Modens mangfoldige muser

Til et pulserende disco-beat og Barry Whites dybe røst skred modeller som Billie Blair, Charlene Dash og Amina Warsuma ned ad marmorgulvet i Versailles’ gyldne haller og viste en kollektion af coolness og urban elegance, som verden ikke før havde set. Badet i blødt lys og draperet i florlette chiffonkjoler og glat, gylden silkelamé udraderede de deres franske modstandere – og forandrede modeverdenen for altid. Der var et før og et efter The Battle of Versailles, lød det i modemagasinernes begejstrede anmeldelser. Moden var en anden. Og catwalken var ikke længere hvid. Alt var forandret. Eller sådan føltes det i hvert fald i dagene, ugerne og månederne efter.

Sandheden var imidlertid, at intet – da det kom til stykket – for alvor havde forandret sig. At alt forblev det samme.
“Sorte modeller havde bestemt fået et gennembrud. Og det skete lige dér i løbet af det magiske og nu legendariske show på Versailles,” siger modeekspert Chris Pedersen.
“Men i årene og årtierne, der fulgte, var farvede modeller stadig undtagelsen, der bekræftede reglen på verdens catwalk. Noget tyder imidlertid på, at det er ved at forandre sig. At vi nu begynder at se en catwalk, der rent faktisk er udtryk for en større diversitet i vores opfattelse af skønhed.”

Købekraft og kreativ vision

Moden har altid fremhævet – og i nogle tilfælde feticheret – forskellige etniske grupper. Deres pludselige og allestedsnærværende tilstedeværelse på catwalks og i magasiner kan ofte føres tilbage til bare et enkelt fremtrædende ansigt. Den russiske model Natalie Vodianova førte i 00’erne en hel hær af modeller fra den tidligere østblok med sig, hvis høje kindben, kantede træk og næsten gennemskinnelige blege hud satte standarden for skønhed i en årrække.

Med kinesiske Liu Wen blev catwalken i 10’erne pludselig domineret af asiatiske skønheder. Og senest har modeller fra den dominikanske republik indtaget podiet som eksponenter for et nyt skønhedsideal. Modeller som Licett Morillo, Annaibeliz Baez og Luisana González har været stort set uundgåelige ved forårets og sommerens shows for blandt andre Valentino og Saint Laurent. Og de dominikanske – og amerikansk-dominikanske – skønheders succes er del af en udvikling, som iagttagere mener er udtryk for en større bevægelse mod diversitet i den samlede modeindustri.

Ved sidste efterårs modeshows var mere end 40 procent af de modeller, der gik i London, Milano og Paris, farvede kvinder. Det er mere end en fordobling fra 17 procent i 2014, hvor mode-sitet The Fashion Spot begyndte at følge og registrere graden af diversitet på verdens catwalks. Under New Yorks modeuge var andelen af ikke-hvide modeller endnu højere. Her var næsten 46 procent af efterårets modeller kvinder af anden farve end hvid.

Det er forskellige mekanismer, der katapulterer forskellige etniciteter frem på scenen og giver dem kult og it-status, fortæller Chris Pedersen. Nogle bæres frem af industrien selv. Den russiske og østeuropæiske model-hype, som Natalia Vodianova var storeksponent for, og som også tæller modeller som Anja Rubik, Karolina Kurkova, Sasha Pivovarova og Daria Werbowy, blev især fremelsket af Prada og den indflydelsesrige og magtfulde caster Russel Marsh. Andre bølger er båret af rå markedsmekanismer. Især Kinas voksende økonomiske styrke i 10’erne sikrede asiatiske forbrugere større købekraft og var dermed med til at bane vejen for kinesiske Liu Wen og Fei Fei Suns store succes, men også for modeller som japanske Tao Okamoto og filippinske Danica Magpantay.

Ofte er det en blanding af de to mekanismer – købekraft og kreativ vision – der sender et nyt skønhedsideal og en bestemt etnicitets særlige karakteristika mod modeverdenens højeste tinder. Andre gange er det en form for aktivisme blandt modellerne selv.

“Da Naomi Campbell for alvor brød igennem, var det ikke, fordi hun var blevet en stor designer eller en magtfuld casters nye muse, men fordi hun var blevet gode venner med en række hvide topmodeller, der nægtede at tage visse jobs, hvis ikke Campbell også blev hyret,” siger Chris Pedersen.

Det var de hvide stjerner fra topmodellernes gyldne æra, navne som Linda Evangalista, Christy Turlington, Helena Christensen og Cindy Crawford, der gav Naomi Campbell en plads på de store podier. Og da hun selv etablerede en karriere og blev en af de absolut mest efterspurgte modeller, var hendes hudfarve fortsat afgørende for hendes arbejde som model. Campbell har i adskillige interviews givet udtryk for et dybt ubehag ved at blive castet som den eneste – eller en af meget få farvede kvinder – der skulle sikre et show og en designer diversitetsgaranti og et slør af progressivitet og politisk korrekthed. Ligesom hun har udtrykt vrede over at se flere af sine ellers succesfulde kampagner stoppet i lande, hvor en sort model – uanset hendes internationale stjernestatus – ganske enkelt ikke blev vurderet til at kunne sælge varen.

Naomi Campbells historie er interessant, fordi den illustrerer den kontroversialitet, der altid har omgærdet sort skønhed og sorte modeller i det, der uden for enhver diskussion er en altovervejende hvid branche.

Hvor langt er branchen nået?

Idealiseringen – og i nogle tilfælde feticheringen – af sort skønhed og sorte modeller har siden 1970’erne været forbeholdt kvinder med en lysere hudfarve og med udpræget europæiske træk. Det billede udvidede sig i nogen grad i 1980’erne og 1990’erne med netop britisk-jamaicanske Naomi Campbell og senere britisk-sydsudanesiske Alek Wek. Men der var fortsat tale om ganske få repræsentanter af kvinder med meget mørk hud.

I dag ser vi en større diversitet på podierne. Og også her gør modellerne fra Den Dominikanske Republik sig bemærkede. Øens befolkning er en sammensat etnisk gruppe med såvel spanske som afrikanske aner – et resultat af republikkens historie med koloniherredømme og slavegørelse. Historien har ikke overraskende kompliceret dominikanernes egen opfattelse af, hvordan skønhed ser ud, og flere af de dominikanske modeller har fortalt, hvordan de har kæmpet med deres eget selvbillede i deres hjemland, hvor man, ligesom det er tilfældet i meget af resten af verden, favoriserer lys hud, glat hår og europæiske træk.

I modsætning til bølgen af brasilianske modeller, der først og fremmest blev tegnet af netop lyshudede og europæisk udseende kvinder som Gisele Bündchen, Alessandra Ambrosio og Adriana Lima, repræsenteres den dominikanske bølge også af modeller med mørk hud, kruset hår og afrikanske træk. Det er med til at skubbe til opfattelsen af skønhed internationalt set, men også til opfattelsen af, hvad der er smukt i modellernes eget hjemland, hvor flere af de dominikanske modeller faktisk blev valgt fra af lokale designere, før de slog igennem internationalt.

En af dem, Anyelina Rosa, har i et interview til The New York Times fortalt, at hun før sit gennembrud plejede at glatte sit hår, men at hun i dag bærer det naturligt eller flettet i cornrows. “Nu kan jeg elske mig selv. Jeg siger ikke længere, at jeg ikke kan, at jeg er grim, eller at de ikke vil vælge mig.”

Det kan synes næsten ironisk, at en industri, der ellers ofte har været ansvarlig for at eksponere urealistiske og til tider skadelige skønhedsidealer, også rent faktisk kan hjælpe mennesker til at omfavne de karaktertræk, de ellers længe har fået at vide er uattraktive. Men det kan den.

“I det perspektiv tjener diversiteten i moden et langt større formål, fordi den har potentialet til at forandre piger og unge kvinders oplevelse af deres egen skønhed. Til helt grundlæggende at forandre deres følelse af værd. Det er af enorm betydning i en verden, hvor kvinder stadig bleger deres hud med kemikalier for at blive lysere eller føler sig nødsaget til at glatte deres krusede eller krøllede hår for at føle sig smukke eller bare accepterede,” siger Chris Pedersen. Anlægger man en kritisk tilgang til de seneste års positive udvikling i diversitet blandt modeller, er det imidlertid relevant at spørge, hvor langt modebranchen i virkeligheden er nået, når det kommer til stykket.

Langt fra virkeligheden

Hvide mennesker udgør en forsvindende lille minoritet i en verden, der overvejende er befolket af farvede mennesker. Eller sagt på en anden måde: På en klode, hvor tilstedeværelsen af sorte, brune og gule hudtoner er klart størst, er den hvide hudtone fortsat den, der er klart stærkest repræsenteret på podierne. I det perspektiv er tilstedeværelsen af over 40 procent farvede kvinder på podierne i Milano, Paris og London og 46 procent i New York måske ikke så imponerende. Det er i hvert fald ikke en fordeling, der bare tilnærmelsesvis repræsenterer verdens befolkning.

“Catwalken er afgjort blevet mere mangfoldig. Men den er jo fortsat overvejende hvid,” siger Chris Pedersen. Han ser flere mulige fremtidsscenerier. “Desværre er det sådan, at modebranchen ofte reagerer meget konservativt under økonomiske kriser, som den verden står midt i nu. Derfor kan man frygte, at vi vil se en tilbagerulning af den diversitet, der er vundet frem de seneste år. Fordi man simpelthen vil satse på det sikre og købestærke marked. Og det marked er stadig hvidt.

Omvendt ser vi et voksende kor af stemmer, der kræver forandring politisk og kønsmæssigt og, ikke mindst lige nu, racemæssig ligestilling. Og vi ser flere virksomheder, der engagerer sig aktivt i de spørgsmål, og for hvem det engagement bliver en del af deres brand.”

Der sker også noget andet. Som måske er det, der i virkeligheden vil få størst indflydelse på diversiteten i moden. I hvert fald på den lange bane. De forbrugere, der køber luksusmode, er i dag en langt mere sammensat etnisk gruppe end nogensinde før. Den asiatiske andel af det globale luksusvaremarked er siden 2007 vokset med mere end 10 procentpoint. Og i dag er Mellemøsten og Afrika de to hurtigst voksende luksusmarkeder i verden.

“Man skal ikke glemme, at modebranchen er en business. Designere og castere er ikke kunstnere med ideologiske eller politiske agendaer. I hvert fald ikke de fleste af dem. De er forretnings- mænd,” siger Chris Pedersen. “De vil først og fremmest klæde de modeller på, som de mener vil kunne sælge deres tøj. Og derfor vil de altid tage bestik af, hvem der har købekraften.”