
Alexander Wang samarbejder med highstreetkæde
Den amerikanske stjernedesigner slår endnu en gang pjalterne sammen med et budgetvenligt mærke
AfI starten af 2019 slår Uniqlo dørene op til en butik i hjertet af København, men det er ikke den eneste nyhed fra den japanske highstreetkæde, du skal glæde dig til.
Uniqlo har netop annonceret et samarbejde med den amerikanske stjernedesigner Alexander Wang, der tidligere har bevist sit talent for budgetvenlig mode med en succesfuld kollektion for H&M.
Alexander Wangs kollektion for Uniqlo vil primært bestå af undertøj til både mænd og kvinder, samt bodystockings, T-shirts og leggings, og alt er udført i Uniqlos innovative Heattech-materiale.
Det er ikke første gang, Alexander Wang samarbejder med highstreetkæden; For ti år siden var den amerikanske designer en del af Uniqlo Designers Invitation Project, hvor han imponerede med sin evne til at identificere trends. Og nu genoptager partnerne altså samarbejdet inden for et nyt felt:
“Jeg håber, at forbrugerne kan nyde den nye dimension af Heattech, som bringer vores undertøjslinje videre ved at øge funktionaliteten sammen med Alexanders inspirerende design,” udtaler Yuki Katsuta, chef for Uniqlo R&D.
Der er ikke offentliggjort en lanceringsdato for samarbejdet, men det lander allerede i løbet af efteråret på Uniqlo.com/alexanderwang.