Our website does not support Internet Explorer.

To get the best experience on our website and of our content, please use a more modern browser like Edge, Chrome, Safari or similar.

© Anna Stokland / Balmain AW16

Kontroversiel trend: Kvindeundertrykkende eller ej?

En kontroversiel beklædning fra fortiden er blandt 2017’s vigtigste tendenser, som både har fundet vej til catwalken og gadebilledet

Tidens modebillede trækker i to tilsyneladende forskellige retninger. På den ene side har vi en udtalt feministisk bølge, som blev kickstartet i september, da Diors nye chefdesigner, Maria Grazia Chiuri, sendte T-shirts med feministiske slogans ned ad catwalken.

På den anden side har vi korsettets comeback med bannerførere som Balmain, Prada og Loewe, der alle inkluderede designet i deres AW16-kollektioner.

© Anna Stokland / Wenn.com

Dior AW16 og Prabal Gurung AW17

Få beklædningsgenstande er så kontroversielle som korsettet, der anses som et symbol på datidens kvindeundertrykkelse. Og tanken om, at kvinder igen skal snøres ind i taljen – cirka 100 år efter, Coco Chanel revolutionerede kvindemoden med mere behagelig beklædning – falder formentlig ikke i god jord hos alle.

Dog er det vigtigt at bemærke, at 2017’s korset varierer fra renæssancens frygtede silhuet. Hvor datidens korset var gemt væk under tøjet, som et forsøg på at forme kvinders kroppe i det skjulte, er mærkernes moderne fortolkninger designet til at blive båret på kvinders egne præmisser – uden på tøjet.

© Anna Stokland

Balmain, Prada og J.W.Anderson AW16

Streetstylestjernerne, herunder Costumes assisterende moderedaktør, Jeanette Madsen, og modebloggeren Chiara Ferragni, har allerede taget tendensen til sig – og nøjagtig som det var tilfældet på catwalken, bliver korsettet båret som et taljebælte.

Nøglen til nutidens korset er altså lag-på-lag styling, hvor korsettet blandt andet bruges uden på mere maskuline design, såsom blazere, hættetrøjer og skjorter.

© The Locals / Anna Stokland

Costumes Jeanette Madsen og Chiara Ferragni

Hvorvidt tendensen skal betegnes som et egentligt opgør med datidens korsetter, vil vi lade være usagt. Men en ting er sikkert: Der er slet ikke så langt fra Diors feministiske T-shirts til Pradas korsetter, som man skulle tro.

Mere om Mode? Få Costumes nyhedsbrev