©

Alber Elbaz forlader Lanvin

Alber Elbaz, som har gjort underværker for det franske luksusbrand, Lanvin, har besluttet at forlade sin post efter 14 års samarbejde

Det er under en uge siden, vi fortalte, at den kreative direktør hos Dior, Raf Simons, forlader modehuset, efter kun 3,5 år på posten, og i juli offentligjorde vi, at Alexander Wang ikke længere skulle være kreativ direktør for Balenciaga. Næste modehus i rækken til at stå uden chefdesigner er franske Lanvin.

Ifølge modesitet Women's Wear Daily står Lanvin snart uden en chefdesigner. Den israelske topdesigner, Alber Elbaz, har været i front for mærkets kreative team, siden 2001. Han har gennem de sidste 14 år givet Lanvin en plads på toppen af den parisiske modescene, men nu er det altså slut med Elbaz hos Lanvin.

Psst … Nu får Céline sin egen butik i København

En offentlig bekendtgørelse forventes en af de nærmeste dage, men nyheden er allerede på alles læber. Ifølge Women's Wear Daily er bruddet mellem Alber Elbaz og Lanvin grundet en uoverenstemmelse mellem designeren, og de to topchefer i modehuset, ejeren, Shaw-Lan Wang, samt administrerende direktør, Michéle Huiban.

Kilden fortæller også, at hele Alber Elbaz' team er blevet orienteret, og at den afgående designer endda allerede har tømt sit kontor i Paris.

Psst ... Se hvorfor Maison Margielas omsætning er steget med 30 %

Hvorfor det succesfulde modehus og deres chefdesigner ikke kunne enes efter så mange års samarbejde er ikke til at sige. Dog er vi overbeviste om, at den talentfulde designer næppe er færdig med at skabe mode, og vi glæder os til at se, hvad der bliver hans næste træk.

OPDATERET D. 29. OKTOBER

Alber Elbaz har nu bekræftet, at han forlader sin post som chefdesigner for Lanvin, og at beslutningen ikke var hans:

“Nu, hvor jeg forlader Lanvin, efter afgørelse fra selskabets hovedaktionær, vil jeg gerne udtrykke min taknemmelighed og sende varme tanker til alle, der har arbejdet passioneret sammen med mig for at genopleve Lanvin i løbet af de sidste 14 år. Jeg vil gerne udtrykke min kærlighed til alle mine dejlige kollegaer i Lanvins atelierer, der har beriget og støttet mit arbejde. Sammen har vi mødt den kreative udfordring, som Lanvin fremlagde, og genskabt dets udstråling, så det er vendt tilbage til sin retmæssige position blandt Frankrigs bedste luksusmodehuse," skriver Elbaz i en officiel udtalelse.

FÅ DE SENESTE NYHEDER DIREKTE I DIN INDBAKKE – TILMELD DIG COSTUMES NYHEDSBREV HER