
Kan du vaske dry clean only-tøj?
Må man eller må man ikke? Vi gør dig klogere på, om du kan vaske delikat tøj selv og dermed undgå en tur til renseriet.
Af — 14. maj 2020Vi har nok alle tøj, hvor der på vaskeinstrukserne står 'dry clean only'. Det betyder, at du skal forbi et professionelt renseri med tøjet og altså ikke må vaske det hjemme i vaskemaskinen. Men det er en tur, mange af os gerne vil være fri for i en travl hverdag. Heldigvis findes der måder, hvorpå du kan undgå renseriet. Ved at følge denne guide kan du være lidt mere sikker på, hvilket af dit dry clean only-tøj, du faktisk godt må vaske selv.
Undersøg tøjet
Inden du nærmer dig vaskerummet, er det vigtigt, at du undersøger det pågældende stykke tøj for at finde ud af, hvor sart tøjet er, og hvor stor eller lille risiko du tager ved selv at vaske det. Gennemgå tøjet efter følgende tjekliste.
Hvor omfattende er behovet for vask?
Er det overhovedet nødvendigt at vaske alt stoffet, eller er det kun et par pletter, som skal vaskes væk? I sidstnævnte tilfælde kan du forsøge at vaske pleterne væk med en våd klud. På den måde er der langt mindre fare for at ødelægge noget, end hvis tøjet er så beskidt, at det kræver en fuld vask. Kræver det en deriomod en fuld vask, bør du være opmærksom på, at risikoen for at lave skade derhjemme er en del større.
Materialet?
Er tøjet lavet af viskose, cellulose acetat eller triacetat? De tre materialer er særligt sarte og tåler for eksempel heller ikke høj varme fra strygejernet. Derfor er der stor chance for, at tøjet skrumper og bliver misformet ved vask. Vælger du at vaske tøj lavet i et af disse materialer, må det kun ske med koldt vand.
Er det læder eller ruskind?
Her tager du en stor risiko, fordi vand kan udtørre og strippe skindet fra dets naturlige olier. Bliv klogere på det vanskelige materiale med vores guide til behandling af lædertøj.
Mister stoffet farve?
Er det et meget farvet stykke tøj, skal du være sikker på, at det ikke mister farve i kontakt med vand. Er det tilfældet, vil farven på tøjet falme. Du kan teste farven ved at gnubbe med en våd vatpind på indersiden af tøjet i en syning, så du ikke laver pletter på det synlige stof. Smitter der farve af på vatpinden, bør du ikke tage chancen.