Met Gala: Alt, du skal vide, om årets største modefest
Som optakt til årets største event i modebranchen får du her alt, hvad du skal vide, om Met Gala: Fra årets tema til de overdådige kjoler
AfHvad er Met Gala egentlig?
På mandag er det tid til den årlige Met Gala, og mens du venter, kan du blive meget klogere på årets mest fashionable event, lige her.
The Costume Institute Gala, bedre kendt under navnet the Met Gala eller Met Ball efter Metropolitan Museum of Art, hvor det bliver holdt, er en årlig fundraising, der samtidig markerer åbningen af museets årlige modeudstilling. Met Gala er dog mest af alt kendt som årets mest fashionable arrangement.
Met Gala blev afholdt første gang i 1946, og siden da har eventen udviklet sig til at blive modens svar på The Oscars.
Scroll videre for at se, hvordan man kommer med til Met Gala, læse om de overdådige kjoler og årets tema ...

Sådan kommer man med til Met Gala
Hvis du ikke bliver inviteret direkte af Anna Wintour, lyder rygtet, at du skal give cirka 164.250 kroner for en adgangsbillet.
De heldige, der bliver inviteret direkte af modedronningen, og som slipper for at tage et stort indhug på bankkontoen, er typisk toppen af poppen, når det kommer til modeller, skuespillere, sangere og designere.
Ifølge Vogue.co.uk er det cirka 650 til 700 kulturelle darlings, der får en af de eftertragtede fribilletter af Anna Wintour.

Kjolerne til Met Gala
En af grundene til, at folk altid sidder klistret til de sociale medier, når der er Met Gala, er de mange overdådige kjoler på den røde løber, der altid er et helt show i sig selv.
Et godt eksempel på dette er Rihannas gule kjole med slæb fra Met Gala 2015. Af andre nævneværdige kjoler, der er gået over i historien fra Met Gala, er den gudesmukke Burberry-kjole, Suki Waterhouse bar i 2014 og Sarah Jessica Parkers meget omtalte hovedbeklædning fra Met Gala 2013.

Årets tema: Manus x Machina: Fashion in an Age of Technology
Årets Met Gala løber af stablen mandag d. 2. maj, og temaet er traditionen tro i forlængelse af udstillingen på Metropolitan Museum of Art, der også lægger linjen for eventens dresscode.
I år er temaet Manus x Machina: Fashion in an Age of Technology, og vi glæder os til at se, hvordan de mange gæster fortolker netop dette, og om Taylor Swift rent faktisk dukker op i et robotkostume, som hun har annonceret ...
