Anne Sofie Madsen vandt den store pris

Vinderen af Dansk Design Talent Magasin Prisen er fundet - og det blev den talentfulde Anne Sofie Madsen

500.000 kroner var på spil i forbindelse med det store gallashow Dansk Design Talent - Magasin Prisen, der fandt sted i aftes for første gang nogen sinde. 220 særligt indbudte gæster, heriblandt os selv på Costume, havde fundet gallatøjet frem til afsløringen af, hvem der vandt den store nyetablerede designpris.

De fire designtalenter, Asger Juel Larsen, Nikoline Liv Andersen, Astrid Andersen og Anne Sofie Madsen, har arbejdet hårdt de seneste måneder, hvor de hver især har skabt en minikollektion til hver deres artist, med råd og vejledning fra hver deres mentor.

Designtalenternes fire kollektioner blev fremvist i Statens Museum for Kunsts smukke omgivelser. Alle 220 gæster, inklusiv Hendes Kongelige Højhed Kronprinsesse Mary, sad til bords ved den 75 meter lange catwalk, der til aftenen samtidig fungerede som spisebord.

Aftenen kulminerede med, at Hendes Kongelige Højhed Kronprinsesse Mary afslørede vinderen af konkurrencen, som blev Anne Sofie Madsen. Hun havde kreerede en smuk minikollektion på fem styles til sangerinden Oh Land, som bar tydeligt præg af designerens og artistens gode kemi og en forenet æstetik. Kollektionen var således en blanding af Anne Sofie Madsens egen rå og avantgarde stil kombineret med Oh Lands feminine og excentriske udstråling.