6 kontroversielle kampagner
De internationale modehuses kampagner er langt fra altid polerede. Her er 6, der provokerede verden
AfSEXY SOPHIE DAHL / YVES SAINT LAURENT
Den mælkehvide topmodel Sophie Dahl slænger sig iført intet andet end guldstiletter og diamantsmykker. Kampagnen fra 2000 for Yves Saint Laurents Opium-duft blev forbudt efter 730 klager til det britiske klagenævn A.S.A. (Advertising Standars Authority). Opium-reklamen fik også de amerikanske feminister op af stolene. De mente, at kampagnen "idealiserede svage, udnyttede kvinder". Men det var ikke det, at Sophie Dahl var nøgen, der provokerede mest. Det var Sophie Dahls positur på det sorte satin, som kritikerne mente, gjorde kvinder til sexobjekter. Opium-kampagnen havde dog også tilhængere, der mente, at kampagnen viste, at kvinder, og ikke kun mænd, har seksuelle behov.

DET HELLIGE KYS / BENETTON
Den ser måske harmløs ud ved første øjekast, Benettons kampagne fra 1991, hvor en præst og en nonne kysser. Ikke desto mindre provokerede det italienske modehus helt bevidst verdens største trossamfund på over en milliard mennesker - nemlig katolikkerne. Selv paven lagde afstand til kampagnen, og den indflydelsesrige katolske kirke fik gennemtvunget et forbud mod kampagnen i Italien. I Frankrig nedlagde katolske plakatophængere arbejdet i protest. Det er langt fra den eneste provokerende kampagne med titlen United Colors of Benetton. Andre eksempler er kampagnen med en døende aidspatient, et billede af en elektrisk stol og et sæt blodigt tøj fra en dræbt soldat.

G-PUNKTET / GUCCI
G for Gucci. Og for en kampagne, der i foråret 2003 skilte sig ud. Det var Tom Ford, der fik idéen til kampagnen, hvor en meget letpåklædt Carmen Kass hiver ned i trussekanten og afslører et G barberet ud af sin kønsbehåring. Forargelsen blev ikke mindre af, at det var mesterfotografen Mario Testino, der har taget adskillige billeder af det britiske kongehus, som stod bag kameraet. Det er uvist, om G'et er lavet rigtigt, eller om det er manipuleret digitalt efterfølgende. Men det var kritikerne ligeglade med. I England krævede forbrugerorganisationer ifølge avisen The Guardian kampagnen forbudt med begrundelsen om, at den var "ekstremt skadelig for samfundet". Gucci forsvarede kampagnen med, at den var "ment som det ultimative ironiske ordspil for et sexet brand i en logo-domineret tid."

KATE MOSS SOM HEROIN CHIK / CALVIN KLEIN
Cindy Crawford, Linda Evangelista og Naomi Campbell. 1990'erne var domineret af modeller med barm og bagdel. Bortset fra Kate Moss. Den petite model brød igennem i 1993, hvor hun blev ansigt for Calvin Klein. Heroin chik-looket var født. Kate Moss var så skinny, at hun blev beskyldt for at opfordre unge piger til at sulte sig selv. Den britiske model og it-girl har altid nægtet, at hun nogensinde skulle have haft spiseforstyrrelser. Men selvom flere af Calvin Klein-plakaterne blev overmalet med teksten "Feed me", var kampagnen startskuddet til supermodellens succesfulde karriere.

KAMUFLERET GRUPPEVOLDTÆGT / DOLCE & GABBANA
Letpåklædte kroppe er langt fra et sjældent syn i kampagner fra internationale designere. Men det er det, når en letpåklædt kvinde bliver holdt nede med tvang ved, at en mand holder hende fast i håndleddene, mens tre andre mænd betragter seancen. Associationerne til gruppevoldtægt i Dolce & Gabbanas kampagne fra 2007 var så tydelige, at kampagnen blev forbudt i modehusets eget hjemland på opfordring af Italiens ligestillingsminister. Dolce & Gabbana valgte desuden selv at fjerne kampagnen i Spanien efter klager fra forbrugerorganisationer og landets regering. Dolce & Gabbana mente derimod, at det var Spanien, der var "bagud i tid". Kampagnen fik fornyet opmærksomhed i efteråret 2010, hvor Calvin Klein Jeans lancerede en kampagne med modellen Lara Stone i en lignende rolle. Denne kampagne blev forbudt i Australien.

GLINSENDE, NØGEN DESIGNER / MARC JACOBS
Bang. Dér lå han så, Marc Jacobs. Nøgen og indsmurt i olie - kun dækket af en kæmpeflakon af herreduften Bang. "Da jeg var gået med til at være model i kampagnen, kunne jeg ikke finde på noget at have på, som kunne udtrykke duften bedre," forklarede designeren til det internationale medie Women's Wear Daily om beslutningen om at optræde nøgen. Kampagnen fra 2010 blev forbudt i Mellemøsten, og i flere stater i det midtvestlige USA blev billedet beskåret ved Marc Jacobs skuldre, mens han i stedet holder duften tæt ved ansigtet.
Synes du kampagnerne er provokerende? Deltag i debatten herunder.
