Maryam Nassir Zadeh: Kvinden bag succesen

Hvis der er ét mærke, du skal kende lige nu, er det Maryam Nassir Zadeh. Vi tegner et portræt af den smukke designer bag

Maryam Nassirzadeh: Kvinden bag succesen
© Anna Stokland

Som en, der har brugt størstedelen af sin tid omgivet af fantastisk tøj, vidste Maryam Nassirzadeh præcist, hvad hun ville, da hun i 2013 lancerede en linje i eget navn. Og lige siden har designeren bag signaturitems som de bløde mules med klodshæl, de farverige silketoppe med pufærmer, de PVC-indpakkede wedges og de enkle, taljerede blazere været kult. Mærket Maryam Nassir Zadeh er her, der og alle vegne, for der er noget frigjort over hendes univers, der appellerer til en moderne, stærk og modig kvinde.

Grænsen mellem kunst og mode

Som navnet antyder, har Maryam Nassirzadeh rødder i både Vesten og Mellemøsten. Begge hendes forældre er født i Iran, men vokser i 60’erne op i London, hvor de mødes på en blind date. De forelsker sig hurtigt og beslutter at stifte familie, og til det foretagende drømmer det unge par om at bosætte sig i fødebyen Teheran. Men få år efter, at de er flyttet tilbage, bryder revolutionen ud, og familien med den tre måneder gamle Maryam emigrerer fra Iran til USA. Og her – i San Fernando Valley i L.A., et landligt område nær stranden, omgivet af bølgende bakker og stenrige kløfter – vokser Maryam op. Fra en meget tidlig alder nærer hun kærlighed til mode og æstetik. Hun tilbringer weekenderne på markeder sammen med sine veninder, hvor de unge piger bruger alle deres sparepenge på vintagetøj og farverigt håndarbejde fra Guatemala. Venindernes tøj bliver konstant udlånt i gruppen, og eftermiddagene går med at style hinanden til improviserede fotoshoots. Da Maryam kommer i gymnasiet, vokser hendes kreative interesse. Hun vælger faget kunst og er med egne ord besat af modemagasiner, som hun gennemlæser og derefter laver collager af, som hun tapetserer teenageværelsets vægge med.

Glæden ved tøj og mode bliver bestemt ikke mindre, da hun tilbringer en sommer hos sin bedstemor Esmat Reshad, der tilbage i 70’erne ejede den berømte, avantgarde modeboutique Mimi i Teheran og var en af de første iranere, som fik europæiske mærker til landet. Men da Maryam besøger bedstemoren, er hun flyttet til London, hvor hun laver specialsyet tøj til sine mange kunder. Det bliver en skelsættende engelsk sommer for Maryam. For gennem sin bedstemor lærer hun hele processen bag tøjproduktion. Fra at skitsere en idé og vælge de rigtige materialer i stofbutikken til at sidde og sy som en besat om natten. Tilbage i USA kommer Maryam ind på Rhode Island School of Design, hvor hun studerer smykker og tekstiler. Grænsen mellem kunst og mode er flydende i hendes arbejde, hvor hun trykker stof, der både kan bruges som vægmaleri og som tekstil til en kjole.

“Jeg elskede det hele, så det var svært for mig at vælge. På college blev jeg påvirket af Susan Cianciolo, Miuccia Prada, David Hockney, Eva Hesse og Jean Arp, og de er alle stadig store inspirationskilder for mig,” har Maryam fortalt til Dossier Journal om sin pendulering mellem kunst- og modeverdenen.

Balancen mellem forretning og familie

Svaret på, hvad Maryam Nassir Zadeh er – altså ud over selve personen – er flertydigt. For den topæstetiske Maryam har brugt sit navn (dog med efternavnet opdelt i to ord) i flere henseender – to gange i forbindelse med et mærke og en gang med en luksusbutik og en webshop med selekteret design.

Som 22-årig grundlægger hun sit første mærke – i eget navn. Det er egentlig tænkt som et eksperiment, hvor Maryam laver collager af farvelagte vintagebroderier og -bomuldsstoffer, som hun pynter T-shirts og kjoler med. En dag tager hun hen til stormagasinet Barneys for at præsentere de unikke T-shirts, og før hun får set sig om, forhandles hendes T-shirts i nogle af verdens bedste butikker.

“Jeg var ung og uvidende, men samtidig var jeg visionær, og i 2005 kunne jeg mærke, at jeg var nødt til at trække mig fra mit arbejde for at dygtiggøre mig. Både teknisk, men også indenfor det at drive forretning,” har hun fortalt til Dossier Journal.

Kort efter at hun er stoppet med produktionen af de unikke T-shirts, flytter Maryam til New York, hvor hun tager et intensivt kursus i modestudier på Parsons School of Art and Design. En dag på Lower East Side spørger hun en mand om vej. Manden er den indiske fotograf og Maryams medstuderende Uday Kak, og de to forelsker sig øjeblikkeligt.

Under sine studier arbejder Maryam i sin veninde Molly Spauldings vintagebutik Narnia. I dag ligger butikken i Brooklyn, men da Maryam arbejder der, er butikken beliggende i hendes lokalområde, Lower East Side. Kæresten Uday besøger hende i butikken og kan se, hvor godt Maryam trives bag disken og omringet af smukt design. Selv kæmper hun efter sine studier med at beslutte, hvad hendes næste skridt skal være, men Uday er ikke i tvivl. Hun skal have sin egen butik.

Sammen skriver parret en forretningsplan og ansøger om finansiering, og derefter går alt meget stærkt. Fra at idéen om en fælles butik fødes i april 2008, åbner MNZ-butikken i slutningen af september samme år på Norfolk Street i New York. Selvom finanskrisen er på sit højeste, bliver den eksklusive modebutik hurtigt en favorit blandt de mest kræsne newyorkere, der er vilde med det kuraterede udvalg af mærker, der i dag tæller Kwaidan Editions, Sophie Buhai, Jacquemus og Eckhaus Latta.

“Jeg tror egentlig, at jeg altid havde en plan om at vende tilbage til at designe selv. For det har altid været den ideelle måde for mig at bruge min tid på. Men samtidig vidste jeg, at jeg måtte løsrive mig fra idéen i de første år, hvor vi skulle åbne butikken og vores showroom. Og faktisk følte jeg mig virkelig godt tilpas ved at være på den anden side. Jeg værdsatte at kigge på design fra et grossistperspektiv,” har hun forklaret.

Alligevel kan hun hurtigt mærke en form for tomrum, hun savner simpelthen at bruge sine hænder. Samtidig ved hun, at det kræver tålmodighed at vente på det helt rigtige tidspunkt. Og det øjeblik kommer i november 2012, fire år efter at hun sammen med sin mand har åbnet den nu anerkendte butik med dertilhørende webshop.

“Det er en tilfredsstillende følelse at designe igen, og jeg føler en stor ro ved, at jeg både har en forretning og en familie, men samtidig forfølger min passion,” fortæller Maryam til hjemmesiden The Glow i 2012, hvor hun venter parrets anden datter.

Gennem den daglige kontakt med tøj fra nogle af verdens dygtigste designere kan Maryam mærke, at hun nu har en klar fornemmelse af, hvad der virker. Og også af, hvad der mangler på markedet. Nemlig tøj, som man kan tage på uden at gøre en stor indsats, men alligevel stadigvæk føle sig elegant i. Da hendes in-house linje i 2013 endelig (re)lanceres, får den hurtigt fans i hele verden. Sortimentet spænder fra påskegule silkecamisoler til tunikaer lavet i sirligt patchwork af håndvævede japanske tekstiler. Linjens skokollektion, som angiveligt tegner halvdelen af MNZ, bliver øjeblikkeligt en succes, og hendes feminine Roberta pumps og mules i ruskind ses som faste gengangere i alverdens modemagasiner såvel som på fødderne af velklædte kvinder fra New York til London. De mange blokhæle, brug af transparent plastik og skarpe neonfarver er måske ikke direkte flatterende, men skoenes både flabede og vintageagtige look rammer lige ned i tidsånden, og Maryam er således med til at starte 90’er-tendensen, der dominerer i dag.

Mærkelig elegance

Ligesom Maryams personlige stil er hendes design legende, kunstnerisk og eklektisk. Det er tøj, du har lyst til at give videre til næste generation, fordi både kvalitet og design har en holdbarhed, der rækker langt ud over øjeblikkelige tendenser. Nogle items er helt enkle, mens andre er i skrigende farver og former, for hvis der er noget, som MNZ formår at vise, er det, at det er i mikset af farver og teksturer, at tøjet fortæller en historie.

Alt tøj fra Maryam Nassir Zadeh er – ligesom butikken i samme navn – utroligt kurateret. Intet er overladt til tilfældigheden, heller ikke materialevalg, og mærket køber håndvævet stof fra familiedrevne stofproducenter i blandt andet Indien og Japan. Skoene bliver produceret i både Italien, Tyrkiet og Mexico, for at de bedst muligt bliver tidløse samlerobjekter fra forskellige steder i verden.

Maryams egen historie spiller altid ind i hendes design. Gamle fotografier af moren og ikke mindst bedstemoren inspirerer hende – ofte i et møde med hendes ungdoms årti, nemlig 90’erne. Elegant silke og geometrisk patchwork mikses med overdimensionerede pufærmer, asymmetriske stumpetrøjer og skrigende neonfarver. Et møde, der nok bedst kan karakteriseres som det, Nassir Zadeh selv kalder ‘mærkelig elegance’.

Også billeder og reklamer fra bedste morens iranske butik inspirerer Maryam. I Mimi forhandledes alt det bedste fra italiensk og fransk mode i 70’erne, et årti, Maryam igen og igen vender tilbage til, og som hun samtidig gør moderne og eksotisk med tekstiler fra Mellemøsten, Indien og Mexico. Butikken har også lagt navn til den populære blazerfrakke Mimi, der med sit uldne og 70’er-sennepsfarvede look har været med til at skabe tendensen med lodne jakker. En del af forår/sommer 2018-kollektionen – som blev præsenteret på en løbebane i New York, imens Solange optrådte – var dedikeret til Maryams tid med eksperimentelle kunststudier og tekstiltryk på Rhode Island School of Design. Også i valget af modeller på catwalken spiller Maryams personlighed ind. Der optræder nemlig altid medlemmer fra det såkaldte MNZ-gang, en gruppe New York-baserede og chikke kvinder, der alle ser ud, som om de ikke har tænkt for meget over deres udseende.

Mange af hendes bedste venner, heriblandt modellen Camilla Deterre og den serbiske kunstner og designer Ana Kraš, har begge gået shows for Maryam Nassir Zadeh, og de er også ihærdige forbrugere af hendes tøj, når de optræder uden for catwalken. Kredsen af veninder, som Maryam altid bruger i sit show, er i deres look mere originale end perfekte, og ligesom med venindegruppen i San Fernando Valley tilbage i 90’erne klæder Maryam og hendes muser sig på for hinanden og knap så meget for mænd. Et fokus, der bestemt ikke er blevet mindre, efter at det i december 2017 kom frem, at Maryam og Uday var blevet skilt. MNZ er ikke garant for forskønnende virkemidler, men derimod for originalitet og naturlighed, og både på hendes private Instagram og i hendes webshop dyrkes det uredigerede. På den måde er Maryam Nassir Zadeh et godt eksempel på den feministiske bevægelse, der generelt vinder frem i verden – også på modescenen.