“Vi vil gerne give vores kunder en fornemmelse af et unikt og inspirerende univers”
Birger Christensen er en af Danmarks ældste og mest interessante butikker. CEO Denise Christensen deler tankerne bag butikkens indretning og æstetik
AfSelvom webshops er smarte i en travl tid, er der få ting,
der slår oplevelsen af en fuldendt butik. En butik, hvor det at købe en kjole, en taske eller en sofa bliver til en unik oplevelse. Hvor dine sanser bliver stimulerede af alt det, der er rundt om – kunst og kontraster, som er med til at give tingene en historie. Vi har besøgt en af de mest interessante butikker i Danmark lige nu, Birger Christensen.
“Vi ville gerne skabe et mere imødekommende Birger Christensen, hvor kunderne bliver nysgerrige efter at komme ind, gå på opdagelse og blive inspireret,” fortæller Denise Christensen, CEO i Birger Christensen, om tankerne bag ombygningen af luksusmodebutikken, der siden 1869 har holdt til i 700 kvadratmeter på Østergade i København.

Hvordan vil du beskrive butikken, som den ser ud i dag? “Butikken i dag er et miks af tidløst håndværk og nyere indslag. Rummets klassiske rammer med sildebensparket og brede marmor fliser bliver brudt af moderne elementer, der skaber kontraster. Når man bevæger sig rundt i butikken, bliver man mødt af flere overraskende input – som kasseapparaterne, der er blevet dækket i klar midnatsblå og skrigende orange plastfolie, det bølgende Ettore Sottsass-spejl med dets lyserøde skær og de geometriske sideborde og minimalistiske aluminiumsstole i sprudlende farvekombinationer fra Muller Van Severen. Hertil kommer vores ikoniske 80’er-trappe, der leder op til førstesalen og – med sin kombination af stål og glas – i sig selv bliver en form for bro mellem det klassiske og det fremadskuende, som butikken og vores varer repræsenterer.”
Hvilken følelse vil I gerne fremkalde hos kunderne, når de træder ind i butikken?
“Vi vil gerne give vores kunder en fornemmelse af et unikt og inspirerende univers af kuraterede items. Det gælder både i forhold til vores udvalg af ready-to-wear, accessories, sko og mindre og sjove ting og i forhold til vores valg af interiør og kunst i butikken. Det er et sammensurium af elementer, der skal fremkalde følelsen af, at hér kan man få noget særligt – uanset om man træder ind i butikken for at købe en pels eller en kuglepen eller bare for at kigge, så er det vores ønske, at kunden går herfra med nye indtryk af noget, der er smukt, gakket, limited edition eller bare uventet – at de går fra butikken med en oplevelse.”
Hvordan spiller rummet og indretningen sammen med de brands, I forhandler?
“Butikkens rum – med afdæmpet træ, køligt marmor, hvide vægge og højt til loftet – skaber en neutral base, der giver plads til, at de brands, vi fører, kan ånde og komme til udtryk. Butikkens farverige interiør som spejlet, sidebordene og aluminiumsstolene er med til at skabe en relevant og moderne kontekst, der spiller sammen med mærkerne. Det farverige og iøjnefaldende interiør har samtidig den fordel, at det er flytbart og hele tiden kan omplaceres og omarrangeres, så det er med til at understrege og fremhæve de historier, vi ønsker at fortælle igennem sæsonerne for at understøtte tøjet og de aktuelle tendenser.”