
Bella Hadid åbner op om at konkurrere med Gigi
Den 20-årige model fortæller om mobning og hvordan det er at være “den anden” Hadid-søster i modebranchen
AfDe indkasserer store millionbeløb, er kampagneansigter for mærker som Dior Beauty og Fendi, ses på catwalken hos alle fra Chanel til Moschino og pryder verdens mest prestigefyldte modemagasiner.
Bella og Gigi Hadid er to af verdens mest efterspurgte modeller, og derfor kunne man dristes til at tro, at søstrene konkurrerer om hvem, der kan lande flest modeljobs. Men ifølge 20-årige Bella Hadid er det langt fra sandheden.
“For det meste er vores markeder fuldstændig forskellige,” udtaler Bella til Harper’s Bazaar Arabia, og fortsætter:
“Og hvis vi bliver booket til et job, og hun får det, eller jeg får det, så er vi glade på hinandens vegne.”
Bella og Gigi ses da også ofte side om side til store modeshows, senest hos blandt andre Tommy Hilfigerog Anna Sui, hvor Bella hjalp sin storesøster ned ad catwalken.
“Der er nok jobs i verden til os begge … Der er ingen grund til at blive sure på hinanden, eller begynde at konkurrere.”
Men hvad så hvis Gigi napper et modeljob, som Bella virkelig gerne ville have haft?
“Vi er familie, så hun kan købe et par sko til mig,” siger Bella med et glimt i øjet.