcis hvad jeg og tusindvis af andre har haft lyst til at gøre de seneste uger som vidner til Petra Nagels hårde kamp mod egen krop og sind i DR3-programmet Petra elsker sig selv. Overvejelserne om den bedste hilsen udspiller sig en solbeskinnet mandag morgen i maj, hvor jeg skal møde tv-værten Petra Nagel i hendes andet hjem, DR Byen i København. Petra tager imod i lyseblå skjorte og et par jeans. Og før jeg rigtigt når at tage valget mellem håndsrækning og kram, afgør hun det, da hun med et smil giver mig hånden og præsenterer sig som … Petra. En rimeligt underforstået information, men samtidig en venlig markering af, at selvom vi begge godt ved, at jeg lige har set hende græde på tv, så kender vi ikke hinanden. Endnu.

    Det usynlige kamera

    I 2014 rullede videnskabsprogrammet Menneskeforsøg over skærmen på den dengang nye ungdomskanal DR3. Her lagde tre værter krop til en række opsigtsvækkende forsøg i videnskabens tegn. Den kvindelige vært, Petra Nagel, testede blandt andet, om hun blev mindre stresset af at drikke egen urin, og hvordan hendes krop reagerede på at blive holdt vågen i 58 timer.

    Med hovedet i toilettet kastede hun op for rullende kamera, da hun i et eksperiment undersøgte, hvorvidt hun blev stærkere af at spise 100 æbler, men måtte kapitulere efter 25. Det stod hurtigt klart, at den mørkhårede journalist med krøllerne, de mange tatoveringer, hættetrøjerne og de multifarvede hårbånd udviste en særlig form for ærlig intensitet på skærmen. Det var, som om hun glemte, at hun var på.

    “Jeg har aldrig haft det der filter, som de fleste andre får, så snart der er et kamera i rummet. Det sker nærmest ubevidst. Fra begyndelsen af min tv-karriere er jeg kommet til at sige, præcis hvad jeg tænker på uden først at overveje, om det lyder klogt eller smart. Jeg prøver ikke at skjule, når jeg græder eller kaster op. Jeg er ligesom bare mig,” fortæller Petra, da vi har fundet os til rette i et par røde lænestole ved DR’s kantine.

    Efter Menneskeforsøg fulgte en række værtsroller i Katteshowet, Pornoquizzen og Kærestesorg for dummies. Underholdningsprogrammer, hvor Petras skæve humor skinnede igennem, som da hun i et afsnit af Pornoquizzen argumenterer for, at det er langt nemmere at camouflere, at man ser porno på mobilen, end hvis man gør det på den bærbare, for ‘hvem tror egentlig på, at man skal tjekke vejrudsigten ude på toilettet?’. Men ud over at blive mere skærmvant var der i programmerne ikke det helt store på spil for Petra, og det ville hun egentlig gerne lave om på.

    “Det tv, jeg selv bedst kan lide at se, er programmer med en ærlig vært, der snakker om ærlige problemstillinger. Hvor det hele ikke er så poleret og perfekt. Da vi gik i gang med konceptudviklingen til Petra dater hele verden, besluttede jeg mig for at være helt filterløs. Ikke at skjule min sårbarhed, mine deller eller det faktum, at jeg faktisk var oprigtigt ked af, at jeg ikke havde en kæreste,” fortæller Petra, der i foråret 2016 tog DR3-seerne med på et kærlighedseventyr i seks forskellige lande og testede, om hun kunne lære noget af dating-kulturen i lande som Libanon, Mexico og Serbien.

    “Vi havde hjemmefra lavet en aftale om, at de måtte filme alt, men at jeg havde ret til at sige nej, når vi gennemgik optagelserne. Det gjorde mig tryg at vide, at jeg efterfølgende kunne redigere i alt det uflatterende og fjollede, som jeg gjorde og sagde undervejs. Og derfor slappede jeg nok endnu mere af foran kameraet. Faktisk så meget, at nogle af mine venner har fortalt mig, at jeg siger ting i programmet, som de ikke vidste om mig på forhånd,” fortæller hun og nævner som eksempel, hvordan hendes aversion mod at danse kom frem, da hun iført farvestrålende fjer og perler deltager i et livetransmitteret brasiliansk sambaoptog.

    “Selvom jeg stadig får ondt i maven over at se den og mange af de andre optagelser, så benyttede jeg mig faktisk næsten ikke af min vetoret. Jeg ville jo netop gerne væk fra den distancerede og perfekte værtsrolle. Og her sidder mit tøj og hår bestemt ikke perfekt, og det er tydeligt, at jeg er præcis lige så usikker, som de fleste en gang imellem er. Lige siden Menneskeforsøg har jeg skullet overvinde ting, jeg enten har frygtet eller fundet grænseoverskridende.

    Jeg er blevet tvunget til at røre en slange på trods af min slangefobi og klatre op af en 100 meter høj væg, selvom jeg er sindssygt højdeskræk. Så jeg har lært at mane min frygt og mine grænser til jorden og bare gøre det. Også når det gælder mere følelsesmæssige ting som at date for åben skærm, er jeg sprunget ud i det uden rigtigt at registrere, at det for mange kan opfattes som ekstremt modigt. Jeg er modig – et faktum, jeg har skullet vænne mig til, fordi det faktisk ikke er sådan, jeg opfatter mig selv,” fortæller hun og uddyber, at modet til at vise de mere sårbare sider frem også skyldes hendes tillid til redaktionen.

    “Det er, ligesom når jeg går til tatovør. Når vi først har snakket de overordnede idéer igennem, så stoler jeg nok på projektet til at give personen kunstnerisk frihed. Jeg ligger ikke og frygter, at jeg skal til at rende rundt med en delfin på lænden.”

    Til kamp mod dårligt selvværd

    Når man ser Petra elsker sig selv, er det nemt at mærke den tillid, hun ikke bare viser sin tatovør og redaktion, men også seerne, der uge efter uge bliver lukket ind i hendes mest private gemakker. Ikke bare til tandbørstning på badeværelset i lejligheden på Vesterbro, men helt derind, hvor Petra med tårer i øjnene kalder sig selv grim, uduelig og tyk, og hvor hun efter længere tids overvejelse ender med at få foretaget en smertefuld fedtfrysning i et forsøg på at blive gladere for sit udseende. Seerne kommer også med Petra til psykolog, hvor hun langsomt begynder at forstå, at det ikke er hendes krop, der skal forandres, men hendes selvkritiske tankemønster. Og måske er det derfor, at lysten til at give hende et kram melder sig, så snart man møder hende. For at sige ‘tak for tilliden’ og for, at hun sætter ord på nogle af de svære tanker, som de fleste af os desværre bakser med i forhold til vores udseende.

    “Da vi begyndte programmet, var jeg virkelig nervøs for folks reaktioner. Om det var for meget navlepilleri.Verden er fuld af krig og klimaforandringer, så hvorfor skal jeg brokke mig over en delle?,” spørger hun og pointerer, at hun godt er klar over, at hun er heldig at have en rask og velfungerede krop med to arme og to ben.

    “Jeg er også helt med på, at jeg ikke vejer 50 kilo for meget. Så hvorfor er jeg så vred på min krop? Det var det, jeg satte mig for at undersøge.”

    “Mange andre har det ligesom mig”

    Og det skulle vise sig ikke kun at være et relevant spørgsmål for Petra at stille. Siden premieren har Petra elsker sig selv ligget i toppen over mest sete programmer på DR, og reaktionerne fra fagfolk og seere har været meget positive. Fra første afsnit rullede over skærmen, har Petra på de sociale medier dagligt modtaget mellem 10 og 20 beskeder fra fremmede mennesker, der også kæmper med dårligt selvværd.

    “Jeg er virkelig lettet over den modtagelse, som programmet har fået. Hvis folk ikke havde kunnet lide det, ville det også betyde, at de ikke kunne lide mig. Det har været en ret hård tanke at gå rundt med. Min oprindelige frygt for at blive anklaget for navlepilleri er helt væk. Jeg kan fornemme, at vi har fået prikket hul på en byld, og det viser, at mange hungrer efter, at medierne sætter mere fokus på lavt selvværd. Jeg bliver både stolt og ked af, at så mange kan relatere til programmet. For det er da vildt trist, at så mange andre har det ligesom mig,” siger hun.

    Mange spørger hende derfor til råds om, hvordan de får det bedre med sig selv. Og her må hun være dem svar skyldig.

    “Det føles, som om jeg er blevet talskvinde for alle os med dårligt selvværd. Det er en kamp, jeg gerne vil gå forrest i, og derfor ville jeg da ønske, at jeg kunne sige nogle kloge ord til alle dem, der skriver. Men jeg er jo ingen ekspert i selvværd, nærmest tværtimod,” siger hun.

    Dagen efter vores møde skal Petra og hendes redaktion lave de sidste optagelser til programmet, og dommen skal falde. Har Petra lært at elske sig selv?

    “Ligesom man ikke får en supertrænet overarm i løbet af en nat, kræver det hårdt arbejde at ændre et dårligt selvværd. Jeg er stadig ikke der, hvor jeg gerne vil være, men jeg arbejder på det, og programmet har hjulpet mig til at forstå, at problemet er mine tanker. Ikke min krop,” siger hun.

    Med ny kæreste på sidelinjen

    Selvom jagten på kærligheden i første omgang førte Petra langt ud i verden, skulle det vise sig, at drømmemanden ikke var længere væk end et værtshus på Vesterbro. Hun mødte sin kæreste Asbjørn Munk under Distortion sidste år, hvor Petra dater hele verden lige havde kørt på tv. Det betød, at han i begyndelsen ikke turde invitere tv-værten ud, fordi han tænkte, at hun nu var ekspert i at date. Heldigvis endte det alligevel med en date ... og endnu en.

    “Ekspert vil jeg bestemt ikke kalde mig, men jeg kunne klart bruge nogle af de kneb, som jeg lærte under optagelserne. På vores første dates tænkte jeg meget over at være til stede, være nysgerrig og at smile,” siger hun.

    Da vi mødes i DR Byen den solrige majmorgen, er Petra og Asbjørn, der arbejder i et produktionsselskab, ved at flytte sammen efter at have været kærester i snart et år. Et år, der i høj grad har været præget af Petra elsker sig selv, hvor Asbjørn medvirker i mange af optagelserne.

    “Det har været vanvittigt hårdt at begynde et parforhold med et konstant tilstedeværende kamera, og jeg har haft rigtigt ondt af Asbjørn. Når man kender ham, kan man tydeligt se, hvor ukomfortabel han føler sig foran kameraet. Hans ansigt laver sådan en mærkelig krølle,” siger hun.

    Den store opmærksomhed oven på programmet har da også været mere overvældende for Asbjørn end for Petra selv.

    “Jeg har for lang tid siden lært at undgå kommentarfeltet på DR3’s Facebookside, fordi det gør mig ked af det, når folk sviner mig til. Men Asbjørn kan slet ikke lade være med at gå ind og læse det. Og han bliver virkelig oprørt, når nogle skriver noget grimt om mig. Eller om ham,” fortæller Petra, der allerede i programmets andet afsnit afkræver en undvigende Asbjørn et svar på, om han foretrækker en 3D-dukke, der ligner hende på en prik, eller en Petra-dukke, hvor hun vejer fem kilo mindre.

    Til sidst vælger Asbjørn den slankeste af dukkerne. Med en mere eller mindre ulykkelig Petra som resultat.

    “Selvom jeg var enig med ham i, at det var den pæneste dukke, gjorde det ondt at høre. Det satte ild til min indre frygt for at miste ham, fordi jeg ikke er tynd nok,” siger hun og ryster på hovedet. Nok mest af sig selv.

    Optagelserne har været så udfordrende for det nye par, at Petra flere gange har frygtet, at programmet ville koste hende forholdet.

    “Nogle af de snakke, vi tager i programmet, er noget, man taler om efter ti år i et parforhold. Eller måske aldrig. I hvert fald ikke efter fem måneder. Det gjorde mig så frustreret at tænke på, at jeg næsten lige havde lavet et program, hvor jeg rejste ud i verden for at finde en kæreste. Nu havde jeg så endelig fundet ham. Og så skulle jeg bare ikke miste det hele på grund af mit nye program.”

    Ærlighedens pris

    Det er ikke kun i forhold til Asbjørn, at Petra oplever, at hendes filterløse stil til tider har en bagside. Hun mærker den også i sig selv.

    “Jeg er virkelig træt af konstant at analysere mig selv. Egentlig tror jeg ikke, at det er særligt sundt at gøre, og jeg kan mærke en voksende følelse af, at jeg ikke har mere sårbarhed at vise frem – bortset fra at undersøge forholdet til mine forældre har jeg snart krænget alt mit inderste ud. I programmerne giver jeg vildt meget af mig selv uden at få nogen form for menneskelig kontakt igen. Det er jo en præmis ved at lave tv, men derfor er det stadig udmattende,” siger hun.

    Derfor betyder seernes mange beskeder meget. Men fjernsyn er stadig en særlig form for envejskommunikation med publikum, og det bliver især tydeligt for Petra, når hun i det offentlige rum kan mærke, at folk kender hende, mens hun ikke ved noget om dem.

    “Nogle gange er det helt okay. I lørdags faldt vi i snak med en fremmed mand, da han ville betale min og Asbjørns indgang til Vega, og vi fik en masse kram fra folk hele natten. Dagen efter var jeg i hættetrøje og med fedtet hår nede og handle. Jeg blev pludselig bevidst om, at alle dem, der smilte og kiggede, havde set mig uden tøj på i tv. I sådan en situation forstår jeg bedre, hvorfor så mange kendte ikke vil gå på kompromis med, hvad der er privat, og hvad der er professionelt. Det har en pris.”

    Derfor går der også et stykke tid, før Petra igen laver noget så personligt som Petra dater hele verden og Petra elsker sig selv.

    “Det næste, jeg gerne vil lave, er et program, hvor jeg primært snakker med andre personer. Hvor mit navn ikke er en del af titlen. Det skal være ærligt, men ikke selvudleverende. Men jeg er virkelig stolt af og glad for, at jeg har lavet de to Petra-programmer. Jeg tror på, at hvis offentlige personer bare brugte ti procent af deres energi på at vise, at de ikke er perfekte, ville vi få en bedre verden, hvor folk ikke hele tiden gik og følte sig forkerte. Derfor vil jeg heller aldrig stoppe med at bruge min egen skrøbelighed som vært ... Og det tror jeg egentlig heller ikke, at jeg kan.”

    Relaterede artikler