Jeg er ikke mit visitkort!

Jeg har to børn. Dem er jeg mor for, hvilket jeg hellere må skynde mig at skrive, at jeg er meget meget glad for at være, men jeg har aldrig fanget mig selv i at sige en sætning i stil med: “Hej, jeg hedder Sara Maria, jeg er model og mor.”

Jeg ER ikke model, jeg ARBEJDER som model, og efter en dags arbejde, når jeg er færdig med at være klædt ud i prinsessetøj, hængende fra en helikopter i høje hæle og dametasker, går jeg hjem, vasker ansigtet, og tager noget mere behageligt på. Og så er jeg bare menneske – hvilket jeg er hele tiden, selvom det ikke ser sådan ud. Af samme grund gider jeg ikke at bruge al min fritid på at læse dameblade (kun dem med mig selv i...) og sidde og shoppe cremer og tøj på nettet, eller bruge hele aftener på at obsesse over fjendemodeller på facebook.

Ligesom jeg forestiller mig at hende, der arbejder som revisor, ikke nødvendigvis bruger sin fritid på hygge sig med excell-ark og sudoku – eller at alle dj’s ikke behøver at være fulde og døve alle ugens dage. Og bare fordi jeg arbejder med akupunktur, betyder det ikke at jeg også leger med tarotkort og taler med engle. Jeg har ikke en drømmefanger hængede over sengen, en buddha stående i hjørnet eller røgelsespinde brændende i døgndrift.

Ja, jeg ER mor, og det holder jeg selvfølgelig ikke op med at være, når jeg ikke er sammen med mine børn. Jeg holder egentlig mere af at fortælle, at jeg har børn, eller at jeg er mor til nogen, end at jeg ER mor. Giver titlen “mor” mig nødvendigvis en særlig universel mor-identitet? Som er hvad? Jeg er stærk? Har “power”? Jeg bager meget? Jeg klæder sig på en bestemt måde? Jeg er nogens mor, men jeg synes ikke, at det giver mig et særligt personlighedstræk, eller at det gør mig til en fællesnævner eller et segment, selvom moderskabet klart er en vild og livsændrende oplevelse.

Dette er intet angreb på den hjemmegående husmor, og hvis det at være mor fylder så meget, at det bliver en del af personligheden, og hvis det virker – så er alt jo godt. Jeg har prøvet at være hjemmegående husmor i tre år, og ved præcis hvor meget det kræver. Hvor hårdt det er og hvor fedt det også er – at have så meget tid med børnene, men jeg ved, at jeg aldrig gør det igen.

For mig var det lidt for meget noget med at holde op med at være mig og blive transformeret til en madpakkesmørrende, tøjvaskende mor-robot, som aldrig så skyggen af min mand, og som brugte al min tid på at køre min søn til og fra skole og legeaftaler, med en baby under armen, mens jeg høfligt vrøvlede ligegyldig smalltalk med de andre mødre og deres au pairs. Det virkede ikke. Ikke for mig i hvert fald.